Bådene i havn 27. oktober - parat til optagning.


Sæsonens sidste tur for sejl - mod Nykøbing F. med coasteren "Tonja" i sigte 19. oktober.


Min mor til venstre og hendes veninde var friske til en efterårstur på Guldborg Sund 2. oktober.


Sidder strikkehuen godt nok?


Mod Hjelm Strand og Guldborg 1. oktober.


Udsigt fra middagsluren i Guldborg 1. oktober.


Birkealle ved Pandebjerg 1. oktober.


"Flagskib" i Nykøbing 1. oktober.


"Lille Esther" med slæb, 25. september.

Foto: Birte Tørnqvist.


Frisk efterårsblæst ved Rødbyhavn.


Sejlforeningen "Vikingen" har tirsdagssejlads - ikke på græsmarken men ude i Guldborg Sund, set fra landevejen ved Grænge Skov.

 

Efterår 2004
.. Hvor blev sommeren af?

27. oktober
Uden mast og rig kunne vi snige os under Frederik IX's Bro og studere søgræsset i sejlrenden forbi Flatø og Kalvø. Her i det smalle løb viste ekkoloddet 0,0, hvor der var vand nok, fordi søgræsset reflekterer som havbund. Vi holdt os midt i renden og ramte ikke noget. Vejret var lunt - 10-15 grader - og nærmest vindstille.

19. oktober
"Esther" mistede mast og rig i søndags. Planmæssigt greb tovet fra sejlklubbens mastekran om træmasten lige under salingshornene, og min bror og jeg løftede den af, efter at stag og vanter var løsnet. Det gik gelinde uden ventetid i regn og blæst. Ikke flere ture for sejl i denne sæson - og dog?

"Esther II", den lille Polak, ligger stadig for svaj ved Hjelm Strand. Meteorologerne har lovet en god dag i dag med let nordvestlig vind. Mon ikke man kan hejse en klud, når det lille skib skal sejles ned til Toreby Sejlklub - parat til afrigningen?

Det kunne man - en fin lille tur i medvind og temperaturer, der ikke lå fjernt fra mange sommerdage i 2004. "Esther II" gled kvikt mod Nykøbing og behøvede ingen motor - heller ikke op til kajen ved mastekranen i Toreby Sejlklub. En halv time efter anløbet på bidevind var hun klædt af og sejlet ud til broen, uden mast og rig - parat til at blive halet op sammen med "Esther" den 13. november.

2. oktober
Efterårsblæsten lod vente på sig. Endnu lørdag formiddag 2. oktober ville det gode vejr holde sig. Sådan så udsigten ud - mere lovende end i går morges. Og da min mor på 85 og hendes godt 10 år yngre veninde ikke gik af vejen for en rask sejltur "lidt ud i havnen", pakkede jeg ekstra tæppe, uldne trøjer og en strikkehue ned i sejlertasken.

Fra Højskolen Marielyst, hvor min mor og Karin var taget på ophold fra København, kørte vi til Toreby, og min mor mente, vi skulle se Hjelm Strand fra søsiden. Ikke bare tulle rundt i havnen, som jeg oprindeligt havde lokket med.

Strømmen var usædvanlig kraftig, målt til ca. 1,5-2 knob, nordgående ligesom vinden. Vi sejlede 4,5 knob nord på til Hjelm og Jydebugten med motoren næsten nede i tomgang. Til gengæld kunne vi kun knibe farten op på 3,5 knob over havbunden sydover med næsten fuld gas.

Ved en privat bøje ud for Hjelm Strand var vi en anelse på grund i mudderet. Ekkoloddet viste pludselig 0,0 under langsom fart trods fuld gas, og vi turde ikke fortøje for at spise frokost, da vi ikke vidste, om vandet steg eller sank. Maden måtte vente til huset i Hjelm et par timer senere.

"Tak for en dejlig oplevelse", sagde de ældre damer efter turen. Det varmede mere end den gode efterårssol i stigende frisk vind.

Karin lånte lomme-kameraet et øjeblik.

