Foråret 2006 og lidt vinter


Dækket får en omgang teakolie 18. april.


"Hyldest til en sejlerkone" fra klargøringen 11. april.


Mens Fruen har travlt. . . .


Mens Fruen har travlt. . . .

 


Klædt af - 29. marts. Presenningen har holdt "Esther" tør vinteren over.


Guldborg i marts 2006. Klik for større billede.


Rødvig lystbådehavn - med god plads for en gangs skyld. Klik for større billede.


Bundgarnspæle ved Rødvig.


Udsigt fra Vigsnæs mod Vigsø, Femø, Fejø og Askø. Klik for større billede.


"Den kongelige Yachklub" i Barcelona, fotograferet fra den 60 meter høje søjle med statuen af Christopher Colombus. Monumentet står for enden af byens berømte gågade "La Rambla", på det sted, han gik i land i 1493 efter at have opdaget Amerika. Klik for større billede.


Birte nyder vintervarmen - ca 15 grader.


Klik for større billede.


Udsigt mod Middelhavet. Tættere på kommer havnerundfarten ikke.


Godt og nogenlunde luftigt pakket ind venter bådene på foråret og klargøringen. Søsætningerne finder sted i weekenden 22. - 24. april.


Toreby Sejlklubs havn. Klik for større billede.


Is ved Hjelm Strand. Klik for større billede.


Lige efter nytår kørte vi op til Geilo i Norge i bilen for at være sikre på at se noget sne i år. Det havde vi ikke behøvet - for sneens skyld. Billedet viser "Hallingskarvet", set fra Riksvei 7 mellem Haugastøl og Ustaoset.

Klargøring med
et eksperiment

18. april
Med over 10 grader celsius udendørs blev klargøringen en fornøjelse efter påskedagene. Birte malede bunden på den lille båd sort over et par dage, og "Esthers" noget slidte teakdæk fik tre gange olie. Her og der blev der også lidt olie til slidte steder på kahyt og cockpit-karm.

Klik på billedet - minifilm

I påskedagene blev sommerens sejlads med min bror lagt endeligt fast - så fast, man kan lægge en plan til søs. Vi vil gerne sejle til Hjortø med "Svanen" og "Esther". Fra Fakse Ladeplads, hvor vi regner med at mødes igen i år, går turen gennem Bøgestrømmen mod Storstrømsbroen og Omø - måske omkring Vejrø. Nord om Langeland og gennem Rudkøbing-løbet følger vi ruten fra somrene 2004 og 2005 i "Esther" med Birte ombord til Strynø Sydbøje, hvorfra vi nærmer os Højestene-løbet syd fra. Ja, gid det går så vel. "Sommertogtet" skal finde sted i de sidste 14 dage af juli.

11- april
Så snart temperaturen i denne nærmest forlængede vinter kommer lidt over fem plus-grader, summer Toreby Sejlklub af liv. Det er på høje tid at få gjort skibene parat til søsætningerne om godt en uge.

Fruen vil gerne have ny bundmaling på den lille "Esther II". Sort skal det være igen. Hun sliber energisk under bunden, mens den gamle Bandholm 26 får ny make up på understellet. Rødt igen. Og polering af fribord og glasfiber på dækket. Plankerne skal have olie, mens lakeringen må vente, til vinteren er forbi.

Et eksperiment er forsøgt her på "Søndagssejleren". Det er en "minifilm" fra klargøringen, som kan ses i spalten til venstre. I stedet for QuickTime-film er der brugt Flash 8,0 til at vise de små klip og billeder. Musikken er Monica Zetterlund med den svenske sang: "Jag vet en dejlig rosa".

Så kom det. . .

29. marts
Uden for er temperaturen syv grader - varmegrader, vel at mærke, og dem er vi ikke forvænte med. Sneen er omsider smeltet. Vind og varme har gjort det af med isen. Og i en lun kravledragt af stor størrelse, kan en vinterfrossen sejler nok vove sig ud.

Årets første stævnemøde med "Esther" blev hjerteligt som sædvanlig. Den gamle dame har holdt sig tør gennem vinteren under solidt plastik. Inde i kahytten lå sagerne, som de skulle - selv Fruens urtesalt kan stadig anvendes. Batteriet har fuld strøm. Få steder i kahytten skal der slibes og lakeres lidt.

20. marts 2006
Længslen efter at komme ud at sejle melder sig med stigende styrke og kortere mellemrum. I drømme kan jeg sagtens mærke vinden gribe de spændte sejl og få min tunge båd til at duve let og skyde fart. Jeg hører bovvandet og ser Guldborg Sunds grønne kyster glide forbi. En lun brise stryger mig om kinden.

Tiden vider sig atter ud - de mange timer forude i bølger og vind, under skiftende himle. De vekslende tankerækker ved roret, drømmer jeg om ved vintervinduet, hvor martssolen uden for omsider er ved at få overtaget over alleens brede bånd af frossen sne herinde i København.

Der er langt her fra til somrenes anløb i små havne med ro til at gøre båden klar til lune aftner og nætter. Men genhør med sidste sommers finske tangoer forsøder dette forsinkede forår og får stemningerne fra Mjels Vig, Hjortø og Grønsund og alle de andre steder fra i sommer til at skylle ind over mig igen, som var det et skud uskyldigt opium. Men nye landeplager er på vej. Hør blot Mary Hopkin fra 60'erne.

