Feriesejlads
Blæst, regn, sol og torden

16. - 28. august 2004

Fejø
Omø
Strynø
Ærø
Lohals
Femø

Større billeder

Planlægning

"Det Levende Søkort" viste sig velegnet ved planlægningen af feriesejladsen, som skulle gå til Det sydfynske Øhav - eller hvor vejr og vind nu tillod at sejle. Regulære søkort over Lillebælt, sydlige del - Farvandet syd for Fyn, samt Smålandsfarvandet var for længst anskaffet.

Fra "Det Levende Søkort" blev ruter fra Vejrø og nord om Langeland til Rudkøbing printet ud med waypoints, kurser, distancer og søkort. Det samme skete med ruter fra Rudkøbing til øer syd for Fyn. Computeren med "Det Levende Søkort" kom desuden i brug undervejs med nye, aktuelle ruter og waypoints. De vigtigste positioner lagde jeg ind på GPS'en, der endnu ikke er direkte tilsluttet computeren. Vi ville ikke sejle i mere end fem til otte timer pr. stræk, og her hjalp "Det Levende Søkort" med at få målt distancerne, som i snit blev på 25 sømil.

En ældre radio til både net og batteri med AM-bånd - mellembølger - leverede under hele turen DMI's vejrmeldinger på DR-mellembølger. Find P3, hvor de ordinære udsendelser afbrydes af vejrmeldinger klokken 5,45, 8,45, 11,45, 17,45 og 22,45 på godt 1000 kHz.

Dåsemad, vand, ris, brød, smør og neskaffe samt en friskfyldt gasflaske sikrede forsyningerne, også hvis vi blev nødt til at ligge nætter over for anker uden for havnene.

Masser af skiftetøj, regntøj, ekstra vattæpper, huer og halstørklæder og handsker, som var det vinter, havde vi med, belært af, at den danske sommer er endnu koldere til søs end på land.

Vitaminpiller og hovedpinepiller var stuvet ned sammen med toilet-artiklerne - og godt med deodorant, hvis man ikke lige kunne få et varmt bad i hver en havn.

Et kort ophold i regnvejr i Guldborg 16. august. Her stod Birte på efter en cykeltur på seks kilometer fra huset i Hjelm på fladt bagdæk. Vi ville helst have bilen stående ved huset, mens vi sejlede.

Fødderne får en omgang i Guldborg efter en regnbyge under cykelturen.

Sejladserne

Fra Guldborg, hvor vi for en gangs skyld måtte vente på broens rejsning, fordi et uddybningsfartøj først skulle flytte sig, sejlede vi til Dybvig Havn på Fejø via de sædvanlige afmærkninger, Argus Grund, Vigsø Skal, Grønvold Grund, Fejø Sletterrev og næsten til rød bøje ved Tossegrund, før vi for motor i svag sydvestenvind sejlede ind i havnen. Her var til og med den "sædvanlige" plads ved toiletbygningen ledig. Det er tydeligvis sidst på sæsonen. Kun tyskerne og få hjemlige sejlere har ferie sidst i august.

Nu i midten af august er aftnerne tidlige og mørke, og man kigger sig lidt omkring i havnene for at se efter, om andre sejlere er tilstede på ferie - for det er da sommer endnu - eller er det. Dybvig Havn havde allerede en smule efterår over sig, men den fornemmelse skød vi fra os. Vi havde ferie. Sommeren 2004 - så omskiftelig den end måtte være - var ikke forbi.

17. august var vejret atter gunstigt med jævn til frisk sydvestlig vind. "Esther" sejlede op gennem Femø Sund mod Vejrø, som vi ville anløbe, hvis vejret blev dårligere. Undervejs drøftede vi at sejle videre til Omø, da vi måtte forudse et par blæsedage, som vi kunne nyde på denne natur-prægede ø. Vi valgte Omø og løb ud i halvanden meter bølger efter Vejrø, som kun med besvær passeredes syd om på bidevind for en enlig fok. Jeg måtte knibe "Esther" forbi på den forkerte side af bøjerne og holdt godt øje med ekkoloddet. Vi havde vand nok, viste det sig.

