Veteranskibe i Ulfsund.
I Askø Havn for første gang. 29. juli.
|
Tur
med "Svanen" 25. juli - 2. august
24. juli Vejrudsigterne er acceptable - blandet vejr med svage til friske vinde for hele den kommende uge, vi har til rådighed, plus et par ekstra dage, hvis det bliver nødvendigt. Nede i "Esthers" gemmer ligger allerede adskillige dåser med føde, frisk vand, nyt tovværk og et antikt sort-hvidt TV-apparat, som er afprøvet med både DR1 og TV2 i god kvalitet - lidt snevejr - men godt nok til blæsedage, hvis de kommer. I morgen lastes computeren med mulighed for billedredigering og webside-redigering - og masser af musik til blæsedagene. 25. juli Ude på mere åbent vand mod Storstrømsbroen vest om Falster mm. tog regnen tidvis til, og ofte kunne man ikke skimte land. Men GPS'ens waypoints stod klart. Alstrup Rev, Argus Grund og Ledas Grund. "Esther" løb sine 5,5 knob nu, med genua og storsejl mod Ledas Grund og senere et waypoint, Vesterskov Flak, på 54,58,954 N - 11,44,545 E. Der er ikke noget mærke, men der er vand, ned til godt en meter under kølens 1,35 meter. Herfra kan man styre mod Dyrefod Flak på 54,59,123 N - 11,47,804 E. Også her er der vand nok. Søg herefter op mod sejlrenden, der er afmærket. Med Femøs nordspids og Masnedøværket på linie, kan du dreje østover. I den tætte regndis holdt jeg godt øje med ekkoloddet. De vante pejlemærker på land kunne ikke ses, og de mange andre sejlere lå i tågen et sted. Det var temmelig ensomt, men oppe i sejlrenden gennem Storstrømmen blev der livligt. Vinden var svinget vestover, og på plat læns med sejlene til hver side, gled Storstrømsbroens stålbuer over den gamle skude. Det var her regnen kom. I tove. Tætte tove. Vandet kunne næppe nå at løbe af dækket. Det stod nogle centimeter højt en tid. Da havde jeg allerede besluttet at lægge ind i Vordingborg Nordhavn i stedet for at forsøge at nå Kalvehave, Nyord eller måske helt til Fakse Ladeplads. Det var småkoldt, skønt jeg ikke var våd under regntøjet. Fra tidligere ture kendte jeg vejen ind mod Vordingborg, og det var der også andre, der gjorde. En flåde af feriesejlere stod ind i regntykningen, og der var næppe pladser tilbage i den nyligt udvidede havn. "Esther" kunne klemme sig ind bag en række store hollændere, og her var udsigten flot mod Farøbroerne. Den blev ikke spoleret af et par sympatiske forældre fra Ishøj, som lagde sig uden på "Esther". De satte to teenagebørn af her efter 12 dage i en 24 fods sejlbåd rundt i Det sydfynske Øhav. Godt klaret. "Dixit Dominus, RV 595: VIII. De torrente in via bibet: Largo". Hvad er nu det for noget. Det er Vivaldi, og hans musik vil jeg huske denne aften i Vordingborg for. 26. juli
Fra Ulfsundbroen har jeg før haft problemer med at finde den rigtige vej forbi Nyord, men hvis man fra nordbøjen ved renden til Stege styrer lige nord, næsten mod øens vestlige pynt, kommer man vest om en afmærket grund, Bredø, og ret ind mellem Nyord anduvningsbøje og den bagbords sideafmærkning. Den er grøn, idet retningen skifter ved Ulfsundbroen. Bøgestrømmen er godt afmærket. Vinden var nu til bidevind og agten for tværs ud gennem den gravede rende til Fakse Bugt. Herfra kunne jeg styre mod Fakse Ladeplads på bidevind i stigende blæst og bølger. Genuaen alene trak den gamle dame med seks knob over havbunden i vindstødene.
