Sensommer 2007

Større billeder


Ejvind sætter genuaen på forstaget ved Dyrefod Flak 22. september.


Sommeren kom tilbage efter et par måneders pause.


"Esther" i Masnedø Marinecenters havn - parat til motor-installation.


4. oktober står "Esther" på land, og vi aftaler motor-installationens mange detaljer. 14 dage vil arbejdet tage, får jeg at vide. Men det holder ikke.

Til sidens top

Ny motor på vej

22. september
"Esther" skal have ny motor. En Volvo Penta D1-20 med gear vil forhåbentligt snart afløse den stabile Suzuki påhængsmotor, der har tjent trofast, siden den gamle Albin blev hejst op fra motorrummet i 2003.

Derfor sejlede Ejvind og jeg "Esther" fra Toreby Sejlklub til Masnedø Marinecenters havn i dag. Det skete på en yderst sjælden solskinsdag med svag vind. Så svag blev den, at genuaen snarere bremsede end øgede farten, da vi omsider ved Dyrefod Flak havde vinden så meget tværs, at vi kunne sejle med sejl.

Seks timers sejlads blev det til, før "Esther" løb sidelæns i stærk strøm ind i den lille havn ved Marinecenteret, hvor det er meningen, at hun skal hejses op på land og have motor og instrumenter monteret her i efteråret.

Vi gik i land og var uden transportmidler indtil Vordingborg Station, hvorfra Ejvind kunne tage bussen mod Møn, mens jeg sprang på et tog mod Nykøbing Falster. Et forsinket tog, jeg kun med nød og næppe nåede op i.

"Kan jeg købe billet i toget?" råbte jeg til togføreren nede på perronen. "Den koster 600 kroner", sagde han. "Du skal købe billetten oppe på stationen, og du har tre minutter". Jeg sprang op ad trapperne, vel vidende, at billetsalget var lukket, men en automat var mirakuløst virksom og slugte 39 kroner fra mit masterkort. Hurra for DSB's forsinkelser. Men trist, at DSB behandler passagerne som vane-snydere.

26. oktober begynder bådoptagningerne i Toreby Sejlklub. Man må håbe, at der byder sig endnu et hul i blæsevejret, så jeg kan sejle "Esther" hjem igen med den nye motor.

19. oktober: Masnedø Marinecenter har haft for travlt til at nå at blive færdige med "Esther" til den lovede tid. Først ind i november kan en første prøvesejlads finde sted. Ærgerligt. Det betyder, at kun Birtes lille sejlbåd skal på land den 26. oktober. "Esther" kan ligge gratis på Masnedø vinteren over, men 60 km. er langt at køre - frem og tilbage - under forårsklargøringen. Jeg vi søge at udvirke en rabat-ordning, der dækker en bådoptagning i Toreby Sejlklub en gang i november, hvis vejret vel at mærke egner sig til sejladsen fra Masnedø.

 

Større billeder


Sommervejr ved Storstrømsbroen.


Også Vordingborg har fået sine såkaldte luksusboliger ved havnen.

 

Til sidens top