Oppe under Omø var vinden blevet temmelig frisk for et par søndagssejlere, der var på sejlerferie alene for første gang. Vi rullede rundt om øen og op i Kirkehavnen til en fin plads blandt alle tyskerne. Birte sagde, at hun havde psykologisk tæft nok til at kunne registrere og værdsætte de talrige beroligende bemærkninger og pædagogiske forklaringer, som undslap min sorte skippersjæl, mens vi tumlede rundt i bølger og blæst.

Først 21. august var blæsten med op til 20 meter pr. sekund på Omø omsider overstået, og i svag til jævn vestlig modvind masede "Esthers" 6 HK Suzuki os over Storebælt til Hov Sand, nord om Langeland og ned mod renderne til Rudkøbing. Syd for Lohals legede marsvin bag skibet. Birte så først de sorte rygfinner i kikkert, men de var ganske tæt på os. Passagen af den nord-syd gående sejlrute skete fra rød til grøn bøje, så risikoen for at vædre en tanker blev minimal. Birte var koncentreret fordybet i Hjalte Tinns og Nina Rasmussens halsbrækkende skildringer fra Kurdistan og ville ikke høre nyt om sejladsen, før vi var ovre sejlruten. Vi gik bagom to store skibe og var snart frelste igennem.

Fyn gav god læ for bølgerne. Det var fint efter Storebælt, hvor Langeland også ydede en smule læ på det sidste. Rudkøbing Rende var i sigte efter nogle timer i fred og ro. Syd for Siø-broen var vinden atter frisk fra sydvest, og vi lagde ind til Grevebroen på Strynø, som har et lille fint bassin, der denne lørdag eftermiddag blot husede en enkelt tysker - flere kom til - og nogle lokale sejlere.

Siø-broen, for sygående mod Strynø.

Anduvning Strynø.

Majstangen i Strynø By.

Det blæste hele søndagen, og vi blev på Strynø, hvor jeg på havnen mødte en gammel arbejdskammerat med fritidshus i Strynø By. Vi aftalte at ses der, hvis det passede i vores program, men Erik og hans kone var ikke hjemme i det fine bindingsværkshus, da vi kom forbi på havnens cykler søndag eftermiddag.

Mandag morgen var blæstens hylen i master og stag i Grevebroens bassin omsider overstået, og i svag sydlig vind styrede vi mod Strynøs sydbøje, hvorfra det var nemt at få øje på anduvningsbøjen til indsejlingsrenden mod Marstal. En lille meget dejlig og optimistisk formiddagstur på knapt seks sømil. Også i Marstal var der masser af plads, selv efter at havnen var anløbet af myriader af tyske sejlere. Nu havde vi sejlet de afgørende distancer. Vi var fremme ved et godt mål for ferieturen. Det var en uge efter afsejlingen fra Nykøbing og Guldborg, og vores tidshorisont var stadig god - knapt 14 dage - før vi nødvendigvis skulle være tilbage.

Marstal Havn.

På Ærø tilbragte vi turens eneste dag med rigtigt godt sejlervejr, hvor vi ikke sejlede. I stedet kørte vi i rutebil til Ærøskøbing og senere Søby og gik ud mod Skjoldnæs, hvorfra vi kunne se de fleste øer i Det sydfynske Øhav. Det var tirsdag den 24. august.

Onsdag formiddag var formidabel god med en jævn sydvestlig vind, der gav genuaen luft nok til 4-5 knob op mod Strynø sydbøje ude i disen. Så friskede vinden op og sendte bølgerne afsted - og vi erkendte det store sejls stabiliserende virkning. Strømmen var kraftig imod forbi Rudkøbing, men vind og genua trak hårdere. "Esther" beviste sin sødygtighed til fulde, også da en kraftig regnbyge piskede vandet op ud for Thurø Rev og bragte os op på 7,5 knob alene for genua. Birte krøb ned i kahytten og satte lugerne på. Ude ved roret sortnede himlen, og bygen slørede det vandpiskede hav, småprikket af regnen. Efter et par timer i skiftende regn og blæst lagde vi ind i Lohals - med besvær på grund af vinden, jeg ikke fik med i beregningerne af havnemanøvrerne. En rolig havnefoged rådede os til at bakke ind mod broen og sikre for-fortøjningerne og lade blæsten drive hækken udad bagefter. Det lykkedes med gashåndtaget godt drejet om.

