Gedser

23. - 24. maj
I Gedser blev min svigermor, Esther Larsen, født i begyndelsen af forrige århundrede, og her i Danmarks sydligste by voksede hun op i det gamle Gedesby. Da vores både er opkaldt efter hende (thi hun forærede mig pengene til den første af dem), var det på tide her i maj 2005 at sejle til hendes fødeby for første gang.

Det sædvanlige sengetøj blev lastet sammen med vand, benzin og lidt mad. Så hejste vi broflaget, mens vi endnu lå i fortøjningerne, og gled ud i en svag sydgående strøm med vinden let fra sydvest. Vi må have ramt en pause i toggangen på Frederik IX's Bro. Broen gik op med det samme, og vi var i det smalle og bugtede sydlige løb i Guldborg Sund, hvor søgræsset alarmerer ekkoloddet om 0,0 meter vand under kølen, dog ikke så udpræget endnu - her først på sommeren.

Efter Nordmandssand syd for Hasselø kan man sagtens få øje på bøjerne nede ved Marrebæk Skov - selv i den lette dis denne mandag eftermiddag. Her fra er løbet fint afmærket indtil bagbords bøje nord for den nedlagte Gedsergård Bro. Med ekkoloddet som sikkerhed kan du styre ret mod Gedser eller den fjerneste pynt efter lerskrænterne og de gamle, lave morænebakker, der før Bøtø Nors inddæmning var ene om at udgøre Falsters og Danmarks lange sydspids.

Nu var det første "rigtige" sejlads i år, så vi havde en god undskyldning for at lade motoren trække på trekvart kraft - omkring fire knob - alle godt 11 sømil ned til Gedser Lystbådehavn. Her var pladsen rigelig. 100 gæstepladser, delt til store og mindre fartøjer, var kun spredt besat af tidlige tyske sejlere.

Vinden var frisket godt op under turen og nu lyste skumtoppene over den vestlige Østersø mod Lolland og Rødsand og den vældige vindmøllepark derude.

Vi gik ad "Oves Natursti" til færgehavnen og stationen og videre til fiskerihavnen, hvor flåden netop stod til havs. Gedser er en sammensat by af huse fra skiftende opgangsperioder. Herom senere under "Tur-mål".

Faldene langs masten var sikret mod en enerverende natlig klapren i den friske vind, troede jeg. Vi kunne ikke høre noget, mens vi nød solnedgangen fra cockpittet, men nede i soveposen under et ekstra vattæppe lød slagene med uforudsigelige mellemrum. Fruen sov, og jeg gad ikke stå op. Men slagene blev ved, og omsider måtte jeg krybe op gennem mandehullet på fordækket. To fokkefald skulle blot gelejdes om på hver sin side af ankerlanternen, så blev alt stille.

Morgenen kom lys og solrig og med en let syd-sydvestlig brise. Vind-prognoserne på havnekontoret så gunstige ud med opfriskende vestligere vind hen over middag. Jeg lagde genuaen til rette på fordækket. Og efter et udtænkt system af fortøjninger til klampen på fordækket - med løs ende, som Fruen styrede, gled vi ud fra pladsen uden at kollidere med naboen eller pælene. Flot, søndagssejlere. Flot.

Vi holdt atter øst om grøn bøje og kompasafmærkningen (E) nordvest for udløbet og undgik bundgarnspælene endnu en gang, og ikke længe efter hejste vi genuaen op. Her blev den indtil Nordmands Sand i opfriskende sydlig mod vest drejende vind, som kunne blæse os ind på fladt vand, hvis vi ventede med at hale sejlet ned til løbet mellem Lergravsbroen og Frederik IX's Bro. To tyske 36 fods sejlere ventede ganske vist, men de var seks mand på hvert skib.

Tyskerne overhalede os i sindigt tempo med deres genuaer og storsejl til hver side, hjulpet af spilerstager. Vi nøjedes med genuaen (og Fruens viskestykke på søgelænderet) og løb mellem 3,5 og 4 knob. Det var rigeligt på denne smukke dag med god tid.

Et godt råd til sejlere, som skal passere Frederik IX's Bro er at studere åbningstiderne. Se dem her .