Jeg fået fat i Achton Friis' og Johannes Larsens klassiske værker om Danmarks store øer og De Jyders Land som supplement til "De Danskes Øer", hvis kilder jeg har brugt og misbrugt i mange år.

Med den gamle skipper, "Sateme" udholder Achton Friis og Johannes Larsen i 1921 en blæsedag i Rudkøbing. De bliver ombord i "Rylen", spiser godt og fortæller historier. Blandt dem er fortællingen fra en præstekone, som havde en ø-bonde til bords i præstegården ude i Det Sydfynske Øhav. Man drøftede kvindelig ynde. Værtinden udpegede en ung slank mø, som vartede op ved bordene: "Det må De da indrømme er en yndig pige"? - "Jow - jow, såmænd", sagde bonden. "Men så skulle De have sit hinner Mowr, for hinner har jeg kendt. Hun var en ny'lig kone. Hun hadde såd'n noen smo bitte, korte bien - å hiele resten ded var røw".

Men det hjælper ikke at fortabe sig i drømme. "Esther" er pakket ind i plastik, kulde, sne og is, og under kølen er jorden næppe tøet op. Der er fem uger til søsætningen, og dagen efter afgår en flyver til London og Shanghai. Den har vi billetter til. Sejladserne i år må vente til midt i maj.

I disse kolde uger lister vi rundt i bilen for af og til at snige os mod kyster og havne for at snuse den kommende sommer ind. Overalt er bådene taget op på land. Is og sne har endnu fat i havstokken og er ikke længe om at fylde havnene efter blot få nætters frost. I dag er det jævndøgn. Dagene bliver længere end nætterne, og det vil de være i det næste halve år.

Havnerundfart
I mangel af bedre . . .

21. februar 2006
Af gode grunde ligger det tungt og meget stille med søndagssejladserne her i februar. Isen har svært ved at slippe sit tag på udsatte steder. "Esther" står på land. Hvad skal der til for at lette sejler-abstinenserne? En havnerundfart i Barcelona.

Her ved Middelhavet er gennemsnitstemperaturen i februar lidt under 15 grader. Og i "Den kongelige Yachtklub" i Barcelona er alle bådene i vandet. En flydebro rettes til. Enkelte er ude at sejle - også i frisk vind og lange dønninger, som delvis skjuler fribordet, når bådene dukker sig.

Havnerundfarten byder på frisk luft og nye vinkler på "Middelhavets hovedstad", som Barcelona gerne vil betegnes. Den gamle todækker duver i resterne af søerne fra havet. Den korte sejlads fører Fruen og Søndagssejleren forbi det nye "World Trade Center" og under den ældgamle svævebane fra havnen til det godt 200 meter høje bjerg, Montjuic, som blandt andet rummer det olympiske stadion fra 1992 og Juan Miro-stiftelsen med den kendte malers værker.

Bag skipperen og hans medhjælper ses Montjuic.

En 49 fods sejler under britisk flag nærmer sig Barcelonas lystbådehavn, hvor den må vente på svingbroen på den maritime forlængelse af gågaden, Ramblaen, før der er adgang til inderhavnen.

"Las Colondrinas", "Svalerne" sejler også til den olympiske havn nord for den gamle havn (Port Vell). Men så skal man tage en lidet charmerende catamaran i stedet for den gamle todækker-skude.

Sne og is i januar

29. januar 2006
En flot vinter indtil nu. Sneen ligger stadig i et pænt lag, som dækker markerne. Langs fortovene i Byen er bunkerne endnu hvide her og der. Sejladserne er fjerne forestillinger. Foråret og sommeren hører en anden verden til.

Når Birte har hældt varmt vand i fuglebadet nede i Hjelm, og solsorten får sig et kortvarigt luksus-bad, har vi svært ved at forestille os, at vi om et par måneder sidder derude i det fri, hvor isen og sneen i dag binder al ting.

Guldborg Sund er ved at fryse til. Kun sejlrenden i sundets nordlige del er synlig fra land som en smal, mørk streg.

Hvad næppe nogen lystsejler har oplevet, er overgået Nykøbing Havnevæsens lille slæbebåd, "Ras". Den har fået en isblok ind i kølesystemet og er sat ud af spillet nogle dage med at holde havnen åben for coastere.

I Toreby Sejlklub forberedes årets generalforsamling 28. februar. Klubben oplever gode tider med medlemsfremgang og en sund økonomi. Det luner i det mindste.

"Esthers" påhængsmotor - den seks hestes Suzuki, er transporteret til Masnedø, hvor Marinecenteret forhåbentlig kan reparere gearet, der satte sig fast sidste år. Samtidig får motoren "Det store eftersyn".

Af og til kører Fruen og Søndagssejleren om ad sejlklubben i Toreby for at kigge til bådene. "Esther" er overdækket med en presenning, som gerne skulle lukke regn og sne ude, men tillade at vindene blæser fugten bort.

"Lille Esther" har Fruen ønsket omsvøbt af presenning, og hun har fået sin vilje, omend det er risikabelt at lukke kondensvand og fugt inde vinteren over.

Sejlturene til sommer er ved at blive aftalt med min bror Ejvind i "Svanen", og i Birtes ferie er det planen, at hun "påmønstrer" en af sommerens sejladser et sted i en østjysk fjord.

 

 


Klargøring 22. april.


Endelig parat til søsætningen på lørdag den 22. april.