Sommer 2009

Større billeder


På styrbords halse syd på i Guldborg Sund. 14. juni.


Selvstyreren er aktiveret på det flade vand. 14. juni.


Ved Alrø i Horsens Fjord viser denne sejler et godt eksempel 7. juni.


Skrædderarbejde i hjemmet med syning af nye gardiner til "Esther".


Hollandsk Evert passerer Hjelm Strand 13. juni. Klik på billedet for at åbne hele motivet.


Her er Baloo fotograferet på Femø i 2008, da der ikke var lavtryk i den uopslidelige Bukh-motor.

 

Lavtryk

14. juni
Lavtrykket fra i går befinder sig stadig ved den finske vestkyst på en langsom vej nordover, men vestenvinden har bragt sol og varmere vejr med sig ind over os kræmmere hernede i Danmark.

På Guldborg Sund blæste vestenvinden ujævnt fra næsten vindstille til frisk vind, og det var muligt at sejle nordpå på en bidevind, der ikke spidsede mere, end at "Esther" kunne holdes i sejlrenden indtil Pandebjerg. Så var modvinden næsten ret for, og jeg vendte skuden for at få luftet genuaen for sydgående med en truende, udbredt regnbyge i hælene. Den nåede mig ikke.

13. juni
Et lavtryk har langsomt bevæget sig fra det sydlige Sverige og er lige nu på vej fra Estlands vestkyst mod det nordlige Finland. Det har givet kaskader af regn og kraftige vinde, op til hård kuling. Dagene har lignet det efterår, vi forhåbentlig må vente nogle måneder på.

Sejlturene har også måttet vente. Sidste år ved denne tid, var vi netop vendt hjem efter knapt tre ugers flot vejr under sejladsen til Vejle. I år har "Esther" ikke været under en eneste bro, og sejlene har ligget ubrugte i poserne forude, selvom vejret i foråret mest har stået på højtryk.

Sejlerhumøret burde så også stå på lavtryk, men det gør det ikke, thi forude venter sommersejladserne med Ejvind og "Baloo", hvis motor derimod er ramt af lavtryk: Kompressionen i LM 26'erens Bukh-maskine er for lav til starterne, der er langvarige og opslidende for batterierne.

Ole nede i Køge har derfor hentet motoren i Svanemøllehavnen og vil en af de nærmeste dage afsige en dom, der antagelig vil lyde på en reparation, han har lovet kan blive færdig før 29. juni, da Ejvind vil sejle syd på for at møde "Esther" et sted mellem Gåbense og Faxe Ladeplads.


Tidligere reparation på "Baloo" - i Augustenborg - hvor vindfløjen sættes på plads.

Ejvind meddeler fra København, at sejladsen for sejl fra kajen, hvor motoren blev hejst op, og til hans faste plads i Svanemøllehavnen blev en prøvelse, som måtte opgives og udsættes, til kulingen havde lagt sig. Til gengæld mødte han en udbredt og uventet hjælpsomhed blandt havnens sejlerkolleger.

Hjemme har jeg læst Jan Eberts bøger om danske lystfartøjer og Erik Wedersøes lidt højstemte beretninger om "Gitte Gry". Det stiver sejler-optimismen af og skulle gerne dæmpe den nervøsitet for vejr og vind, der trives bedst i lange pauser mellem turene derude i blæst og bølger. Syningen af nye gardiner til "Esthers" otte vinduer stimulerer næppe vovemodet. Men det er gjort.

Langt fra sejlerlivets friske luft var det også at taste sommerens vigtigste waypoints og nogle ruter ved passager, jeg tidligere har haft bøvl med, ind på Macintosh'ens Windows-baserede Mapsource-program og overføre dem til kortplotteren i vindueskarmen. På sejlturene må en lille bærbar IBM-PC klare sejladsplanlægningen og lagringen af turens digitale billeder.

Nede i Toreby Sejlklub kan man da sidde i kahyttens læ og lytte til suset fra kulingen og drømme om at sejle og sove her i den tryghed, jeg altid har følt på gamle "Esthers" tre tons. Lanterner og andet elektrisk er nogenlunde i orden nu. Regnen har efterladt mindre fugtighed om læ end tidligere år. Motoren starter ved første tryk på knappen.

I den kommende uge skal sejlene op på Guldborg Sund. Ellers får Ejvind da en skræmt kylling på slæb, hvis han stadig vil til Flensborg for at smage på de stegte høns i Nørregade.

 

 

Større billeder


Havnen i Spodsbjerg - fotograferet fra Tårsfærgens dæk 7. juni.


Guldborg Sund ved Herrevig 14. juni.

Til sidens top