Forår 2017

Større billeder


Kurs mod Askø, 27. maj.


Frokost med roklubbens folk på Askø.


Gråstrubet lappedykker på rede 23. maj. Flere billeder under "Større billeder".


Oreby Slot og Oreby Mølle 23. maj.


Svend styrer gennem Guldborg Sund, som han kender fra talrige ro-ture.


Svend og Hans i Smålandsfarvandet på vej mod Sakskøbing 22. maj.


Udsnit af billedet (herunder) af to sjældne gæster i Sakskøbing Fjord: Sølvhejrer, formentlig fra Polen eller det østlige Tyskland.


Fruen ombord på "Esther" 18. maj.


Herrerne nyder frokosten i Guldborg 18. maj.


Billedet viser tangen, som sad klemt i søvandsindtaget lige over ventilen. Mange dages operationer er overstået, og tangen er bevaret i et lille glas i kahytten.


Hvert år skal der tages et foto af første sejltur nord på i Guldborg Sund.


Lollands kyst ved Sundby 13. maj.


Nykøbing agterude 13. maj.


Nykøbing havn 11. maj.


Den næsten ryddelige kahyt efter et langt sejt træk.


Sejlklar 9. maj. Bompresenningen udskiftes, når den nye er kommet med postvæsenet - hvis der da er noget tilpage af den gamle etat. Det var der. Med en overraskende præcision blev godset leveret ved hoveddøren i Hjelm.


Også den 6. maj er vi overvåget af en hejre.


Formand Jan Krastrup i snak med svenske autocampere ved mastekranen.


Masten ligger klar, men båden mangler strøm - elektricitet.


Birte fotograferede, da masten blev rejst i vindstille.

Til sidens top

Dage i maj

27. maj

Med en jævn vind fra syd og en frokostinvitation (tag din madpakke med) på Askø, hvor Fruen og andre roere agtede sig hen, måtte sejlene - eller sejlet - op, om ikke andet for at hævde den smule sejler-ære, der endnu er i behold.

Den store genua er velegnet, når man er alene ombord, da rorpindspiloten næppe er pålidelig nok til at holde båden i vindøjet, mens storsejlet hejses op. Genuaen kan blæse i næsten alle retninger under ophalet, og tidligere målinger har vist, at selv i frisk vind øger storsejlet kun farten med omkring en knob.

I dag var vinden lovlig flov, og kun i korte vindpust nåede "Esther" over de fire knob. Men 2,5-3,5 knob rækker tålmodigheden sagtens til på en varm og solfyldt dag med Fruens nybagte rugbrød som lokkemad fremme på Askø.

Her sad Svend og Svend og Pia, Bente og Birte ved frokostbordet, mens store skarer gik i land fra de to færger, som var sat ind i anledning af Apple Flower Festival på Lilleø. 800 gæster, sagde man, skulle fragtes fra Bandholm.

Også hjemad mod Sakskøbing var vinden god det meste af vejen. Inde i fjorden spejdede jeg forgæves efter sølvhejrerne, og inderst ved inderhavnen var den gråstrubede lappedykkers rede forsvundet, men parret sås i kanten af sivene - uden unger.

Inde i havnen kunne man beundre en skarv, som på få minutter fangede fem små fisk, som den slugte i én mundfuld.

23. maj

En kort tur på Sakskøbing Fjord gav mulighed for at fotografere den gråstrubede lappedykker, der atter ses i fjorden. Sølvhejren er stadig på besøg. Måske slår den sig ned permanent.

Jeg fangede min første fisk i dag - eller i går - thi fangsten befandt sig i søvandsfilteret, som blev renset efter de seneste sejlture.


Det ligner en meget lille torsk.

22. maj

For den gamle pensionist var vejrudsigten i dag den bedst mulige: Sol og mellem to og fire sekundmeter vind. Gasterne Svend og Hans mødte præcist i Toreby Sejlklub, og vi lagde fra land med madpakker, øl og kaffe.

Brovagten i Guldborg fik tændt de tre lys, ringet med klokkerne, sænket bommene og hejst broen op, så herskaberne kunne passere stort set uden at standse skuden. Vi var igennem med 6-7 knob, og satte kursen mod "Havrehesten" for siden at følge de gamle spor på kortplotteren øst om Askø, ned i Oreby Rende og ind til Sakskøbing inderhavn, hvor en hel velkomstkomité ankom til plads 214: Palle, Tonny og gasternes hustruer, Kirsten og Bente. "Velkommen til din hjemmehavn", lød det fra formanden, Palle Danielsen.

Ude i Sakskøbing Fjord mødte vi to sølvhejrer, som ingen af os tidligere har observeret i fjorden, og længere inde ved lappedykkernes reder, svømmede atter den gråstrubede lappedykker, efter et par års fravær, i hvert fald hvad observationer fra "Esther" angår.

