Efterår og vinter 2007

Større billeder


Middelhavet. 20. december.


Ensom kost i Kattegat mellem Frederikshavn og Læsø, 3. november i hård vind med "Margrete Læsø".


Guldborg-fiskerne slagter og renser dagens fangst af skrubber, mens havnens katte slås om fiskeaffaldet rundt omkring.


En trofast ven af havnens katte har serveret to dåser kattemad som supplement til skrubberne.

Til sidens top

Vinterhavne

29. december
Vinterens havne synes øde, tomme, forladte - uopretteligt tabt for sejladser og lune sommerdage. Men livet udfolder sig i husene og mellem de vinterforladte sejlbåde. Fiskere lusker rundt i "Hirtshals-smoking", og i Guldborg kigger vi jævnligt til bådehavnens 13 katte, der har fundet et givtigt asyl på Falstersiden.

Mellem udflugterne til kattene i Guldborg kørte vi fra 12. december ned til Rom og besøgte undervejs nogle vinterhavne, hvor omkring halvdelen af bådene stadig spejlede sig i Middelhavets solglitrende december-vand. I Portofino øst for Genua herskede forårsfornemmelser under gadernes julestjerner. I Ostia - Roms havneby - nåede temperaturen 16 grader.


22. november
Birte vælger Whiskas i Brugsen i Guldborg, før vi kører hen til havnen for at fodre de 13 katte. Her viste det sig, at der er en forklaring på kattenes velnærede tilstedeværelse. Fiskerne kastede omhyggeligt affaldet fra rensningen af en ladning skrubber ud til kattene, og en ældre ven af dyrene serverede et par dåser foder til dem. Det har vi set før, og vi valgte at vente med Birtes Whiskas til en gang i næste uge.

De to sejlbåde ligger stadig på hver sin vinterplads. Birtes "Esther II" er forladt uden klargøring i Toreby Sejlklub. Kun påhængsmotoren er demonteret og kørt hjem i "Hønsehuset" - belært af de næsten 30 tyverier af påhængsmotorer, der har fundet sted omkring Lolland og Falster i de seneste måneder. Vores ældste motor er nok ikke i kurs hos tyveknægtene, men deres grådighed syntes at nå lovligt vidt omkring.

Den gamle Bandholm 26 befinder sig stadig på Masnedø Marinecenter, som ikke svarer på mine e-postbreve. Derfor sender jeg heller ikke flere, og da vi er ved at have afsluttet en lang flytte-procedure fra lejligheden i København til fast adresse i Hjelm, har vi heller ikke tid til at bekymre os om, hvordan det går med installeringen af den nye Volvo-motor i "Esthers" bug.

Så vi lader fem være lige og håber på, at "Esther" har det godt i nabokommunen, og at hun får lov at stå under tag i vinter, hvis det da ikke lykkes at høre nyt fra Marinecenterer om en prøvesejlads og en aflevering af båden betids nok til, at det en dag i december, før vi kører ned til Alperne, bliver vejr til at sejle hende hjem til Nykøbing.

 

 

Større billeder


Middelhavet, 20 december.


Færgen fra Frederikshavn anduver Vesterø Havn på Læsø 3. november.


Guldborgs havn på Falster 22. november.

 

Til sidens top