Ejvind kom i havn i Fakse Ladeplads efter 10 timers hård sejlads fra Svanemøllehavnen. Først ned gennem Øresund med op til fire knob strøm imod, siden over Køge Bugt og Fakse Bugt - den sidste med en frisk vind og høje bølger lige imod. Sprøjtet stod ind over "Svanen", når hun huggede i søen. Men nu var vi i havn. Vejret blev stille. Det var svært at genkende de dystre vejrudsigter, vi så på havnekontoret og i det medbragte fjernsyn nede i "Esthers" kahyt. 27. juli Klokken 10, sejlede "Svanen" og "Esther" ud i Fakse Bugt mod Bøgestrømmen. Vi satte sejlene for den smule vind, der var, men over to minutter blæste det pludseligt op til jævn til frisk vest sydvestlig vind. Der kom fart i skrogene, op til 6,3 knob. En af de herligste sejladser, man kan mindes. Bøgestrømmen måtte motoren klare indtil nord for Nyord, da chancen kom for at hejse genuaen og storsejlet påny. Ud på fordækket og rode med snorene og snuble over dem. "Esther" trækker pænt en smule op i vinden, når man slipper roret. 6,4 knob viste GPS'en. Fra Ulfsundbroen til Gåbense havde vi modvind og måtte udstå motorlydene.
Nogle få hensynsløse motorbådsførere krydsede vores kurs i dag. De masede frem mellem sejlerne i Bøgestrømmen og sendte hækbølger, der mindede om Køge Bugt i storm. Andre var ude for første gang og havde ikke lært sømærkerne at kende endnu. Gåbense Havn er kommunal og bestyres af bådelauget med udbredt selvbetjening, som på Frode Fredegods tid. Havnefoged Tom Larsen gav os hver en nøgle til klubhuset og dets indretninger. Havnepengene - 90 kroner - skulle blot lægges i en fortrykt kuvert med felter til ankomst, afgang, bådenavn og underskrift. Tom Larsen har været projektleder på "Slotsbryggen" i Nykøbing, og han var dybt bekymret for søkortrettelsens lave vanddybder i Guldborg Sunds sydlige rende, som jeg underholder enhver stakkel, der gider høre det, med. Her i Gåbenses lille havn er vi dejligt fri for de store bådes krævende skippere og mandskab, som gerne vil demonstrere deres gode smag og velstand i havnene. Bassinet egner sig ikke til de dyre drenges legetøj. Men her er plads nok til os, og der er kun 1400 meter på havnens gratis cykler til benzin, diesel og kolonial-varer. På lette "felt-lænestole", Ejvind havde anskaffet, tilbragte vi en stille sommerlig aften på bådebroen med udsigt mod Sjælland og broerne over Storstrømmen. Häämuistojen Valssi - finsk forsamlingshus-musik, blev lidt af et "musikflip" i de tidlige nattetimer i kahytten - og på resten af turen skulle det vise sig - tillige med den finske tango. 28. juli Ejvind havde længe hørt mystiske prust, men mente, lydene kom fra bovvandet på en indhentende båd, indtil et marsvin begyndte at dukke op omkring hans båd. Jeg sejlede langsommere og kom tættere på ham. Marsvinet - eller marsvinene - viste rygfinnerne hyppigt på alle sider af os og imellem skibene. Vi kunne af og til se de små hvaler fare gennem vandet under os. Prustene blev ved en rum tid. Så holdt de op. Det gjorde vinden, der ellers var let til jævn nordøstlig, også. Men snart blæste en østlig brise os på plat læns fra det sydlige Femøsund lige mod Fejø Kirke, indtil vi havde Dybvigs indsejling på 45 grader styrbord. Havnen var fyldt op. Kun langs "Ester" af Nykøbing kunne vi låne en langside at fortøje ved. Skipperen og hans kammerat viste enestående hjælpsomhed ved denne operation. Det lykkedes at holde "Esther" i ro med motoren sat bak. Hun gled baglæns og sidelæns i vinden ind mod den velholdte fiskekutter, hvis skipper nu tog en uge ekstra ferie efter et par ugers sejlads med familien. I aften skulle vi have rigtig mad. Mandemad. Stegt flæsk og persillesovs henne hos Benny - og Helen, som Ejvind kender fra musik-engagementer i "Vinkælderen" i Nakskov for mange år siden. Det fik de en lang snak om.
Skønt den lille Dybvig Havn var proppet med sejlere og besøgende fra land, var der stille. En enkelt dreng tog et par ture i en gummibåd med motor. Fra en tysk båd lød "Muss ich denn" på harmonika og et"proost" eller to. Sejlerfolket er hensynsfuldt og hjælpsomt. Det er skrevet før, men tåler en gentagelse. 29. juli Fra Kirkegrund, grøn bøje, kunne vi styre sydligt mod et punkt mellem Avernakke Hages sydbøje og Lindholm Revs grønne og røde afmærkninger, og på bidevind fulgte vi løbet til anduvningen af Askø, vi lige ville kigge lidt på. Askø Havn er lille og bærer præg af ø-samfundets charme. Havnefogeden bød velkommen efter at have hjulpet med fortøjningerne. Ejvind samlede sine flotte cykler, og vi kørte mod Lilleø. Ude i vest trak sorte skyer op. Nu gjaldt det om at sikre bådene mod blæst og forberede en overnatning på Askø.
