Forår og sommer 2007


Simon holder udkig på Guldborg Sund 9. juli.


Marie, Jakob og Frederik er på deres første sejltur med "Esther" 25. juni.


"Sørøverskibet" i sejlrenden til Middelaldercenteret, 25. juni.


Ejvind og Lone i styrehuset på Baloo 1. juni mellem Svanemøllehavnen og Lynetten.

Gensyn i tusmørket med Sejlklubben "Frems" gaffelrigger, hvor jeg var til duelighedsprøve i oktober 1999.


25. maj forfulgte jeg William Knudsen, medlem af Hjelm Bådelaug. Han havde samme dag købt denne Mascot, sat den i vandet, monteret mast og rig og sejlede sidst på eftermiddagen fra Toreby Sejlklub mod Hjelm Strand, da jeg fik øje på ham ud for Slotsbryggen, hvor "Esther" tog en runde med den nye HR22 fjernbetjening. Trods fuld gas kunne William og hans to drenge ikke løbes op, før han fortøjede sin nye motorsejler ved Hjelm Bådelaug.


Udsigt 19. maj fra forstavnen mod det tomme cockpit, hvor selvstyreren har taget roret. Du skal stadig holde udkig og være parat til manøvrer, men på åbent vand giver selvstyreren mulighed for et kort besøg på dasset - eller til betjening af faldene ved masten - uden at komme ud af kurs.


Hjelm Bådelaug i modlys - med "Esther II" for svaj ud for den nye bro og dæmning, 18. maj.


Tyskerne kommer! Nykøbing F. Havn 18. maj.


Udsigt fra middagsluren 6. maj for anker.


Her er "Rosie", en flot H-båd med Henrik Bruhn som skipper. Han er den eneste i Toreby Sejlklub, der ikke bruger motor ud og ind af havnen. Hans fine havnemanøvrer minder om de bedste, man kan se i Svanemøllehavnen, hvor kun få bruger motor, når der blot er den mindste vind.


Fok og storsejl er sat på plat læns mod Hjelm Strand.


To racere skal syd på i Hjelms Rende 4. maj.


Fra kortplotteren er sporet fra sejladsen 4. maj kopieret.


"Esther II" på den faste plads ud for Hjelm Bådelaugs nye bådebro.


På vej mod mastekranen 1. maj. Foto: Birte Tørnqvist.


Træstammer præger havnefronten i Nykøbing 1. maj.


Toreby Sejlklub - indsejlingen 27. april.


Rapsen blomstrer ved Pandebjerg på Falster.


Hjelm Bådelaug. 27. april.


Ved kajen i Guldborg med skæv mast, 27. april. Klik på billedet for at åbne et temmelig stort billede i nyt vindue.

 

Småture på sundet

9. juli
Blæst og regn er omsider afløst af i hvert fald en enkelt sommerlig dag med vestlig vind - 6-8 m/s og sol mellem de drivende skyer, ifølge den nye håndholdte vindmåler. Vor søn, Simon, er lokket til Sydhavsøerne, og en sejltur på Guldborg Sund.

Motoren trak os i modvind op under Hjelm Strand, hvor genuaen kom op på turen hjem. Selvstyreren kunne holde kursen, men Simon fik alligevel sin debut som styrmand.

Nu venter nogle gode dage med at forberede årets "togt" i selskab med Ejvinds "Baloo" fra på søndag. Vi mødes på Fejø eller i Gåbense søndag aften - afhængig af vind og vejr.

25. juni
Børnenbørnene Marie, Jakob og Frederik skulle på deres første "rigtige" sejltur. Redningsvestene var parat, og ungerne blev båret ud i cockpittet og pædagogisk instrueret om det lille "togt" op mod Pandebjerg.

På hjemturen mødte vi "sørøverne". Det blev en spændende sejlads. Var de venligtsindede, eller skulle vi slås? Som skipper måtte jeg forsøgsvis vinke over mod skuden, og der blev vinket tilbage. Vi kunne ånde lettet op.


Marie nyder beskøjterne på Guldborg Sund.


Bleg sommersol ved Svanemøllehavnen. Lørdag den 1. juni var jeg gast hos Ejvind og Lone på en aftentur mellem Svanemøllehavnen og Lynetten i bølger og jævn nordøstlig vind.


