Sommer 2015

Større billeder


Hejre på pæl, 4. august.


Lappedykkeren hviler sig inderst i fjorden 1. august.


Sol på Rodsnæs ved Oreby Bro 20. juli.


Vinden er løjet af.


Birtes billede ved anløb ved Saxkjøbing Roklub.


Kagebordet.


Ænder er der nok af i Sakskøbing Havn.


Askø Havn.


Fejø Kirke.

Til sidens top

Ud og hjem

4. august

Den årlige frokost med Fruen og hendes to ro-venner fandt sted i dag i Bandholm i lunt sommervejr med en jævn sydøstlig vind, der blæste "Esther" afsted fra Sakskøbing med mellem 2 og 4 knob.

Genuaen kom op inderst i havnen, og for udenforstående må manøvren have set sømandsagtig ud. Kendere ville vide, at vinden gjorde hele arbejdet med at vende stævnen ud mod fjorden. Men det er måske netop "sømandsagtigt".

Henne i Bandholm var den sædvanlige plads ved pontonen i yderhavnen ledig, men her var vindforholdene sådan, at sejlet måtte ned inde i havnen lige før anløbet af pladsen med vinden imod.

1. august

"Det var værre i 2011", skrev en lokal avis om sommeren 2015, og bragte et par regnvejrsbilleder fra det år.

1987 var også en slem sommer, og andre somre var blæsende, regnfulde, kolde - og helt normale.

Metorologerne kan berolige med, at sommeren indtil nu har ligget tæt på gennemsnittet både hvad regn og temperaturer angår. Og de menneskeskabte klimaforandringer er ikke aflyst, føjer de til. Nå.

Men sejlerkolleger har måttet udstå livet i havne rundt omkring i den seneste halve snes dage på grund af vedvarende blæsevejr. Først i dag er vinden faldet og temperaturen steget. I dag trak Sakskøbing Fjord derfor atter i skroget - mit og den gamle Bandholm 26's.

20. juli

Saxkjøbing Roklub har besøg af ro-venner fra Fakse Ladeplads i dag, og efter formiddagens sejltur lokker de med hjemmebagte kager og kaffe. Men jeg vil gerne have et par billeder af de besøgende ude på fjorden, og det skal helst se lidt standsmæssigt ud, når det sker. Og da vinden er jævn til frisk fra vest, monteres genuaen for første gang i år på det stramme forstag, og "Esther" sejles for motor i modvind et godt stykke ud i Smålandsfarvandet for at vende om og stryge hjemad for næsten fulde sejl.

Det går godt. Vinden er frisk, og den gamle skude løber sine fem knob ude i Oreby Rende mod Sakskøbing Fjords brede indsejling før snævringen ved Oreby Bro. Men så løjer vinden inde i fjorden. Det var ikke meningen.

De mange robåde er for længst nået tilbage til frokosten, da "Esther" med en fart på mellem 2,5 og 1,5 knob er nået frem til roklubbens ponton, hvor Fruen får taget et par sjældne billeder af den lettere anløbne genua, mens den endnu er oppe. Nu er vinden så svag, at motoren må trække gennem havnen til pælepladsen, hvor en sejlerkollega tager fortøjningerne. Der var kager til overs i roklubben, da Fruen havde bragt mig dertil i bil.

16. juli

Om et par dage er det 12 år siden, jeg sad ved hækken mod markerne ved huset i Hjelm med en rød kat på skødet og ventede på, at det blev morgen, så jeg kunne tage toget til Aarhus og købe den gamle Bandholm 26 og sejle hende til Nykøbing. Glæden ved båden og vandet er usvækket, men sømandsskabet lader efterhånden en del tilbage at ønske.

"Har du haft sejlene oppe?", spurgte en sejler-kollega, da han her til eftermiddag kom forbi og hjalp med at fortøje "Esther" i Sakskøbing efter en solfyldt tur til Dybvig Havn på Fejø og tilbage igen - uden landgang. "Nej", sagde jeg. "De har slet ikke været oppe i år - har dine?" "Det taler vi ikke om - vi er jo pensionister", lød det.

Så udvekslede vi de nedslående erfaringer fra denne sommer, at der bliver længere og længere mellem sejlerne ude på vandet, og at de også er mere sjældne gæster i havnene ved Maltrup Vænge og i Sakskøbing Havn. Det er vore lokale havne desværre ikke ene om at opleve.

Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, "FLID" har i samarbejde med Dansk Sejlunion søsat kampagnen "Vild med Vand", som skal lokke flere mennesker til havnene, for at de kan få smag for sejlerlivet.

Dansk Sejlunion har samtidig sat en undersøgelse i gang blandt medlemshavnene for at stimulere ungdoms-arbejdet og dermed tilgangen af aktive sejlere til klubberne. Uden medlemmer - ingen klubber, og uden klubber - ingen havne. Det er den korte og mest pessimistiske version af fremtiden for "Det maritime Danmark", hvis udviklingen ikke bliver vendt.

Mens forrige uge havde blæsevejr til at holde sejlerne væk fra vandet, har vindforholdene i denne uge været optimale. I dag var vinden lovlig flov til sejlene. Over de ca. 24 sømil frem og tilbage fra Dybvig talte jeg fem-seks sejlbåde og et tilsvarende antal motorbåde, alle danske. Det er højsæson. Hvor er tursejlerne blevet af?


Gæstesejler i Dybvig Havn.

 

Større billeder

4. august:


Skarvekoloni på Havneø ud for Bandholm. 4. august.


Havneø med Lindholm i baggrunden.


Birte gør klar til at ro tilbage til Sakskøbing - i modvind.


Udsejlingen fra Bandholm.


Skarv under dykning i Sakskøbing Havn.

1. august:


En smuik aftentur 1. august på Sakskøbing Fjord - alene ude.


Høsttid på land.


"Guldborglandhus" ved fjorden.


Oreby Mølle og Kro.


Krenkerups forrige ejer, Gorm Reventlow-Grinling, bor her i et "Guldborgland-hus", der var nabogodsets - Guldborgland Baroni's byggestil.


Fra Sakskøbing Fjord 1. august.

20. juli:


Mens vinden endnu er frisk - og imod - 20. juli.


Grev Knuths pengemaskiner.


Ud for Oreby Bro.


Solstrejf over Rodsnæs.


Birtes billede fra anløb ved Saxkjøbing Roklub.


Nu går turen tværs over havnen til pælepladsen - derefter kager i roklubben.


"Den sædvanlige plads" på Fejø er tom 16. juli.


Længere inde i Dybvig Havn er der også ledige pladser ved middagstid.

Til sidens top