Fruen ringede med mystisk nyt om vejret, som meteorologerne i TV havde indrømmet, de ikke kunne forudse, som sagerne stod. Foreløbig var den svage, lumre vind drejet mere østover, men markbrande på Lolland afslørede andre vindretninger højere oppe. Vi afventede vejrets skiften, men der skete ikke noget. Derfor gjorde vi klar til afsejling, og mens fortøjningerne blev løsnet, begyndte "Esther" at drive ind mod "Svanen". "Vinden er vendt", råbte jeg. Og i en meget svag - nu vestlig vind - brummede vi i let dis mod Oreby Rende og oplevede Sakskøbing Fjords skønhed på blankt vand. På dette blanke vand kunne vi drive rundt i det inderste havnebassin og vælge to gode kajpladser blandt masser af ledige her i Sakskøbing. Nye husbåde og et hæderligt, alment boligbyggeri vil forandre og forbedre havnens miljø. Man kan hente havneplanen på kommunens hjemmeside. Kylling og pommes frites, godt fedtet ind i remoulade og yderligere peppet op med nogle våde rødbedeskiver blev aftenens kulinariske oplevelse i den lille cafe i den tidligere skibsmæglerbygning ved havnen. Civilisationens sødme smagte vi også i Superbrugsen og Superbest, indtil TV-avisernes lidt modstridende vejrudsigter blev studeret under acceptable modtageforhold i "Esthers" forkahyt. Turens videre forløb afhænger i høj grad af de uforudsigelige vindforhold i den kommende weekend, hvor et genstridigt lavtryk har svært ved at forlade Danmark øst på. Rundt om lavtrykket blæser kraftige vinde, og hvor er Sakskøbing Fjord, Smålands-farvandet og Storstrømmen i dette vejrsystem i morgen og på søndag? Vi ville jo gerne nå omkring Hesnæs og Hårbølle, før vore vandveje skilles, og Ejvind sejler til København, mens "Esther" returnerer til Toreby Sejlklub, for at jeg kan nå at køre til København og opleve Søren Østergaard i Tivolirevyen torsdag den 4. august. 30. juli "Nulla in mundo pax sincera, RV 630: I. Nulla in mundo: Larghetto" af Antonio Vivaldi. Det er underholdningen lige nu imellem de finske tangoer, accompagneret af regnens trommen. Men "Esthers" fjernsyn har fået en snedig ståltrådsantenne, og måske kan vi forsøde aftenen med en amerikansk C-film med damer og slåskamp på TV2. Kort over middag kom vinden, som steg til kraftig blæst hen på eftermiddagen, og vi var glade for at være i havn i bunden af en fjord bag et stort højhus og en høj havnekaj. Ingen C-film i fjerneren fik vi set, men Balkangryde åd vi i byen til overkommelige penge. Hvis vinden er passende i morgen, sejler vi mod Gåbense - ca 16 sømil, og er det stadig godt vejr, går turen nok videre til Hårbølle. Vi får se. Vejrudsigten klokken 22,45 lørdag lyder for Vestlige Østersø på regn- og tordenbyger, sydvestlig vind 5-10, stedvis op til 13, søndag drejende syd. Det er ikke for godt, men måske godt nok, ruten taget i betragtning. 31. juli I forlængelse af sejlrenden helt ind til Bandholm finder man genvejen øst om Askø, som Sakskøbing Bådelaug holder med mærker. Men jeg tog fejl af renderne mod Bandholm og fik lokket Ejvind helt hen til Lindholm Rev, før det gik op for mig, at her slutter den yderste vestlige del af indsejlingen, ikke den indre nordlige. Vi vendte om og ilede tilbage i stigende vind og fandt mærkerne op til Kulmanden og Stemmetofte E. Det gik gelinde nu med genua og storsejl lige til Storstrømsbroen. Så kan det nok være, det blæste op fra syd og senere sydøst og øst. Det peb og skummede. Fokken blev sat i stedet for genuaen, og jeg måtte op i vinden nogle gange for at rette skuden op. Dette her - frisk og hård vind - er "Esther" tydeligvis bygget til. Hun læner sig ikke for meget og har fart på uden at efterlade en masse hækbølger og kølvand, der i virkeligheden er spildt energi - ikke udnyttet fremdrift.
