Forår 2015

Større billeder


Næsten kar til at blive sat i søen. 22. april.


En storm bragte uorden i presenningerne i februar. Regnvand trængte ind og løb ned i sumpen, der er tømt to gange i løbet af vinter og forår.


Birtes båd får Aldis billige bundmaling.


Kølevandet løber, som det skal.


Forsmag på Langelandsbælt - på færgen 4. april.

Til sidens top

Bådene skal i vandet

25. april

I dag sker det så. Søsætningen af "Esther" fra Toreby Sejlklub. Fra otte morgen er kranen i gang med at hente bådene rundt om på vinterpladserne for at køre dem til kajen ved mastekranen og sænke dem ned i vandet. Bådenes ejere hopper ned på deres skiv og de fleste håber sikkert nevøst, at motoren starter. Det gør den som regel.

"Esthers" Volvo har været i gang på vinterpladsen, som skrevet, og batterierne har i det seneste døgns tid været tilsluttet opladeren - for at være på den sikre side. Om denne "sikre side" er sikker nok, vil vise sig senere på dagen.

På overfladen synes jeg nok, at den gamle Bandholm 26 ser nogenlunde ud, men mit blik er ikke malerens - højst kunstmalerens. En rigtig håndværksmaler må have stærke nerver. hvis han skulle få lov til at kigge hende efter i sømmene. Det får han ikke.

Slibning og maling har jo stået på over nogle dage, idet man på en lille båd ikke kan undgå at male sig op i et hjørne, hvor al maling er våd endnu og sætter sig på ens tøj her og der. Det er derfor praktisk holde lange pauser, så malingen er tør, hvor man skal sidde og male videre.

8. april

Med den ældre Jeronimi stigende skepsis og erkendt grundløse paranoia har jeg betragtet "Esthers" forfald på vinterpladsen i Toreby Sejlklub vinter og forår. Undertiden har jeg undladt at køre omkring vinterpladsen for ikke at blive vidne til det totale havari. Storme har hærget. Frosten har undertiden bidt slemt. Mørket har ligget i mere end én forstand over sejlbådene i Toreby og Sakskøbing, hvor Birtes lille båd i det mindste har haft god støtte i et nyt sæt bukke.

Men datoerne for søsætningerne fungerer som virksomme piske over nakken og kan nok få en vinterklam søndagssejler i arbejdsdragten med strikkehuen om ørerne. 10 april vil en vældig kran hejse Birtes båd ud i Sakskøbing Havn, og den 25. april er det "Esthers" tur i Toreby Sejlklub.

Fruen insisterede også i år på at smøre bunden med Aldis billige maling, som rurerne holder meget af. Resterne af sidste års tætte belægning er skrabet af for at gøre plads til ny næring - Aldis bundmaling - som vi smurte på i fællesskab under forårsagtige temperaturer først i april.

Hjemme på gårdspladsen blev påhængsmotoren til Fruens båd anbragt med skruen i vandet - den store blå beholder fra drivhuset - og meget hurtigt og uventet startede maskineriet og fik lov til at køre varmt med rent ferskvand i kølesystemet. Pessimismen fik det første knæk her.

Det næste nederlag for en gammel gnavpot indtraf, da batteriet på "Esther" i dag blev kontrolleret. Var batteriet blevet opladt, efter at den lille oplader var sat til i går? Nej, naturligvis ikke. Viseren stod i det røde felt, men alligevel forsøgte jeg at starte de 19 heste under dørken. Motoren gik straks i gang - jævnt og stille. Herefter fik den frisk kølevand fra klubbens vandslange - stukket ned i søvandsfilteret. Det kørte som smurt.

Blå kølervæske blev erstattet af rent drikkevand i søvands-systemets kanaler over en halv times tid, mens paranoiaen fortog sig under forårssolen. Det kom så vidt, at søgelænderet blev monteret, og dæk og ruf vasket med et middel mod belægninger og svamp. Det blev forår i dag. Svært at være sortseer.


Blå anemone i blomst ved Onsevig.

Større billeder

a
Birtes båd sænkes i Sakskøbing Havn 10. april.


Der var lige en mindre slæbe-opgave, da "Madam Bott" skulle på plads.


Årets første sejltur er i gang.


Et par rigtige sømænd.


Klargøring i Sakskøbing.


Sidst i marts i Sakskøbing med sejlklubbens flydende klubhus "Omøsund".


Tranedans ved Hornborgasøen 31. marts - vi nåede at køre derop mellem andre pligter.

Til sidens top