Efterår 2017

Større billeder


"Mette Pan" lodser sand, 9. oktober.


Pandebjerg gods i oktobersol, 9. oktober.


Oreby Rende 16. september.


Stemmetofte Østbøje nedlagt af tang. 16. september.

En enkelt sky over Lindholm 3. september.


Havnehøkeren på Femø 3. september. Købmanden har sagt op til oktober.


Fruen og to gange Karen overhaler Skjold.

Til sidens top

Øer og vinterhavn

9. oktober

I Toreby Sejlklub er omkring halvdelen af bådene allerede sat op på land for vinteren. Det skete i weekenden - hovedsagelig lørdag, hvor regnen trommede ned det meste af dagen. Men der er stadig knapt tre uger, indtil "Esther" skal hales op.

Måske var det sæsonens sidste korte sejltur, som fandt sted i dag i kølig og klar luft - frisk til hård - fra nordvest med skum og bølger på Guldborg Sund.

Ved Hjelm Bådelaug søgte jeg ind, så langt dybden rakte, og ved 1,3 meter var der stadig et godt stykke vej ind til bådebroen. Imens passerede "Mette Pan" ude i sejlrenden for fuld fart efter mere sand ude til søs.


Toreby Sejlklubs lille blad er netop blevet trykt. Hent det som pdf - åbner i nyt vindue.

16. september

Mange dages regnvejr holdt pause i dag. "Esther" er tømt for vand i rummene under dørken. Et hæderligt vejr blev udnyttet til årets sejltur fra Sakskøbing til Toreby Sejlklub. Med en sydlig vind, op til seks-syv sekundmeter, kom genuaen i brug i Oreby Rende, indtil kursen blev lagt nordover ad det bugtede løb mellem de lave grunde øst for Askø.

Efteråret kan føles her midt i september. Vandet var 12 grader og luften en anelse lunere. Enkelte motorbåde var ude med skipper og gaster godt gemt inde i kahytterne. Svend og jeg udstod det kølige vejr i cockpittet, godt klædt på.

Nu er "Esther" fortøjet på den faste vinterplads indtil bådoptagningen sidst i oktober. Der kan komme gode dage med ture på det rolige Guldborg Sund. Hvem ved. Ellers er facit for sejlersæsonen 2017 ikke opmuntrende. Vejret har været omskifteligt - som regel elendigt, men mange fine dage er heldigvis udnyttet til sejlture i det sydlige Smålandsfarvand.

De længere ferieture er desværre fortid også i år, og sandt at sige er savnet til at overse. Man er ikke ung længere, og mange af de tidligere sejlture forekommer rent ud sagt dumdristige set i erindringens lys.

3. september

Mens "Sabines" skipper og "søndagssejleren" leder efter et hul i vejrudsigternes regnbyger og blæsevejr til den årlige ø-tur, var trafikken til søs usædvanlig tæt søndag den 3. september.

Årsagen var den enkle, at vejret for en gangs skyld var velegnet til motorbåde og pensionister i gamle sejlbåde. Næsten ingen vind og sol med skyer og en enkelt lille byge langt væk - ude i horizonten inde over Lolland.


Efter et smut ind til Blans mødte jeg marsvinene. To eller tre små hvaler, der nåede ind under "Esther" på deres vej østover.

Tykke humbler af Fruens rugbrød og hendes stærke kaffe blev søndagens "brunch" ombord under den 32 sømil lange rundtur til Blans, Fejø og Femø.

Om et par dage - hvis vejret arter sig - gælder det øerne derude endnu en gang. Dem bliver man aldrig træt af.

5. september

Sejlturen med Tonny er aflyst. Regn og blæst er sat på vejrudsigten for den kommende uge. Vi sejler for vor fornøjelses skyld ikke for præstationens.

Men netop i dag viste september sig fra sin smukkeste side med svag vind, og sol og varme om formiddagen, og Fruen roede ud med to gange Karen, og Jørgen i det røde sejlskib luntede atter ud i fjorden, hejste et sejl og kastede snøren ud.

Nu afventer vi så de bebudede regnvejsdage i håbet om en enkelt pause med godt sejlervejr, så "Esther" med Hans og Svend som passive gaster kan sejles de 26 sømil til Toreby Sejlklub.

Større billeder


Fragtskib på vej mod nord. 9. oktober i Guldborg Sund.


Frisk vind ved Løgnoret.


"Mette Pan" passerer forbi ved Hjelm Bådelaug 9. oktober.


Et sidste blik mod Sakskøbing 16. september.


Guldborgbroen 16. september.


Lappedykkerens unger er blevet store. 5. september i Sakskøbing Fjord.


Indsejling til Blans 3. september.


Marsvin til bagbord.


Og til styrbord.


To marsvin til styrbord 3. september.


Halvtom Dybvig Havn.


Femø med "Det gule Pakhus".

Til sidens top