Forår 2010

Større billeder


17. maj kom "Norholm" af Gibraltar sejlende med skærver.


Den "gamle" udsigt mod nord i Guldborg Sund 24. april.


Rorpindspilot og motorkraft - sejlsport i pensionistudgave.


Pandebjerg - endnu ikke skjult af de høje løvtræer 24. april. Klik på billedet for at åbne hele motivet.

Til sidens top

Guldborg Sund

17. maj
Det har regnet, blæst og været køligt i første halvdel, af maj, der ellers er den måned, sommeren fødes i. Omsider i dag kom solen frem, og temperaturen sneg sig fra fem grader tidligt i morges op på 14 i læ for en skarp nordvestlig vind.

Batterierne kunne sikkert trænge til at blive opladt, og den bedste måde var en kort sejltur på et par timer for moderat motor - 5 knob medstrøms og 3,5 syd på fra Pandebjerg med strømmen imod.

Tælleren på GPS-plotteren rundede 2000 sømil siden eftersommeren 2006 på denne lille tur. Jeg mindedes Svend Billesbølles ord, da han nåede Middelhavet på vej hjem fra en af sine jordomsejlinger, at med kun 2000 sømil tilbage var det næsten som at være hjemme igen.

24. april
Sejlturene begyndte i dag i høj sol og kølig luft - omkring syv grader - og i en temmelig stærk sydgående strøm, godt to knob.

GPS-kortplotteren var behørigt sat til - ikke for at vise vej op gennem den kendte sejlrende, men for at tælle sømil, næsten 2000 siden anskaffelsen i august 2006. Rorpindspiloten var også i funktion, således at man kunne krybe lidt ind i læ og alligevel bevare kontrollen over roret.

24. april er tidligt på sejlersæsonen, og "Esther" var stadig eneste båd i sejlklubben, der var helt sejlklar med mast og sejl monteret. Til gengæld vil mange nok mene, at man ikke er rigtig parat til at sejle, før rengøring, lakering, polering og oprydning er foretaget.

Den kolde vinter må være årsagen til, at træer og krat langs Guldborg Sund stadig er ganske "gennemsigtige" - uden blade. Men farverne i skoven og de levende hegn er skiftende gullige og lysegrønne fra det endnu spæde løvspring her og der.

Oppe ved Hjelm Strand - ud for bådelauget - kunne jeg for første gang betragte bådelauget fra søsiden uden den lange bro. Vinteren har også her forsinket udsætningen af bådebroen. Det sker på Store Bededag, der således kan blive Store Badedag for de udvalgte, der skal i vandet for at sætte brofagene på plads og skrue dem fast.

Men Eriks og Williams fiskerjoller er lagt for svaj trods den manglende bro. De herrer vil ikke vente på broen. Der er endnu en uges tid at fiske ål i, før forbuddet mod åleruser træder i kraft fra 1. maj til 31. juli, ligesom sidste år.

Større billeder


17. maj. En rigtig sejler er et sjældent syn på Guldborg Sund.


17. maj.


Toreby Sejlklub 24. april. Klik på billedet for at åbne et større.


Hjelm Bådelaug 24. april - endnu uden bådebro. Erik Simonsens hvide fiskerbåd ses i forgrunden med William Knudsens gule jolle længere mod land.


Få sejlere var ude 24. april - uden sejl på bommen.

 

Til sidens top