Sæsonens sidste vers


Mastekranen var i brug søndag den 2. oktober. Et sikkert efterårstegn.


Ejvind nyder en kop kaffe, efter at det er lykkedes at få sat Suzuki-motoren i gear og sejle tværs over havnen.


Masterne er væk ved B-broen 10. oktober.


Guldborg Sund, 11. oktober. Sidste tur i sommervejr.

Klar til landsætning

2. oktober
I dag kunne Ejvind køre fra København for at hjælpe med at tage masten af "Esther". Selv om det ser ud, som om sommeren ikke kan beslutte sig for at forlade os, er hjælpen en chance, man ikke lader gå fra sig.

Nede i Toreby var alt parat, da motorens gear ikke ville rokke sig en millimeter, skønt jeg trak ivrigt i den vantskrue, som udgør det for håndtag. (Det originale var ganske upåagtet faldet i vandet i sommer). I stedet for at gå i bak-gear, gik vantskruen helt af, da akslen knækkede. Den er åbenbart lavet af en ringe legering - flovt for Suzuki, der praler af sine gode motorer. Heller ikke en svensknøgle omkring den firkantede aksel fik gearet til at virke. Korrosion var det. Mere flovt for Suzuki, at grejet ikke kan tåle havluften.

Først efter at have haft motoren oppe på bagdækket og sprøjtet "Pronto" ind ved gear-akslen kunne den rokkes ved hjælp af svensknøglen. Vi sejlede over mod mastekranen og stoppede maskinen i god tid. Opskuddet passede. Masten kom af. Alle snorene blev ordnet. Det gik gelinde.

Nu står problemet tilbage med en to år gammel påhængsmotor, som er sat skakmat af en enkelt detalje, hvor konstruktørerne tydeligvis har svigtet. Et gearskift, som ikke kan tåle havluft uden at "ruste fast", og en aksel, der er lavet af en pinlig ringe metal-legering - blød som smør.

10. oktober
En afprøvning af nye topnøgler på resterne af den bløde gear-aksel på Suzuki'en viste, at man nogenlunde kan stole på, at gearet vil virke den 23. oktober, når "Esther" skal sejles til ophalings-kajen. Vejret er stadig sommerligt med svag vind og sol.

11. oktober
I sommervejr med frisk sydøstlig vind og let dis blev "Esther II" sejlet fra Hjelm Strand til Toreby Sejlklub, hvor masten hurtigt blev hejst af og anbragt i masteskuret.

Under sejlturen kunne man uden besvær abstrahere fra dato og klokkeslet og forestille sig, at den lave sol stod over Guldborg Sund en smuk sommeraften og ikke en eftermiddag snart midt i oktober. Kun en enkelt detalje røbede årstiden: Jeg var alene på Guldborg Sund denne oktober-eftermiddag.

 

 

J. S. Bach, Sonata