Allerede 25. maj flyder grøden i Guldborg Sund. Et varmt forår og grisende bønder lover ikke godt for de indre danske farvande i år.

19. maj
Regn. Haverne har godt af det, men det siver ned i "Esthers" kahyt. Hvor lækken er, vides ikke. Her venter en opgave.

I regn er det godt at besøge Masnedø Marinecenter for at se på en lampe til skottet ved gasapparatet. Ledningen findes og tre huller fra en tidligere ejers fjernede lampe.

Masnedø Marinecenter havde en selvstyrer på tilbud - 1000 kroner under normalprisen. Sidste år stod valget mellem en kortplotter eller en selvstyrer. Nu var valget let. Selvstyrer og lampe var monteret ud på eftermiddagen, da solen var fremme, og Toreby Sejlklub sydede af liv. Begge virkede.

Simrads TP22 kan styre efter kortplotterens waypoints og ruter, når NMEA-forbindelsen er etableret, og alt er rigtigt sat. Det vil du kunne læse mere om under "GPS og computer" - når jeg ved noget.

18. maj
Det er fede tider inde på land, på arbejdsmarkedet og i folks tegnebøger, så vi skal nok til at vænne os til, at en og anden ungersvend drager til søs i sin netop indkøbte store og kraftige motorbåd - eller sejlbåd - uden at vide ret meget om sejlads.

Sådan en ungersvend syntes at være skipper på en flot, ny båd, der nær havde væltet mit gamle skiv i den smalle Hjelms Rende, tydeligvis fordi han regnede med, at sejlrenden var bredere, end den er.

Efter hans nærgående overhaling fik han øje på den grønne bøje, jeg styrede efter, og drejede kraftigt mod bagbord. Jeg skal ikke nævne bådens navn her. Godt nok er jeg en gammel, mavesur stodder, men siderne er ingen gabestok.

Vor nybagte skipper fra Hjelms Rende kan sikkert være glad for, at han ikke mødte de to fremstormende tyske sejlere, der med spilerne sat sejlede om kap op gennem Nykøbing Havn. Et flot syn, men de tyske sportsfolk ønskede åbenbart at have hele havnens bredde for sig selv.

"Esther" sneg sig forsigtigt syd på ude ved de grønne bøjer, parat til at vige. Jeg drejede ud på lavt vand, da den ene tysker fortsatte ligeud en halv meter fra den grønne sideafmærkning.

Men måske har vor nybagte motorfører erfaret de tyske sejleres karakteristiske frejdighed længere oppe i Guldborg Sund.

6. maj
I dag skulle sommeren slutte - for denne gang. Der er gode chancer for, at den kommer igen. "Esther" ligger for anker ved Tyvestænget syd for tunellen i Guldborg Sund. Her er stille. Kun strandskaderne kan høres, og en motorbåd henne i sejlrenden en sjælden gang.

Så vælter båden sig pludselig i bølger, som får Nes-kaffen til at gå i dørken. Jeg gider ikke se efter, hvem der laver dette kølvand. Man kan lige så godt vænne sig. Det er også det eneste usædvanlige på denne dejlige søndagstur.

4. maj
Det er Store Bededag, og vi mindes en kanosejlads for år tilbage på Mølleåen. Foran os kæntrede et ungt par. De lå i vandet med deres bagage tæt ved bredden. I modsat retning padlede en sportstrænet mand: "Det er Store Bededag, ikke store badedag", råbte han muntert til de skibbrudne.

Store Bededag 2007 er også en sommerdag - fra midt på dagen, når solen har fået magten. Morgenerne og nætterne er kølige. Det er årsagen til, at jeg ikke sejler langt med overnatninger, selv om vinden og vejrudsigterne er gode, og tiden er til det.

En svag vind stryger fra syd op gennem Guldborg Sund ved middagstid. Den er næsten for svag at sejle på, men det går med et par knob op til Hjelm Strand, hvor vinden oven i købet er frisket op fra et mere sydsøstligt hjørne. Den er ideel at øve stagvendinger i, så det gør jeg syd på, indtil min blære kræver langsom fart for motor, mens spanden må holde for.

