Grundlovsdag
Perfekt vind fra Guldborg

5. juni 2004

Grundlovsdagens sol indtraf i et vejrskift fra regnbygen, som byggedes op over Nykøbing F. og en blå himmel længere oppe i Guldborg Sund. Fra det vindstille bælte under de tunge skyer kunne vi se vinden mod nord i vindmøllen ved Hjelm og solen, som lyste på de lave marker og skove deroppe. Påhængsmaskinen snurrede. Strømmen var imod. Senere vinden. Forude lyste himlen og vandet i blåt. Bagude var alt gråt og blåsort. Vi ville frem. Og med fire-fem knob ved svag vind og tre-fire, da vinden tog til, gik det langs de vante scenerier mod Hjelm Strand, passagen ved tunnellen, forbi Grimmers Nakke og lige nord til Guldborg, hvor der var masser af plads og et færdigt bolværk ved vores sædvanlige anløbsbro.

En større forsamling af motorcyklister sørgede for omsætningen i "Lagunen". Vi nøjedes med det flotte toilet. Og en lur i kahytten blev det til, før vi hejste fok og storsejl og lagde fra for at glide ud i sundet til en nænsom bomning og kurs syd på under en himmel, der nu var blevet helt blå.

Som vejrudsigterne lovede var vinden stabil nordvestlig på omkring 6 m/s. Det er noget, der passer en søndagssejler. Vi havde denne fine vind ind agten for tværs, tværs og plat læns, alt efter sejlløbet. Og først godt inde i Nykøbing havn behøvede vi at dreje op i vindøjet for at tage sejlene ned, thi helt ind i den lille Toreby Sejlklubs havn tør vi endnu ikke sejle for sejl alene.

Grundlovsdagen gik på hæld, mens vi talte om demokratiets og menneskerettighedernes dilemma, klemt mellem samfundets forpligtelse til at sørge for både vores sikkerhed og vores frihed.

J. S. Bach, Sonata