"Rylen" i 2005 ud for Lindholm med bl.a. Jørgen E. Petersen ombord. Hans udsendelser i "Rylens" kølvand kan genses i disse dage på DR K.
Dyrefod i Storstrømmen har nok oplevet de største naturødelæggelser, siden Johannes Larsen tegnede øens frodighed i 1922. Skarvekolonien har forvandlet øen til en gold ørken af eskrementer og nøgne, døde træer.
Hjarnø Kirke i sommeren 1922. Ikke meget er forandret i dette lille motov siden da.
Heller ikke på Nyord er "nymodens" ødelæggelser udprægede. Her hæger tilflyttere om illusionen - det romantiske og uspolerede.
"De Danskes Øer"
Achton Friis.
16. juni
Når blikket i denne smukke sommer - 2011 - atter vendes bagud i tankerne - mod somrene i begyndelsen af 1920'erne, "Rylen" og gamle skipper "Sateme" og malerne Achton Friis og Johannes Larsen, skyldes det den aldrig slumrende inspirationskilde, som Friis' og Larsens værk, "De Danskes Øer" har været gennem de seneste snart 40 år.
I midten af 1970'erne var det livets gang på de små øer, som betog og inspirerede til et par års bopæl på Fejø og et engagement i "Sammenslutningen af Danske Småøer". Tegneren Claus Gress på Fejø lærte mig lidt om søkort og sejllads i sin Maxi 68 et kort og turbulent efterår, og jeg drømte om at leje et sejlskib for selv at opleve øerne.
Achton Friis beskrev ganske vist ikke den uspolerede idyl, han ledte efter, på Fejø, men for mig var billedet af øernes særpræg og stemning klart nok.
Tilbage i København i 1990'erne kom sejladserne i "Sejlklubben Sundet" til som en indirekte mulighed for at opleve friheden til søs blandt de danske øer, og der gik også "kun" nogle år, før vi sad i "Esther II" for sejl mod vore "gamle" øer i Smålandsfarvandet. Her fandt vi igen den stemning af idyl og ægte oprindelighed, der strømmer ud fra "De Danskes Øer".
Nu har sejturene på vandet og landgangene på de små øer varet i mere end 10 år, og oplevelserne er usvækkede, omend lidt mere nuancerede.
I "De Danskes Øer" er Achton Friis natur-elsker, og hvad der afviger fra "natur" er af det onde og som regel nyt - "nymodens". Til "natur" hører også personer og bygninger, der er uforandrede over et par menneskealdre - "gået i stå", ville vi sige i dag.
Han opsøgte øerne for at beskrive det dengang ukendte Danmark, mens det endnu ikke var (helt) spoleret. I dette spænd mellem Friis' kunstnerisk oplevede ønsketænkning og skuffelsen over, at illusionen ikke altid holdt, hvor ø-kulturen var "i opløsning", tegnes billederne af de danskes øer og deres beboere skarpt op.
Inspirationen fra "De Danskes Øer" har således - ofte usagligt - farvet en gammel søndagssejlers natursyn og opfattelsen af "nymodens" ødelæggende og opløsende hærgen, især hvor griske bønder har kunnet mase sig frem med bly i bøssen og jern i ploven.
Konflikten mellem natursyn og saglighed skal dog ikke få lov at opløse sig i det matematiske "intet", der er resultatet af 1 og -1. Idyllen og forargelsen over dens ødelæggelse får lov at leve sit liv ganske upåvirket af en kræmmeragtig saglighed, der påpeger ødelæggelsernes og forandringernes nødvendighed.
Der er stof til utallige oplevelser mellem disse to poler. Det er her, lynene vil springe, også i sommer.
Større billeder
Hjortø. Her er tiden også stået stille - tilsyneladende. Allerede i 1920'erne, da Achton Friis og Johannes Larsen besøgte øen, var skolen, hvor min mormor var "på græs" i 1910, truet af lukning.
Askø 2010. Øens sejlklub har bygget nyt klubhus, der er åbent for gæstesejlere. På Lilleø driver kokken Claus Meyer en frugtplantage med overskud. Øen har et halvt hundrede fastboende og synes kun truet af Lolland Kommunes spareplaner på færgeoverfarten til Bandholm.