Mange sejlere er ude. Blandt dem er nogle speedbådsførere, som i vinterens løb har glemt fartbegrænsningerne i Hjelms Rende og Nykøbing F. Havn. Nå, men de morer sig, og det er der plads til i dag.

Under krydsene bliver jeg i korte øjeblikke bange for, at et par motorbådsførere også har glemt vigereglerne. Vi er på kollisionskurs med "Esther" på bidevind skråt over sejlrenden. Jeg når imidlertid et par meter agten om begge ved at pine hende alt, hvad hun kan.

Motorbådsførernes manglende kendskab til vigereglerne har været en årlig tilbagevendende bekymring i Guldborg Sund. I de fleste situationer kan man som sejlførende vise det gode sømandskab ved at slække ud på sejlene eller dreje af, når en motorbåd er på "sigtekornet" og ikke giver tegn til at ville vige. Men mange gange har det ikke været muligt at dreje af uden at imødese grundstødning eller tab af manøvre-evne med de risici, det indebærer.

Man må håbe for disse motorbådsførere, at de ikke møder en stor sejlbåd under friske vindforhold, og vover de sig nogensinde op i Øresund på en god dag, bliver de sejlet ned.


3. maj mødte vi hornfiske-fiskerne ved Guldborgbroen.

1. maj
Birtes "Esther II" slap ud af Toreby Sejlklub i dag, hvor det lille skiv har været "jaget vildt" nogle dage. Fra den midlertidige plads ved den gamle BA 26 måtte vi ro hende over på en fri plads ved C-broen, da en ny båd skulle have pladsen. Helt i orden. Men en brysk herremands-stemme forlangte snart telefonisk, at vi også forlod denne plads, da den var hans, selv om skiltet viste fri.

"Esther II" fik hurtigt motoren monteret og masten sat op, så jeg kunne sejle hende til Hjelm i en fart, selv om jeg ikke bryder mig om at rette ind, når den, der står på sin ret, tiltaler mig med bondsk magtbrynde.


Fortøjningerne ved Hjelm Strand var intakte efter vinteren.

27. april
Drivhuseffekt eller ej. Som pensionist og efterlønsmodtager nyder man varmen her i slutningen af april. Træskoene har jeg sikkert sat, før det bliver rigtigt slemt. Badevandet ved Nysted er i dag målt til 18 grader. Luften var omkring 24 grader inde i havnene. Ude på det spejlblanke Guldborg Sund sneg termometeret sig ned omkring 15 grader. Lunt for årstiden alligevel.

Kysterne spejler forårets lyse farver i vandet. Her i varmen er der alligevel noget, som ikke stemmer. Bøgene er ganske vist sprunget ud mange steder, men andre træer står endnu nøgne. Lyset er ikke de varme sommerdages lys - og farverne hører heller ikke denne sommervarme til.

Men jeg sejler afsted med en lavt brummende motor på en solfyldt, hed forårsdag med koldt vand i flasken og møder ikke nogen hele formiddagen.

Oppe i Guldborg ser jeg en del af forklaringen. En vældig kran rejser sig over havnen. Bådene er ved at blive søsat, og over kajen driver en ram lugt af epoxy og andre kemikalier fra den sidste klargøring.

Da jeg vil fotografere min gamle, stærkt nysminkede Bandholm 26, ser jeg, at masten hælder mod styrbord. Jeg havde ganske vist opdaget, at hun lå lidt skævt i vandet og havde anbragt nogle tunge vanddunke under dørken i forkahytten for at rette hende lidt op. Nu får vantskruerne en omgang, og det hjælper.

Den nye Garmin kortplotter var naturligvis i brug op og ned gennem Guldborg Sund. På skærmen får man virkelig syn for sagn, at råderummet for en kølbåd i Guldborg Sund er smalt, hvis man da ikke sniger sig uden for renden på kryds med skiftende blikke på ekkoloddet og vandets farve. Positionernes nøjagtighed er imponerende: Fra 2,1 til omkring 9 meter. Den sejlede rute blev overført til GPSMap på computeren efter turen.


Indsejlingen til Svanemøllehavnen 1. juni.