Svalerne hviler sig på agtertrossen i Marstal.

Fra Marstal Havn.

Søby Mølle på Ærø.

I Lohals kunne vi lytte til endnu en gang blæsevejr, men om morgenen den 26. august var dets piben forstummet, og vi gjorde - ikke uden en vis rutine - skibet sejlklart. Rutinen led imidlertid et knæk, sikkert mens jeg fyldte olie på motoren. Starthåndtaget sad uhjælpeligt fast, da jeg i redningsvest og fyldt af forventning trak i det. Dagen faldt sammen som tunge brikker inde i hovedet. For lidt siden var vi nærmest til søs. Nu tårnede timer eller dage i Lohals sig op i mig. Birte gik op til havnefogeden for at hente mekaniker-assistance, mens jeg fumlede videre med håndtaget. En lille spiralfjeder sad underligt, syntes jeg - og flyttede den. Så virkede alt igen.

Også de aftalte manøvrer for at komme ud af bassinet virkede. Birte havde et langt tov om en pæl i land forude og kunne styre stævnen i den lette blæst. Hun flyttede sig midskibs, så vi kunne dreje stævnen op i vinden og udad.

Så gik det mod rød bøje nord for Lohals. Birte ringede afbud til Lohals' "altmuligmand", som allerede var aktiveret, og vi hejste genuaen i lette bølger mod Hov Sand, tværs over sejlruten (hjulpet af motoren) og sydøst på mod Omø Stålgrunde. Før vi nåede så langt, drejede vi lidt østover og sejlede nord om Vejrø W-Flaks nordbøje og i god afstand til øen videre forbi havbrugene ned til Femø Sunds nordlige, røde bøje, hvorfra vi styrede 95 grader direkte ind i Femøs tomme havn vel vidende, at der var hård vind med meget regn i vente fredag den 27. august.

Denne hårde vind og vedvarende regn var mirakuløst - og i overensstemmelse med DMI's forudsigelser - afløst af jævn til frisk vind tidligt lørdag morgen den 28. august. Så var det da endnu sommer. Hurtig klargøring. Ned med bomteltet. Benzin på tanken. Genuaen parat. På denne sidste sejlads tøffede vi ud i Femø Sund, hvor vi ved Harefjords røde bøje kunne hejse genuaen til halvvinds-sejlads over mod Guldborg Sund og - en indrømmelse - hjulpet af vor trofaste Suzuki - skyde 6,5 knob ind mod Argus Grunds grønne afmærkning, hvorefter vi halede sejlet ned. Vi måtte så "nøjes med" fem knob mod broen, hvor den i vore øjne legendariske brovagt sørgede for, at vi ikke en gang behøvede at sagtne farten, før vi var igennem. Atter fik han smil og vinken - denne gang også fra Fruen - som tak.

I Guldborg forlod Birte så "Esther" for at trække den punkterede cykel de seks kilometer til huset i Hjelm, hvor hun startede bilen og kørte ned til Toreby Sejlklub. Her var "Esther" også ankommet efter en behagelig sejlads i den friske til hårde vind på sundets flade vand.

Ofte skete det, at tang satte loggen fast, så den ingen fart viste - og heller ikke målte distancen gennem vandet. På "Det Levende Søkort" er feriesejladsens samlede distance over havbunden målt til 155 sømil.

Femø er i sigte 26. august.

Mirabelletræet på Femø afsøges for alt spiseligt.

Her plyndres brombærkrattet.

Solen går ned, og månen stiger op over Femø Havn.

Efter hjemkomsten til fritidshuset i Hjelm drøftede vi naturligvis, om vi kunne have gjort noget anderledes under sejladserne og liggedagene. Da vi sejlede 16. august, vidste vi, at den kommende uge bød på blæsedage, men havde vi ventet med at sejle til sidst på ugen, var den trygge tidshorisont formindsket, og det var da tvivlsomt, om vi var nået frem til Marstal og Ærø, idet der stadig var megen vind og nogle kulingvarsler i DMI's vejrudsigter.

Som søndagssejlere blev vi også lidt mere "garvede", efterhånden som "Esther" viste os sine stabile sejl-egenskaber, og frisk til hård vind afskrækkede ikke, da vi var for hjemadgående i kendte farvande.