18. maj

Den årlige tur til Gedser blev i sidste øjeblik ændret til Guldborg, idet et voldsomt regnvejr truede med at ramme os først på aftenen. En frisk sydøstlig vind med bølger lige ind fra Østersøen ville vi også skåne vor ven, Peter, for, omend han før har sejlet i egen båd.

Vinden var også frisk indimellem, men sommervarm - op til 26 grader. Retningen fra sydøst bevirkede, at den langkølede båd måtte bakkes helt ud af havnen, og i Guldborg slap vi kun fri af kajen ved atter at slå bak ud i sundet, hvorefter stævnen kunne presses op i vinden efter en stor bue fremad.


Det genkomne kølevand måtte fotograferes, da vi med ca. fem knob var ankommet til Guldborg efter ca. 10 sømils magelig sejlads.

15. maj

Osen fra motoren kan kun skyldes manglende kølevand, var konklusionen på aftenens og nattens "kloge" overvejelser. Måske skulle man tage en kompressor med ombord og puste ind i systemerne. En vandslange kunne også gøre det.

Nede i båden lukkede jeg for søvandet og afmonterede slangen til ventilen. Her lå hunden begravet i form af en tæt dusk tang. Den lod sig nemt fjerne med hånden og en skruetrækker. Ved forsigtig åbning af søvandsventilen, strømmede havnens vand ind i rigelig mængde. Alt blev nu sat på plads igen, og motoren blev startet - strøm nok uden ledning i land - og atter gloede jeg ned på udstødningen efter kølevandet. Nu flød det næsten konstant, som det sikkert plejede at gøre.

Ude i havnen og på Guldborg Sund satte jeg farten til fem knob. Motoren sagde ikke meget. Røgen, som har været damp, udeblev. Vedholdenhed betaler sig.

En regnbyge var drevet over, og disen hang over sundet. Solen kom frem, som var den bestilt, og røgen dukkede ikke op på den lille tur forbi Hjelm Bådelaug og op mod motorvejstunellen.

Uden røg og damp sejlede "Esther" tilbage i det blide lys til Toreby Sejlklub, hvor jeg i et par minutter kunne sidde og kigge ned på udstødningsrøret og nyde synet af havnevandet, der muntert sprøjtede ud fra kølevandssystemet. Sikken et syn.

13. maj

Det lykkedes at finde brændstof-forfilteret i første forsøg - under kistebænken i styrbords side. Aftapningshanen blev skruet helt af, og vand løb ud i en klud. Efter megen fumlen fik jeg skruet hanen på igen.

Nu stod søhelten til søs igen - uden røg fra motoren medstrøms en lille sømil, fem knob på ca. 1400 omdrejningen. Da skuden blev vendt, aftog farten til 3,5 knob, og yderligere gas op til ca. 1900 omdrejninger medførte igen denne svage røg eller damp. Ingen lamper lyste. Intet peb eller hylede fra motorinstrumentet. Maskinen gik upåklageligt.

Nu er der blot et par forklaringer tilbage på den svage røg. Dieselolien fra i vinter er spædet op med ca. fem liter frisk marinediesel, men måske er det den hengemte diesel, der brænder dårligt. Oliestanden er over max og kan måske bevirke afbrænding af olie og deraf følgende os. Ferskvandskølingen kan være svækket af snavs i systemet. Men sommeren har indfundet sig med 16 grader, og der er ledige dage en tid frem.

11. maj

Årets sejltur syd på til Gedser eller Nysted måtte aflyses, da motoren stadig udsender en smule røg, når den er kørt varm. Undervejs mod Hjelm og Guldborg nord på begyndte det ud for Slotsbryggen og tiltog med mere gas og aftog med mindre.

Tilbage i havnen fik søvandssystemet en ekstra spuling med vandslangen, men mon ikke problemet i virkeligheden er, at brændstof-forfilteret skal tømmes for vand? Det yder internet-søgningerne på.

Nu må jeg så finde dette forfilter igen nede i motorrummet og håbe på, at der stadig er lidt slangemenneske i mig, så jeg kan få en hånd med en tang ned under forfilteret, hvor aftapningshanen befinder sig.

9. maj

Knofedt og ståluld med indbygget sæbe hjalp på glasfiberdækket, hvor gamle lak- og malerpletter forsvandt. Hvorfor har jeg ikke brugt den metode før? Nu begynder "Esther" minsanten at se velsminket ud for tolerante blikke.

