Så er der serveret.
Svigermor, Flensborg Fjord.
Menuen, når Fruen ikke er med.
Sejlerkone i Rudkøbing.
Sejlerkonen
En historie fra Toreby Sejlklubs medlemsblad.
23. marts
Indgår man ægteskab med en sejler, finder man hurtigt ud af, at man ikke er alene om sin mages kærlighed. Afhængig af årstidernes skiften må man tit se sig distanceret af båden, især under forårsklargøringen. Ordene kommer fra en sejlerkone i Odense. Hun har klart indset, at kønsrollerne ofte er skarpt adskilt, når man er fritidssejler.
Båden er mandens verden. Han er skipperen, og konens plads er i kabyssen, når hun da ikke kommanderes på dækket for at klare sejlene, fortøjningerne, fenderne og alt det andet, skipper ikke kan nå fra sin plads ved roret. Det gamle ord, at ”kvinden er menneskets bedste ven” synes at gælde her og der på bådene. ”Båden er det eneste sted, hvor hun gør, som jeg siger”, hører man ofte.
Til søs er rollefordelingen ganske ukompliceret. Skipperen er ofte den, der ved mest om sejlads og har størst erfaring, og det er som regel manden.
Det sker selvfølgelig, at kvinder er mest bidt af sejlerlivet. Pige-besætninger er samlet i klubber og til sejladser. Om man kan forstille sig en kvindelig skipper med tre mandlige gaster er en anden sag, som kan vække til eftertanke, mens en mandlig skipper og tre kvindelige gaster sikkert tiltaler en og anden.
De fleste sejlere har enten mand eller kone med som gast, andre skiftes til at være skipper. Kigger man på Toreby Sejlklubs kontaktliste, er flest skippere mænd, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at konerne ikke kan sejle.
Til søs - og i havn
Den største glæde ved livet på en båd er - alt andet lige - fællesskabet og trygheden ombord. Og da sejlerlivet leves i samklang med vejr og vind, skal man helst være enige om, hvornår udfordringerne bliver større end den fælles fornøjelse. Opholdet i havnene udvider jo ”fællesskabets rum” og gør blæsedagene til en uundværlig del af oplevelserne.
På Hjortø mødte vi en gang et ægtepar, som nød livet i havnene. Til gengæld var sejladserne imellem dem noget af det værste, sejlerkonen kunne tænke sig. Derfor sejlede manden alene fra havn til havn, mens konen valgte tog, bus, cykel og færger. Begrebet ”interesseseparering” er godt at have for øje i et sejlerhjem.
Ligeså stor, glæden - ja euforien - over de gode fælles sejladser kan være, ligeså påtrængende er visheden om havets og vindens lunefulde væsen. Pludselig er ferien blevet risikabel og krævende. Nu er det skippers ansvar. Vi skal igennem dette her og i havn i god behold. Det gode fællesskab afhænger af både skipper og gast. Begge skal vide, hvad der skal gøres. Det skaber tryghed og handlekraft. Hvis ingen har mistet sejlerglæden fremme i næste havn, har fællesskabet som ”Skipper” og ”Sejlerkone” bestået en vigtig eksamen.
Mand overbord
Et omtalt eksempel på manglende fællesskab fandt sted for nogle år siden ud for Fyn, da en ca. 60-årig mand faldt overbord. Konen vidste ikke noget om sejlads - var bare med - og hun sad hjælpeløs på båden, mens den drev på grund, og manden druknede.
Hvadenten man er sejlerkone eller sejlermand, bør man kunne sejle båden alene og helst have lidt erfaring fra hårdt vejr og træning i ”mand-overbord-manøvrer” for såvel motor som sejl.
De fleste af os - mænd og kvinder - har en indbygget forståelse for, hvad der sker med en båd i vind, strøm og bølger. Men det er ikke alle, for hvem et fornuftigt sejlerkursus er nok:
En god bekendt citerede en fortælling, han havde læst en gang: Den ambitiøse og selvhjulpne sejlerkone var instrueret i at gå på fordækket og bjærge fokken, og i hårdt vejr blev det nødvendigt. Hun kravlede op og fik halet sejlet ned, da stævnen - og konen - dykkede og fik en bølge over sig. Vel oppe på næste bølgetop råbte konen til manden: ”Det gør du ikke igen !”
Større billeder