1. oktober
Vejprofeterne lovede efterår med blæst og byger fra lørdag den 2. oktober. Var det sidste chance i år? Det vil vise sig. "Esther" sejlede ud i sundet i vindstille og sol efter en smuk morgen med tågebanker over landet. Det var næsten som en sommerdag, men man skal ikke sammenligne - blot påskønne et flot efterår.

Skovene langs Guldborg Sund stod allerede gyldne i den lave sol ved middagstid, da jeg lagde ind ved Guldborgs tomme gæstebro og tog strikkehue og handsker af.

"Hvorfor ligger skibene ude i vandet?" spurgte en lille dreng mig på broen. "Det er kun her, de kan flyde", svarede jeg - sikkert klogt og pædagogisk.

Inde i havnen var folk i gang med at gøre bådene klar til ophaling. Det lader sig ikke længere skjule, at sejlersæsonen 2004 er ved at være forbi.


"Besætningen" er stadig ved godt mod 1. oktober.


Sommerstemning i oktober.


Skarv flygter fra "Esthers" tre knobs frembrusen.

25. september
Et hul i varsler om hård vind, regn og kuling bragte sejlerme ud på Guldborg Sund. Flot så det ud, da Guldborg-bådene stod op og ned i sundet på læns og kryds. Fruen og "Søndagssejleren" planlagde at erobre Hjelm Ø denne lørdag. Vi ville slæbe "Lille Tut" efter "Esther II", polakken fra Hjelm Strand, op i nærheden af den ubeboede ø nord for det inddæmmede Majbølle Kirkenord. Landgangen skulle foregå i den lille slæbejolle. Søkortet viste, at vi kunne nærme os Hjelm Ø fra stik øst ud for den første grønne stage nord for tunnellen.

Motoren havde starbesvær, og vi kunne ikke få ankeret op fra svajepladsens bund, men vi sejlede trøstigt nord på, idet vi håbede at kunne fortøje til en eller anden pæl ved øen, eller gå helt ind i tovlængde i det usædvanlige højvande.

Men. Vinden friskede op, og bølgerne slog hårdt mod os og "Lille Tut", da vi var nået forbi tunnellens dæmninger. Det ville være umuligt at ro den lette båd sikkert til land. I stedet nød vi den friske efterårsdag på "Esther II", den lille hurtige sejler - befriet for sommerens mågelort.

13. september
Jamen, for kun ganske få dage siden lå vi, "Esther" og "Søndagssejleren" i Dybvig Havn under septemberhimlen i varmt og stille vejr og tilgav sommeren 2004 dens "vildskab" - alle de blæsende dage med sorte skyer på flossede togter hen over os. Nu pisker regnen for en stiv kuling mod husets ruder. Det er mørkt klokken otte. Brune marker venter på vinteren. Endnu i går spurgte min bror på terrassen i hans nye sommerhus ved Hårbølle Havn, om jeg skulle ud at sejle igen i dag. I et kort sekund glemte jeg DMI's grufulde vejrudsigt og sagde, at det var da muligt. "Guldborg Sund kan besejles i al slags vejr".

Men jeg kom ikke ud at sejle. Nede ved sejlklubben stod vinden skarpt over vandet. Bådene lå forladte i fortøjningerne, og i Nysted - pr. bil - var gæstesejlerne borte, havnen øde og tom.

Medierne melder om rekord-overskud i charter-branchen og om nye lavtryk ved Island, der vil sende os efterårvejr på halsen i den uge, vi kommer ind i.


2. oktober med min mor på 85 og hendes godt 10 år yngre veninde i cockpittet.

Guldborgland Bådelaugs klubhus og Guldborgbroen, 1. oktober.


Søndagssejleren ror tappert i land 25. september. Foto: Birte Tørnqvist.


Sidste tur med sejl i 2004 - 19. oktober i "Esther II" på vej fra Hjelm Strand til Toreby Sejlklub, hvor mast og rig blev taget af.


Fruen styrer skuden syd for Frederik IX's Bro. Vi behøvede ikke at ulejlige brovagten denne 27. oktober, da masten var taget af båden.

J. S. Bach, Sonata