Kaløvig-
Nykøbing Falster

19. - 22. juli 2003

19. juli:
"Dhyana Pura" ligger her i Kaløvig Bådelaugs landlige havn nord for Århus i Århusbugten med Studstrupværket som nabo. Sådan mødte jeg hende, som du kan læse under "Esther". Båden var købt den dag, og sælgeren, Preben Nymann Juhl og Eva Haraldsted, havde vist alt ombord og lært mig lidt om indenbordsmotorens mysterier. "Du kan sove i havnen i nat, hvis du vil", sagde Preben Juhl, og jeg overvejede det, men trangen til at sejle blev for stærk, og jeg bakkede nænsomt ud i løbet.
Vinden var frisk fra syd med pæne bølger og dønninger i Århus-bugten. Motoren, en Albin-21, trak efter planen, indtil den løb varm. Jeg gik i stå. Nu ingen panik. Husk sejlerskolens gaffelriggere med en kofilnagle, fyldt med snore. Jeg gik op til masten og fandt storsejlsfaldet. Senere fik jeg også luret genuaen af. Men først overtog storsejlet trækket på bidevind langs de bagbords sideafmærkninger ud for Århus Havn mod Marselisborg Marina, som kunne anløbes med den løjende vind agten for tværs.

Der er et forbudt område i Århusbugten, fortalte Eva Haraldsted. På havbunden skal der ligge sprængstoffer fra krigens tid. Men de fleste sejler alligevel tværs over. Det gjorde jeg nu ikke. Senere har jeg set, at sideafmærkninger i søkortet fører hen over området. Det kan nok undre.

20. juli:
I sol og svag SØ vind gik det sydover i Århusbugten mod Tunø og Hou. Vindmølleparken står NV for Tunø og kan passeres øst og vest om i god afstand. Denne søndag løjede vinden af, og min tålmodighed udviklede sig til stædighed - ikke starte motoren. Jeg fulgtes en timestid med en "medtrafikant", det vil sige, han lå næsten stille på samme pejling. Jeg undredes som nybegynder "i åben sø" over de talentfulde sejlere, som i deres tydeligvis veltrimmede skibe kunne få bovvandet frem trods denne manglende vind. Det var imidlertid så stille i vejret, at jeg kunne høre motorerne dunke og se skummet i kølvandet, når de passerede tættere på. Det var mit første møde med tusindårets magelige sejlere, som lader motoren buldre, mens det ser ud, som om de sejler for sejl. Vistnok skal man føre et trekantet mærke på forskibet, når man sejler for både sejl og motor.
Vinden var borte, men dønningerne var forholdsvis høje, selv ved vindstille. De måtte komme fra områder med vind tæt på. Men hvor var vinden?
Den indfandt sig ud på eftermiddagen i frisk form, så "Dhyana Pura" løb sine syv knob med genua og storsejl oppe. Storsejlet blev dog bjærget mellem Tunø og Endelave ud på aftenen. På bidevind passede kursen på Endelave By øst om Møllegrunden med få kryds.
Havnen var fyldt. Masterne strittede tæt mod den blanke aftenhimmel. Jeg luskede ind i læ af molen - for langt - gik på grund - bakkede fri og kastede anker. Men naboskibene blev ikke liggende på plads, så jeg, og heller ikke Endelave, viste det sig. Det måtte således være mit anker, der ikke holdt. Op med det. Ud med vingerne en gang til. Herefter stod ankeret sin prøve i vind og bølger ud for den pakkede havn, og jeg vågnede samme sted om morgenen.