Ved Farø-broen - efter nogle lange kryds, måtte jeg tage sejlene ned og tænde maskinen, hvis der skulle være håb om at nå frem til Hårbølle i rimelig tid. 4,5 knob mod vind og bølger med fuld gas. Jeg satte motoren til 3,5-4 knob, men henne efter Stubbekøbing blev det nødvendigt at øge gassen for at opnå 2,5 knob. Loggen viste 4,5, så strømmen var ca. 2 knob imod. Det betød en temmelig sidelæns indsejling til Hårbølle, hvor Ejvind, hans kone, Lone og hendes datter og svigersøn ventede på broen ved en ledig plads til "Esther" efter ni timers intens sejlads. 1. august Kulingvarsel. Ups. 8,45-vejrudsigten er i luften med 10-15 m/s overalt i farvandene, men blæsten tager af hen mod aften. Vi må blive, og her er også nok at gøre. Fugtige tekstiler, snavset dæk, oprydning, fabrikering af flere sejsinger. En blæsedag kan anbefales til de, der lider af stress, til eftertænksomhed. Og mangler der lidt finish på båden, er tiden inde. Storsejlsskødets taljearrangement blev endnu en gang ordnet, efter at hele skødet løb ud under bomning på plat læns. Husk et stopperknob. Her i den lille Hårbølle Havn driver unge tyske sejlere rundt og får en snak her og der. Andre udenbys tager bussen til Stege eller Vordingborg. Min bror og jeg bliver, og som en tilflugtsmulighed har vi hans dejlige sommerhus.
Middagen - Hårbølleburger - blev indtaget i Skippercafeen med Lone, der var kørt fra København. Aftenkaffen fik vi i "Esthers" kahyt sammen men et lysbilledshow over turens hidtidige fotografier. Jeg har lånt en GPS af Ejvind med sort/hvid kortplotter for at se, om den er bedre end kombinationen af Det Levende Søkorts waypoints, tastet ind på min gamle Garmin 120. 2. august Grønsund for motor i modvind er hurtigt overstået i dag med 2 knobs vestgående strøm. Under Farøbroens højeste spænd råber vi farvel til hinanden og tak for en af livets dejligste sejladser. Evind skal rundt om Farø og øst på mod Fakse Ladeplads og i morgen til Svanemøllehavnen. Jeg maser "Esther" mod vest i stigende blæst og gamle dønninger blandet med dagens egen søgang. Så længe jeg er i Storstrømmen, hjælper strømmen på fremdriften, men ude i Smålandshavet er medstrømmen borte og søerne højere. Skruen går ud af vandet et par gange. "Esther" går næsten i stå, men nu skærer jeg bølgerne en anelse på langs, og kan atter sejle omkring 3-4 knob med fuld gas og modvind. Efter Dyrefod Flak og Vesterskov Flak styrer jeg mod Ledas grund og har søerne mere tværs. Nu tænker jeg ikke mere på at vende om og sejle til Gåbense. Guldborg Sund lokker forude med den faste havneplads, vores hus i Hjelm, en seng, en pizza og et par liter flødeis. Men først er der forvirrede sejlere ved Guldborg Sundbroen, som ikke kender signalerne, og brovagten skifter pludselig adgangs-lys fra syd til nord. "Esther" kan passere - uden stop undervejs - med en masse masende tyskere. De vil altså frem. I Toreby Sejlklub skifter jeg båd og sejler med "Esther II" til Hjelm Strand, tager waders på, og kommer tørskoet i land til cyklen. Jeg er hjemme. Fra Fakse Ladeplads melder Ejvind, at han har haft problemer med havnemanøvrerne, og at der også øst på var gammel sø at slås med. Nu gælder det "Danmarks Biscayen", Køge Bugt i morgen i en anslået vestlig vind fra 8 - 9 m/s. Det klarer han sikkert i den stive Amigo 27. 3. august klokken 7 er vind-udsigterne gunstige. Under 6 m/s SW drejende S. Dem sender jeg til Ejvind som SMS fra huset i Hjelm, og han svarer, at vejret er roligt ved starten mod København. Den seneste melding fra "Svanen" lyder på en magelig sejlads til Svanemøllehavnen, hvortil Ejvind ankom onsdag eftermiddag 3. august i fin stil. Det var nærmest vindstille over Køge Bugt, og den smule vind, der kom, viste sig fra modsat retning af vejrudsigten - nemlig stik imod. 7. august fik vi overført Ejvinds billeder fra turen til den lille iBook, så de nu kan ses i udvalg her på siden. |
---|---|
|