Forår 2016

Større billeder


Vantskruerne ligger endnu i græsset, før de monteres på vanter og stag. Foto: Birte.


Endnu hænger masten i kranen, mens vanterne sættes.


Storsejlet er sat 19. maj.

Til sidens top

Sejlet blev sat

19. maj

I dag kom sejlet op - storsejlet. Efterhånden sker det så sjældent, at der må tages et fotografi af begivenheden. Hejsningen fandt sted i Toreby Sejlklub inde på pælepladsen, da monteringen af bom og sejl var i gang. Det var vindstille, således at pæle og bro ikke tog skade af en eventuel fremdrift i "Esther", såfremt en frisk vind havde fat i storsejlet.

Omsider er skuden dermed sejlklar, bortset fra mindre justeringer af storsejlsskødet. Det er noget af de seneste på sæsonen indtil nu. Men da vi har meldt os ud af Dansk Vandrelaug, skulle der blive mere tid til at sejle i denne sommer.

Masten blev sat på i går den 18. maj ved Fruens og Finn Olsens hjælp. De passede håndtaget på mastekranen og trak i de rigtige snore, når det var påkrævet. Foriden havde masten fået en gang lak, og vanter og stag var anbragt, således at det ikke i år blev nødvendigt at lempe nogle af dem over salingshornet med den meget lange bådshage, efter at masten var rejst.


Vanterne gøres klar til at blive sat. Foto: Birte.

Atter i år sendte jeg venlige tanker til afdøde Knud Olsen, som tegnede båden i 1964. Når tovet fra mastekranen er anbragt under salingshornene, er masten i balance, og den er nem at svinge ind over båden. En kort snor fra nederste klampe på masten til stålfæstet på ruftaget holder masten på plads, mens den rejses lodret, hængende i kranen. De fire undervanter sættes først. Herefter kunne man i realiteten fjerne tovet til masten og forlade pladsen ved kranen, men psyken kræver imidlertid, at for- og agterstag også sættes, før afsejling til pælepladsen. Det samme gælder ydervanterne.

Eneste uforudsete forsinkelse indtraf, da motoren ikke fik strøm nok til start til turen mod mastekranen. Vi købte en hæderlig oplader og hentede "boosteren" til vinterstart af bilen. Så gik motoren i gang.

 

 

Større billeder


"Esther" sejles på plads 18. maj.


B-Broen i Toreby Sejlklub 19. maj.


Parat til de første sejlture 19. maj.

Til sidens top