Forår 2014

Større billeder


Efter et par timers fumlen lørdag formiddag så teltet sådan ud. De mange fastgørings-muligheder skal passes til.


Noget af et kludetelt her ved første, kortvarige forsøg. Linerne er ikke strammet op endnu og adskillige er endnu ikke monteret. De tre sækkelignende partier er åbninger med lynlåse og ruder, hvor både stof og fluenet kan bindes op.


Frit udsyn fra cockpittet 6. maj.


Reklamefoto - sådan ser teltet ud. På firmaets hjemmeside kan man se instruktionsvideoer, som synes troværdige. Der fumles lidt.


Reklamefoto af delene til cockpitteltet (lille udgave - 1,6 - 2,0 meter bred).

Til sidens top

Habitent

10. maj

Cockpitteltet ankom en lille uge tidligere fra England end først annonceret. Med nogen spænding samlede jeg i går aftes agter-bøjlen ombord på "Esther". Ville den være for bred, som jeg en overgang frygtede, da "Esther" er noget slankere over agterspejlet end de 2,40 m. midtskibs. Bøjlen passede.

Nu blev teltet nødtørftigt rejst. Der er mange liner og kroge og bånd at holde rede på. Det kræver nok det meste af en dag at lære. Men allerede nu kan man se, at forruden vil være en halv meter foran den gamle sprayhood's placering, og at teltets agterende vil nå agterstagene.

Lørdag formiddag var der mere tid til at fumle videre med snorene og ophængningen under bommen. Det lykkedes at få teltet til at stå nogenlunde lige og få et vist overblik over linerne. Men et rejsende cirkus er stadig kvikkere til at få teltet op, end jeg vil være i nogen tid endnu.

6. maj

"Habitent" - på engelsk kan det lyde som "happy tent" - lykkeligt telt, på latin er det at bebo, og det er navnet på det justerbare cockpittelt, der bliver forsommerens projekt på "Esther".

Der er uden tvivl mange fritidssejlere, der har våndet sig noget over priserne på sprayhoods og cockpittelte. Med høje arbejdslønninger bliver det nødvendigvis dyrt, når sejlmageren skal skræddersy et produkt til hvert enkelt skib. Der skal måles og anbringes fæster på båden. Det hele skal passe.

Enkelte bådtyper er begunstiget af præfabrikerede kalecher - LM serierne for eksempel. Men en søgning hos Schultz Sejl i Kolding på produkter til en Bandholm 26 resulterede blot i en bompresenning.

Det var derfor lidt af et lykketræf, da nogle timers strejfen på Internettet efter en løsning på ubehaget ved en regnvejsdag i en blæsende havn uden mulighed for at opholde sig i cockpittet, at jeg læste ordet "adjustable" - indstilleligt. Teltet kan justeres til en række bådtyper med bredder på mellem 2,0 og 2,4 meter og 3,0 meter plads på langs.

Godt nok lyver de fleste fotografier, men teltet så nydeligt ud på mange forskellige både. Billederne var taget af tilfredse kunder. Der er link til dem på Picasa fra fabrikantens hjemmeside - http://www.habitent.com

Således opstemt - eller manipuleret, vil skeptikerne sige - kastede jeg et blik på prisen - 360 engelske Pund og godt 43 Pund i forsendelse - 403 Pund. Det er 3.684 kroner i danske penge - næsten det samme, som min nu nedslidte og i vask formindskede sprayhood kostede hos en sejlmager ved Maribo for ni år siden.

Meget ofte har jeg været lovlig hurtig på aftrækkeren, men her syntes forarbejdet er være gjort grundigt. Teltet behøver ingen sprayhood at støtte sig til. Det skal pakkes ned under sejlads og i ekstremt uvejr. Fleksibiliteten omfatter min gamle Bandholm, som med årene befinder sig i havnene længere og længere tid ad gangen.

Det trak slemt i kreditkortet, og jeg råbte ned ad trappen til Fruen, at Fristeren havde tag i mig - et overtag, så det ud til. Men vi var enige. PayPal sørgede for overførslen, og straks indløb kvitteringerne på e-posten. Efter en nat modtog jeg desuden en e-post, at teltet er ankommet til UPS i London, og at det ventes fremme i Hjelm den 14. maj.

Fortsættelsen på historien følger efter denne dag.

Større billeder


Cockpitteltet 10. maj - beskyttede mod en kort regnbyge.


"Esther" i bar figur 6. maj, Toreby Sejlklub.


Sakskøbing, 21. maj.


Aften i Sakskøbing Havn 22. maj. Efterhånden er der opstået en metode til at montere teltet korrekt. Det gælder blot om at huske den til næste gang.

Til sidens top