Teakdækket har det, som tidligere nævnt, ikke for godt. Det burde udskiftes, men perspektivet for de kommende års "oldinge-sejlads" rummer ikke en udgift på adskillige tusinde kroner. Skruer her og der, hvor de gamle er eroderet, må række for at holde på dækket.

8. maj

Endnu en gang forsvandt foråret, og kolde vinde suser over havnene hernede syd på - Sydhavsøerne lever ikke op til det eksotiske navn. Men jeg er ligeglad, thi nu skal "Esther" gøres sejlklar og ud på vandet.

Kølevandet svigtede stadig i den forgangne og varme weekend. Motoren kørte varm med stigende os fra udstødningsrøret. Et godt råd var at smøre impelleren - Fruens vaseline - og da det var gjort, sattes en vandslange ned i søvandsfilterets rør. Nu syntes systemet at være godt gennemskyllet og renset for den snavs i indtaget, som har hæmmet kølingen. Vandet tiltog, og røgen aftog helt.

6. maj

Det burde være lune og solfyldte dage nu, og DMI har da også lovet os en stribe, men løftet holdt ikke. Gråvejr og 10 - 13 grader. Men vinden har lagt sig fra kulingstyrke til ingen ting. I dag vil vi have masten op på "Esther" i Toreby Sejlklub.

Birte hjalp tappert til med at transportere masten over til den ledige krab, og hun stod parat ude på broen for at tage fortøjningerne, når "Esther" skulle sejles til udrustningskajen. Men motoren ville ikke starte. Strømmen var nede, trods den lille oplader. Nu satte jeg en større oplader til landstrøm og batterier, men det var ikke nok. En ombordværende "booster" blev sat til opladning.

Tiden skulle gå med noget, så vi kørte hjem og hentede hynderne til Birtes lille båd i Sakskøbing. Ud for roklubben kunne båden ligge ved en ponton, let tilgængelig for Fruen med spand og sæbe og klude. Det tog sin tid, men så blev kahytten også ren og indbydende.

Imens kørte den gamle skriverkarl til Maribo, hvor Hansen netop havde et egnet marine-batteri, som kan tåle at blive vippet. Det viste sig imidlertid unødvendigt, da boosteren i "Esther" fik startmotoren i omdrejninger, så vi sidst på eftermiddagen kunne genoptage rejsningen af den tunge træmast.

I vindstille var det nemt at få masten til at hænge i kranen lodret over mastefoden på "Esthers" dæk, og snart var undervanterne sat, og kranen kunne svinges ind på plads. Nu kom de små grå på arbejde for at udregne, hvilke stag og vanter, som skulle trækkes op over salingshornet for at få rigningen sat korrekt. Den lange bådshage kom på arbejde, og flere snore kom over hornet et par gange, før alt var perfekt - næsten. Thi vindex'et peger 90 grader forkert oppe i mastetoppen, men mon ikke man kan finde en bidevind-kurs alligevel -helt tæt til vinden?

Større billeder


Femøfærgen og et krigsskib 27. maj.


Færger i pendulfart for at bringe 800 passagerer til Askø.


Redningsvæsenet patrullerer ved Lindholm.


"Esther" på Askø, 27. maj.


Birte og ro-vennerne på vej fra Askø til Sakskøbing.


Skarv på fiskeri i Sakskøbing havn, 27. maj.


Gråstrubet lappedykker på rede med blishøne som nabo. 23. maj i Sakskøbing Fjord længst inde ved havnen.


Sølvhejren lurer på bytte 23. maj.


Fiskehejre, 23. maj i Sakskøing Fjord.


"Mette Pan" i Guldborg Sund nord for Guldborgbroen 22. maj.


Sølvhejrer i Sakskøbing Fjord. Den er ikke tidligere set fra "Esther". Ornitologisk Forening oplyser: "De største bestande forekommer i Ungarn og Østrig og specielt Rusland og Ukraine. Den yngler parvis eller i kolonier med en vis afstand mellem rederne i store, lavvandede søer og sumpe, gerne med rørskov, og jager både i vådområder og på enge. Sølvhejren yngler endnu ikke herhjemme, men træffes stadig oftere, specielt i sommerhalvåret. Den ses mest ved kystnære vådområder, f.eks. ved Klydesøen på Vestamager".

Ankomst til Sakskøbing 22. maj.


Birte og Peter i Guldborg 18. maj.


For udadgående 15. maj.


Hjelm Bådelaug.


For indadgående mod Herrevig.


Nykøbing 15. maj.


Mod nord i Guldborg Sund - endnu uden røg fra udstødningen, 13. maj.


Birtes båd ved roklubben i Sakskøbing 6. maj.


"Esther" har fået et "boost" elekricitet, og motoren er i gang mod mastekranen i Toreby Sejlklub 6. maj. Foto: Birte.

Til sidens top