21. juli
Denne mandag morgen var bomstille. Ingen vind. Næsten ingen bølger. Motoren kunne trække mod Fyns Hoved nord om Endelave på kurs 150 - ifølge færdselskortets oversigt - med havmøllerne syd for Samsø svagt synlige i disen.
Æbelø kom først til syne mod syd, dernæst skovene ved indsejlingen til Odense. Så skimtedes Fynshoved og trafikken ad Storebælt. Jeg var på rette vej.
Ved indsejlingen - mere vestover nu - i Storebælt mørknede himlen i torden og regn og vind fra alle retninger. Genuaen kom op og ned. Motoren blev startet og stoppet. Romsø lå mod syd som en aflang, mørk skygge. Lystsejlerne, som jeg ofte forfulgte, fordi de sikkert kendte ruterne, sejlede vest om Romsø. Så valgte jeg også den kurs.
Blå næs på Fyn-siden afløste langsomt hinanden, og Romsø lå der i disen. Kom den nærmere? Store sejl dukkede op i horisonten. Skonnerter, galeaser, tremastere. De drejede af mod nord i bæltet tæt ved mit skib, hvor også flere marsvin havde vist sig.
Først ved Kerteminde Bugt kunne jeg sætte genuaen til bidevind-sejlads ind til den store lysbådehavn, hvor manøvrerne for motor trak muntre tilskuere, før det lykkedes at komme på plads med fortøjningerne.
Nu i land og hente forsyninger: Benzin, madvarer, sodavand og tobak. Aftenen var stille, og jeg gik igen frem og tilbage på broerne for at beundre mit skib. Det lå stabilt. Så stabilt, som en sejlbåd ligger, når den står på havbunden. Det gjorde "Dhyana Pura" også, viste det sig. Masten lænede sig ganske lidt til siden. Jeg stolede på højvandet, når jeg skulle sejle igen, og det havde jeg også god grund til.

22. juli
Atter vindstille og dis. Kerteminde Bugt går næsten i et med en gråblå himmel. "Dhyana Pura" var nem at manøvrere fra pladsen og ud af havnen, selvom adrenalinen stadig pumper rundt med blodet, når jeg skal bruge det lange håndtag, der vender skruebladene til frem eller bak. Hollænderen foran mig sejler hurtigt, men så længe, jeg kan se ham, vil jeg følge efter. Her i Storebælt, hvor marsvinene er talrige og lette at få øje på ved havblik, har jeg ikke søkort. Men broen dukker snart op, mens hollænderen forsvinder forude. Andre sejler forbi med større motorkraft. Jeg er tilfreds med mine fire-fem knob og følger en tysker under lavbroen, hvorfra jeg kan sejle 110 grader og nå frem til Agersøs nordspids. Man kan af og til ane Lerhoved i disen. Det er der - og alligevel ikke.
Men så bliver vejret pludselig klart. Storebælt er igen et bælt med land til begge sider og med mange sejl og master i kimingen. Både Agersø og Omø ses tydeligt - og Stigsnæsværkets skorstene.
Jeg vælger at sejle ned i Smålandsfarvandet gennem Omøsund. Nu har jeg søkort. Hold fri af Agersøs lige vestkyst og drej østover til den grønne bøje efter Omø. Så ligger vandet åbent ned til Vejrø, igen på kurs 150.
Genuaen er kommet op i stedet for en motor, som blev godt varm af otte timers trofast tjeneste. Vinden er der igen - frisk fra SØ - lige til en hurtig og brusende bidevinds-sejlads i stigende bølger.
Kun en halv time går der med kompasset som retningsgiveren, før Vejrøs træer dukker op bag kimingen. Kan jeg ramme øst om, eller er afdriften for stor? Jeg sejler vest om og lader motoren om at rette op på afdriften. Inde i havnen er der god plads, og jeg lusker ind et nemt sted, jeg kender fra tidligere i sommer med vores lille 20-fods polske Siena 45, hvor vi var fire voksne ombord.
Det går ikke helt efter bogen med at manøvrere ind. Jeg tager fejl af frem og bak på håndtaget og maser agterlanternen næsten flad mod en pæl.
Men plads er der i Vejrøs havn, der emmer af tyskere og tyske vaner. Ganske vist dukker flere og flere af de store luksussejlere op ude i Smålandsfarvandet. De sejler frejdigt ind og aktiverer maskinkraften som store drenge, der skal parkere Faders limousine. Hurtigt frem og bak og nu bovpropellen, hovsa, det gik for stærkt. Ankeret river fat i pælen. Tyskerne råber op, og hollænderne ler for det meste, når de kludrer.
Men de er rige og store, og de antyder, at min 2,40 meter smalle Bandholm 26 burde ligge, hvor der ikke er så langt mellem pælene. Jeg forstår ikke tysk i dag og bliver, hvor jeg er. Det er mit land.
En sirene lyder højt ude på vandet, og en vældig tysk skonnert lægger an til anduvning. Nu summer havnen af aktivitet. Hvor er der plads til tyskeren og de 20-30 unge mennesker, som synes samlet på dækket?
En lille, lokal motorbåd ligger i vejen på havnens bedste plads, men han rører sig ikke - er forsvundet ud af syne for de nævenyttige tyskere. Og skonnerten må lægge sig med anker ude og kun en del af skibet ved kaj. Det er vores land.

