Sommer 2009

Større billeder


Havblik tidlig morgen den 22. jun 2009.


Den helt elementære lære af turen i 2008 er: Fjern alle fortøjninger, før du sejler. Her fjerner Ebbe Hansen og Jørgen Dandanell fortøjningen fra "Esthers" skrue efter en kaotisk afsejling 1. juli 2008 fra Masnedø Marinecenter.


"Baloo" set fra "Esther" 1. juli 2008 ved 10 tiden.


Halvanden time senere hang sejlene slappe.


Magelig sejlads med vinden agten for tværs ud for Skalø 2. juli ved 10,30-tiden.


Treogenhalv time senere stikker "Esther" snuden i bølgerne på vej mod Langeland.


"Baloo" fotograferet 5. juli klokken godt 14 på vej mod Fjensborg Fjord.


Toogenhalv timere senere kuldsejlede de små joller i blæsten på Flensborg Fjord.


Solen skinner endnu på markerne langs Alssund. Få minutter efter kravlede jeg ind under sprayhooden og styrede med fjernbetjeningen efter GPS-kortplotteren i tæt skybrud.


Sommerlig udsigt fra "Baloo" med Siø-broen forude. Vi ventede en masse bølger og vind syd for broen, men vandet var fladt og vinden fin til sejladsen ned mod Marstal.


Ingen sejlerkuller her.

Før sommerens "togt"

26. juni
Så skulle det ligge klart, at sommerens togt kan begynde søndag med en sejltur op mod Storstrømmen. Tilløbet har været langt, men nu ser vejret også ud til at arte sig forbilledligt selv hernede i nærheden af Østersøen, hvor en kuling i dag har rusket godt i træerne og blæst mange grønne kirsebær ned i hovederne på os.

Og netop nu melder Ejvind "Baloo" sejlklar fra Svanemøllehavnen, hvor "Køgemesteren" i formiddags har sænket den renoverede motor ned i bådens dyb. Ejvinds korte prøvetur gik perfekt.

25. juni
"Køgemesteren" har meddelt, at motoren på "Baloo" er samlet og prøvekørt. I morgen tidlig skal Ejvind indfinde sig i Svanemøllehavnen, hvor den foryngede "Bukh" sættes i hans båd. Vi kan sejle "til tiden".

Vejrudsigterne er også nogenlunde. Et blæsevejr fredag og lørdag skal lige blæse forbi, så venter blandede, lune dage med 6-7 m/s østlige vinde.

24. juni
Efter Sankt Hans-festen i Hjelm Bådelaug er der blevet tid til at koncentrere efterløns-kræfterne om sommerens sejltur med Ejvind og "Baloo". En vigtig besked fra "Køgemesteren", der reparerer Ejvinds motor, vil indløbe en af dagene, nemlig om "Baloo" kan nå at være sejlklar på mandag, hvor det er meningen, at Ejvind sætter kursen sydover for at møde "Esther" et sted mellem Fakse Ladeplads og Masnedø.

Hvis reservedelene ikke når frem i tide, har vi aftalt lidt fælles sejlads på "Esther" i det sydsjællandske, hvorfra Ejvind kan køre til København for at hente sit gode skiv, når det er færdigt.

Vejrudsigten for de kommende dage er god - med lidt rigelig vind i dag og i morgen, men aftagende til omkring 6-8 m/s i weekenden, hvor "Esther" efter planen sejles til Storstrømmen og en ledig havn med god plads til de endnu famlende havnemanøvrer. Pas på deroppe.

19. juni
I de blæsende og kølige sommerdage er der tid nok til at tænke og planlægge årets sejltur med Ejvind og "Baloo". Hvor meget skal der arrangeres og pakkes på forhånd til 14 dage eller tre uger til søs og i havnene. Hvad er bedst at gemme til en velassorteret havnehøker? Og hvad kan man lære af årenes mange uheld og kiksede havnemanøvrer?

Pakning
En fast del af grejet bør være motordele, som erfaringsmæssigt kan behøve udskiftning. Impeller, siger nogle. Oliefilter, siger andre. Motorolie og brændstofdunke er selvskrevne. Kølervæske, værktøj, splitter, wiresaks, sejlertape, eventuelt sygrej, og ekstra sejl - genua og storsejl for "Esthers" vedkommende - hører også til det obligatoriske.

Søkort, kompas og redningsveste, nødraketter, redningskrans og en kasteline er altid ombord. Kortplotteren og ekkoloddet kræver strøm, og svigter den, sker navigationen på gammeldags vis med kurslineal, magnetkompas og søkort på papir.

Varmt tøj til blæst og regn kan du lige så godt stuve ned uanset vejrudsigt og langtids-prognoser. Man skal ikke sejle langt fra en lun havn, før vinden bider, selv under en strålende sommersol.

Og selvom havnene ofte har både restaurant og købmand, bør du altid have vand og proviant med ombord i mængder, der sikrer et behageligt ophold for anker i nogle dage i læ for hårdt vejr. Drikkevandet skal opbevares i egnet emballage, og foderet bør være dåsemad eller andet langtids-holdbart. Ferske fødevarer skal du vente med at købe, til du skal bruge dem.

