Gæster ombord
Den mest uerfarne har altid det sidste ord om sejladsen

Sommer 2004

Det er altid spændende at få gæster ombord. Er sejlskibe noget for dem. Betragter de sejladser som uforståeligt tidsfordriv, eller ser de ind bag sejlerens enthusiasme og genkender begejstringen?

Vort efterhånden veltalende barnebarn, Marie, ytrede sig ikke om sejladser og skibe i egentlig forstand. Med sine godt to år interesserede hun sig for de nære ting på "Esther", den gamle bamse, dromedaren og den lille sorte og bløde figur, der bor fast på båden sommeren over.

Vi bar hende ombord uden at spørge først, sådan som hendes mor havde instrueret os. Og hun færdedes hjemmevant i cockpittet og i kahytten. Det lover godt. Sejle ville vi ikke endnu. Hun skal lige vænne sig til at være på et flydende skib.

Mine gamle skolekammerater fra Nakskov gik frivilligt ombord 11. august - en blæsende dag med sydøstlig, frisk vind op gennem Guldborg Sund. De havde endnu ikke set Nykøbing Falster fra "søsiden", selvom de har boet i dens opland gennem et langt ægteskab.

Deres glæde og begejstring gik lige ind. Vi startede motoren og sejlede til Hamborgskovens sydlige ankerbøje, som det lykkedes at fange med hjælp ved roret fra gæsterne. Og da min kvindelige skoleven følte en svag ansats til begyndende søsyge i stigende vind og bølger, startede vi en frisk og kort sejlads med sprøjt og let huggen ind i havnen, hvor det denne gang lykkedes at få fortøjet uden at ramme hverken pæle eller andet landfast. Heldigt netop i dag. Søsygen blev ikke til noget. Også heldigt.

Lykkeligt for de gamle venner oplevede de, straks vi havde forladt Toreby Sejlklub, at de havde efterladt den smule stress og bekymringer, som hører livet til, inde på land. Det kender alle sejlere sikkert til. Den dag fik sejlerfolket to nye tilhængere.

Vor ældre veninde fra ejendommen i København er vant til at se. Hun er turistfører og har rejst over det meste af verden, men kendte ikke Lolland-Falster. Hun bemærkede straks et særkende ved Lollands og Falsters flade landskaber, som også arkitekt Philip Rasmussen pointerede for år tilbage: Landskabet er følsomt for ændringer, og dets elementer er ikke bakkerne og deres linier, men træer, skove, levende hegn og markante bygninger.

Fra Guldborg Sund ses landet som kulisser af kyst, hegn, træer på række, skove og huse. Vor kyndige veninde fandt det overmåde smukt. Hun havde aldrig set noget lignende, sagde hun. Kulisserne stod bag hinanden og forskød sig langsomt med bådens fart. Hvert enkelt element, hvert et træ, er vigtigt i dette landskab.

Weekend-gæster fra Jylland nød morgenmaden ombord lørdag den 14. august efter en behagelig genua-sejlads for en jævn halvvind. De oplevede samme ritual som andre "novicer": At vi sætter os stille og roligt i cockpittet og taler om, hvad der skal ske, før vi sejler, og om, hvor vi kunne sejle hen, og at den mest "nervøse" altid har det sidste ord om, hvor langt, vi skal gå - både hvad sejlføring og distance angår. Her har den uerfarne altid ret. Så tager vi redningsvestene på, og gæsterne bliver venligt bedt om at sætte sig bekvemt afsides og forholde sig i ro, mens fortøjningerne ordnes, og motoren startes, og "Esther" langsomt forhales ud i bassinet til et drej, som bringer stævnen den rigtige vej - udad til et ny og god oplevelse.

Genuaen monteres før turen. Foto: Annie Poss.

Hvis vi serverer frisklavet kaffe, får gæsterne sikkert et indtryk af en vis civilisation ombord - så det gør vi.

Min mor på 85 og Karin, hendes jævnaldrende veninde, fik en oplevelse på vandet under deres højskoleophold på Marielyst.