Sommer 2011

Større billeder


Efter PC'erens sammenbrud må den lille iBook klare søkortene og Internettet ombord.


Georg Gearløs har her samlet instrumenterne på en kasse og en cigaræske til nye afbrydere - med VHF i to udgaver, en ny, der virker, og en ældre, der ikke virker endnu.


Ruter og waypoints syd om Langeland er defineret på forhånd, idet sommersejladsen for første gang søges gennemført via Bagenkop til Eckernförde, herunder:


Kortplotteren kan komme i direkte forbindelse med Mac'en via programmet "GPSBabel+"l. Garmins kortprogram "Road Trip" kræver kortplottere med indbygget USB-tilslutning til direkte forbindelse. GPSmap 292 er serielt forbundet med "Keyspan" som omsætter fra seriel port til USB-port.


Rorpindspiloten har stadig forbindelse til kortplotteren, således at den kan styre til et aktiveret waypoint eller ad en rute med tryk på en knap for hvert "ben".


Sådan ser indsejlingen til Dybvig med omgivelser ud i søkortet på Macintosh. I modsætning til "Det levende Søkort", kan man zoome ind på Garmins elektroniske kort.


Masnedø Marinecenters huskeliste til motoren.

Til sidens top

Før sejlerferien

9. juni
Det kneb med klargøringen af "Esther" - også i år. Mange detaljer er ikke perfekt i orden rundt omkring på båden. Sprækker i træværket. Pletter fra lak og maling på dæk og kahyt. Manglende rensning af kistebænke og andre rum. For ikke at tale om "opvasken fra sidste år", de snavsede tallerkner, kopper og glas, der endnu diskret gemmer sig her og der.

Skal man da have pisken over nakken for at få ordnet disse småting? Sikkert, og pisken er allerede løftet i de kommende 14 dage frem mod årets sejltur med "Ejvind", der stadig sejler i sin LM 26, "Baloo".

De seneste dages kraftige regn- og tordenbyger efterlod ikke meget vand i kahytten og nede i opsamlingsrummet under dørken. . Noget kunne tyde på, at tætnings-indsatsen fra forårets klargøring har virket.

Kahyt og dæk bliver således ikke yderligere repareret i denne sæson. Pletterne har jeg også tænkt mig at leve med sommeren over. Kistebænke og aflukker får en omgang, når lejlighed byder sig i havne på blæsedage. Opvaskens omfang er ringe. "Esther" er i virkeligheden tæt på at være parat til tre ugers sejlads i de sydlige, danske farvande.

Tilbage står selve planlægningen af sejlerferien, der jo ligner de forberedelser, som gjorde de foregående syv års "togter" i følgeskab med Ejvind i "Svanen" og senere "Baloo" til gode og varige oplevelser.

Redningsudstyret er kontrolleret. Raketter, redningskrans, kasteline, nødblus, tågehorn. Motoren er checket. Olie, kølevæske, søvandsfilter, impeller, oliefilter. Sejlene har været til inspektion på græsplænen og oppe i riggen. De trækker, som de skal. Vanter og stag er strammet. Mastetoppens hjul er renset og smurt. Lanternerne er et kapitel for sig, idet jeg stadig ikke kan få lys i ankerlanterne og motorlanterne, mens navigationslysene er i orden. Det må blive ved det. Ankerkugle og motortrekant er parat i dagslys.

Så er der kun "det sjove" tilbage: Navigation, kommunikation og computer.

Søkortene fra Arnis ved Slien er på plads i forkahytten. Kurslineal og magnetisk kompas er også ombord.

Derimod vil "Windows-maskinen" ikke være at finde på "Esther" denne sommer. Måske var det en forkert strømforsyning til en USB-harddisk, der lagde min "Think Pad" død mandag aften i kahytten. Det betyder et farvel til "Det levende Søkort" og Garmines "Mapsource", som den gamle Apple iBook fra 2003 ikke kan klare.

Til gengæld slipper jeg for det stadigt irriterende "Windows" med dets tvetydige og ofte uforståelige kommandoer.

"Mac-løsningen", som er beskrevet under "GPS og computer" må klare forbindelsen mellem kortplotteren og computeren derhjemme. Ombord på båden anvendes herefter Garmins "Road Trip" til Macintosh, med elektroniske søkort over Danmark, nordlige Tyskland og sydlige Sverige, suppleret med det lille konverteringsprogram "GPS Babel+", som forbinder iBook'en med kortplotteren i kahytten. Se også under Garmin på Mac.

De nødvendige vejrudsigter og den mere luksuriøse adgang til Internettets nyheder og andet godt bliver denne sommer etableret via et nyt TDC-abonnement på Mobilt Bredbånd, der fungerer på den gamle iBook med visse ekstra indstillinger.

Ejvind har tegnet et lignende abonnement, og dermed er vi uafhængige af "hotspots" i havnene og af robot-oplæsningen af DMI's farvandsudsigter på mobiltelefonen. Dertil kommer iPhones adgang til internettet og vejrudsigterne på telefonens lille skærm.

En ren lystbetonet forberedelse til sommerens sejladser er de waypoints, som bliver sat på Mac'ens kortprogram og derfra overført til kortplotteren.

Efter anskaffelsen af rorpindspiloten med NMEA-forbindelse til kortplotteren kan selvstyreren indstilles til at sejle til et udvalgt waypoint eller ad en defineret rute.

Det giver ruter og waypoints en ny funktion og en øget berettigelse. Man skal blot være omhyggelig med at kontrollere, at ruternes "ben" ikke krydser lavt vand (og da slet ikke land), og at selvstyringen mod et udvalgt waypoint heller ikke sætter skuden på grund eller på land undervejs.

En detaljeret brugsanvisning er undervejs. Måske kan den voksende skare af Mac-brugere få gavn af den.

Vi har atter i år drøftet, hvor sommerens sejltur skal gå hen. Ejvind har igen måttet undertrykke trangen til en smagsprøve på Flensborgs stegte høns fra Nørregade, og vi har gentaget planer om at sejle til vor barndoms "hovedby", Nakskov. Det vil kræve et par dage ekstra, hvis vi også skal nå ned til Eckernförde, hvad vi gerne vil. Og da Ejvind slutter sin karriere som lærer med dette skoleårs afslutning, har vi sammenlagt tre uger at sejle i, plus en ekstra uge, hvis vejret driller.

Sådan ser det hele lyst og godt ud igen i år - for ottende år i træk. Hjemme vogter Fruen med gode venners hjælp.

Større billeder


Herude - til søs - skal det vise sig, om alt er kommet med - og virker.

Til sidens top