Øvelser
Havnemanøvrer, sætning og nedhaling af sejl, stagvendinger og bomninger har det med at blive glemt i de lange vintre. Færdighederne bliver hurtigt genopfrisket, men sikrest er det, at øvelserne foretages i godt vejr, før dine evner kommer på prøve under ukendte forhold på en blæsedag, hvor du må søge ind i en fremmed, måske overfyldt havn.

Erfaringen viser, at nok så megen omhu ved tilrigningen om foråret ikke forhindrer snore, fald og skøder i at skulle rettes, når sejlene skal sættes for første gang efter vinteren. Med eleverne i Nykøbings eneste skolebåd, "Mester Benzon" som tilskuere lykkedes det i går aftes at få både fok og storsejl viklet ind i forkert førte skøder og fald, da jeg var drejet rigtigt op i vinden og skulle hejse kludene.

Motoren gik heldigvis og kunne afværge et par voldsomme møder med havnekajen, da fokkeskødet gik i bekneb, og en svag vind tog fat. Siden satte storsejlet sig fast halvt oppe. Der blev ikke taget billeder ved den lejlighed. Øvelserne vil fortsætte i de kommende dage.

Vejret
Det eneste, du aldrig kan planlægge, er vejret. Du kan ikke engang stole på vejrudsigterne. DMI kan ganske vist støtte sig til den nyeste teknik, men erkender klogeligt, at især somrenes lokale vejr ikke kan forudses. Solen opvarmer land og vand forskelligt, og det lokale vejr kan variere fra regional- og landsudsigter og skifte uforudsigeligt hurtigt.

Hold selv øje med vejret og undgå tordenbyger med voldsomme vindstød og risikoen for lynnedslag. "Der står vind under hver eneste sky", sagde Fritz i "Sundets" sejlerskole, og det passede næsten hver gang. Nogle gange var vinden kærkommen, andre gange har sejlene skulle hales eller rebes meget kvikt, inden "ragnarok" satte ind.

På vores sommerture, har vi som regel været enige om ikke at sejle ud i vindstyrker på 9-10 m/s. Der er ingen risiko forbundet med at sejle i frisk til hård vind, men det er ubehageligt, og vindstødene kan være af længere varighed lokalt.

Fra 7-8 m/s ved Dageløkke løb vi i sommeren 2007 ind i 13-16 m/s ud for Thurø Rev. Det var heldigvis i læ af Fyn, og "Esthers" gamle 6-HK påhængsmotor trak fint med vinden ret imod.

Tidligere erfarede jeg i 13 m/s vind i Storstrømmen, at den gamle skude synes bygget til sejlads for fok og storsejl med sådan en vind foran for tværs. Kan du ikke bjærge sejlene i pludselig blæst, så slæk helt ud i stedet, og er der plads, lad skuden sejle i den behageligste retning.

Ejvind, der er mere hårdhudet, har hugget i bølger og frisk vind alene over Køge Bugt og Fakse Bugt. "Svanen" og "Baloo", han har sejlet i, kan sagtens tåle det. Men ubehageligt blev det for ham, da han en enkelt gang kurede op og ned i voldsom sø i Smålandshavet vest for Storstrømmen, da en varslet kuling indfandt sig hurtigere end forudset af DMI. En anden regel er derfor slået fast: Sejl aldrig ud med kulingvarsel.

Sejlerkuller
Kuller er - udover navnet på en velsmagende fisk - også en slags vrangforestilling, affødt af for eksempel isolation eller lettere paranoia. Sejlerkuller opleves som en unødvendig angst for bølger og blæst, der undertiden har fået mig til at nægte at sejle ud i mere end svag vind.

Sejlerkulleren har ofte ført til lange samtaler - sjældent på grænsen til skænderi - med Ejvind om afsejlinger fra lune ø-havne, valg af den bedste havn forude at blæse inde i, eller slet og ret dagen for vores forventede hjemkomst fra sommerens sejlture.

Som regel har det vist sig, at vejret ikke var så barskt, som jeg havde frygtet, og at "Esther" klarer sig som den velsejlende "havkrydser", hun er betegnet som. Paranoiaen opstår tydeligvis af erindringerne om de uforudsete vanskeligheder, vi har haft med motorstop, omskifteligt vejr og manglende erfaring og rutine.

Det er vanskeligt at trække grænsen mellem kuller - paranoia - og almindelig fornuft og påpasselighed, for andre gange har vi været glade og lettede over at være blevet i havn, når vejret har raset med en pludselighed, der ikke fremgik af vejrudsigten eller vores fornemmelse for det lokale vejr. Resultatet af sejlerkulleren - eller påpasseligheden - er blevet, at sommertogtet har en afslutning, der kan strække sig over en uges tid. Det giver ro til at være forsigtig.

Efter fire blæsedage alene i Mjels Vig på Als fandt jeg en metode at undgå sejlerkuller: Sejl aldrig så langt væk fra åbent vand, at der lugter af grise.

Større billeder


Dejligt vejr for en søndagssejler 22. juni 2009. Men ikke godt for sejlerrutinen.


Indsejling til Toreby Sejlklub 22. juni 2009.


Ideelle vejrforhold i Dybvig Havn - men ikke meget vind at sejle videre på.


I bunden af Flensborg Fjord i smulte vande.

Til sidens top