|
24. juni "Æbleskiveturen" kaldte vi af indlysende årsager denne sejlads, som begyndte, da Tobias sagde farvel til mor og far og lillesøster på B-broen i Toreby Sejlklub en solfyldt og næsten vindstille eftermiddag. Ude i havnen satte vi genuaen og lidt efter storsejlet, og langsomt gik det på plat læs op mod Hjelms Rende, hvor farten kom lidt op i svinget med vinden - når den var der - mere tværs. I Guldborg var der en plads på Falstersiden. Brugsen var lukket, da vi nåede frem. En bedaget dåse "Boller i karry" måtte stille sulten. Desserten i Cafe Lagunen bagefter var fortjent.
Søndag den 25. juni Posen med æbleskiver lå hele tiden parat. Vinden friskede op fra øst. Genuaen trak med mellem 4 og 5,3 knob mod Grønvold Grund og Fejø Sletterrev. Bølgerne var på en meters penge. "Esther" rullede let, når vi havde dem agten for tværs. Henne ved Tossegrunds røde kost ud for Dybvig Havn var vandet faldet til ro. Sejlet kom ned, og vi styrede ind til "den sædvanlige plads", hvor vi snart fik selskab af et 21 meter langt, ombygget hollandsk motorskib. "Du kommer sent i år", sagde havnefoged Rosa Wiborg, og jeg måtte undskylde med Kina-rejse og køligt forår. Benny og Helen i cafeteriet har overtaget administrationen af cyklerne. Hele "parken" er fornyet, og det er priserne også: 70 kroner for en dag og 20 i timen. Vi kørte til købmanden, der netop havde lukket. Senere ad den smukke Hjortemosevej til stranden mod Vejrø. Rosa Wiborg sætter de regionale femdøgnsudsigter op ved havnekontoret hver aften. På mobiltelefonen kan jeg også se disse oplysninger, og de var ikke opmuntrende. I morgen ventes regn- og tordenbyger og opfriskende - indtil hård vind fra NW. Tirsdag og onsdag ser også blæsende ud. Vi vil se tiden an i morgen. Måske kan vi nå over til Guldborg hen under aften, når blæsevejret ofte stilner af. Gåbense og Vordingborg er opgivet på grund af vejrudsigterne. To gange fiskefilet med pommes frites og remoulade opgav vi ikke hos Benny og Helen. Og Tobias havde også plads til en iskage nede mellem remouladen og dagens æbleskiver. Mandag den 26. juni Vi så tiden an efter morgen-æbleskiverne. Tordenen kom ikke igen, og i disen lysnede det fra øst. En hurtig beslutning blev taget ved 11-tiden.... Vi sejler, mens vi kan. Og i let modvind brummede "Esther" med 5 knob i snit over det sydlige Smålandsfarvand med enkelte modgående sejlere i sigte undervejs. Tobias gjorde broflaget parat og hejste det op efter ca. to timers sejlads. Henne ved broen sagtnede jeg farten, mens brovagten lod bommene gå ned og begge klapper gå op. Hvem skal igennem foruden os? Ingen, viste det sig. Brovagtens tiltro til mine manøvreevner er åbenbart til to klapper og ikke den ene, han plejer at hæve for småskibe som mit. En pose med æbleskiver lå parat under hele overfarten, og da min unge matros har fået en dusør på 10 kroner stillet i udsigt, når han har spist den sidste æbleskive, gik han til biddet, Da posen var tom inde i Guldborg Sund, viste det sig, at vi havde endnu en "sæk" æbleskiver liggende i køleboksen. Han får de 10 kroner alligevel.
|
---|---|
|