23. juli:
I dag er vinden i det rigtige hjørne, og den gør Frits' ord til skamme, for den blæser lige tilpas til min sædvanlige genua sydover til Femøsund mellem Fejø og Femø. Frits var skolechef i Sejlklubbet "Sundet" i Svanemøllehavnen, og 30 års sejladser havde givet ham denne visdom: Enten blæser det for meget, eller også blæser det for lidt.
Farvandet omkring øerne kender jeg. Og jeg drister mig til at tage et sving på bidevind efter Fejø for at kigge ind på Dybvig Havn, hvor jeg plaskede rundt i en robåd for 25 år siden, og hvortil jeg altid er sejlet i den polske Siena, "Lille-Esther", når der var mulighed for det.
Men kursen til Guldborg Sund er øst - 90 grader til Grønvold Grund syd for Femø og videre mod Ledas Grund, Vigsø Skal og Argus Grund og derfra sydøstover mod Guldborgbroens to gitterbuer.
Men vinden flover noget, og der er ikke brus i havet eller om boven mere. Storsejlsfaldet skal kastes uden om en lanterne, før jeg kan få sejlet op. Det hjælper lidt - og kortvarigt. Motoren må startes i temmelig god tid før broen, og jeg fisker broflaget frem, som jeg havde med på togturen hjemmefra, og brovagten er venlig og hiver hele vejbanen op.
Sejlene kommer op igen efter broen, vel inde i Guldborg Sunds beskyttede vande. Man skal have tålmodighed som sejler. Vinden er lunefuld og meget sparsom. Men denne sejlads er hjemkomsten med min drøm i farvandet, jeg kender fra utallige ture gennem de seneste år. Løbet drejer om Grimmers Nakke og går sydøstover mod Falster med Hjelm Ø til styrbord. Bliv endelig i sejlrenden nu - med en større båd. Der er steder tæt på styrbords mærker, hvor dybden kun er 60 cm. ved normal vandstand. Efter tunnellens dæmninger, der kun levner en forholdsvis smal passage, åbner sundet sig igen, nu mod SV mod Hjelm og med Grænge Skov i horisonten. Fremme her kan du se Nykøbing F. med silo, sukkerfabrik og vandtårn i lige linie mod SØ.
Efter fire timer og lidt motor til sidst, når jeg i vindstille og begyndende tusmørke frem til Toreby Sejlklubs havn på Lollands-siden ved Nykøbing Falster. "Dhyana Pura" er sejlet hjem og er blevet "Esther".

25.- 26. juli:
Efter blot to nætter i fritidshuset i Hjelm meldte abstinenserne sig, og sejladserne fortsatte - først i Guldborg Sund med min bror og svigerinde, siden alene med en overnatning ved ankerbøjen ud for Løgnoret. Skal vi ikke køre dig til huset, spurgte de. Nej tak, jeg bliver her lidt endnu, sagde jeg uden at røbe, at jeg ikke kunne få mig selv til at gå i land. Turen er kort og smuk fra Nykøbing til Løgnoret.
Herude bliver lyset blåt og siden gråt, mens lamper tændes inde på land. Der er kun få kilometer i luftlinie til dobbeltsengen i Hjelm. Alligevel sidder jeg her og kigger ind på lysene fra et cockpit, der efterhånden bliver koldt og mørkt. I kahytten er der endnu lidt af dagens varme tilbage, men snart må jeg ned i soveposen og have vattæppet trukket over. Kun tosser og sejlere gør den slags. I morgen vil jeg vågne og glæde mig over, at jeg allerede er ude på vandet og ikke behøver at pakke en cykel og køre lange veje.
Min datter og hendes familie og en veninde kommer fra Marielyst til Nykøbing for at kigge ned i skibet. Nu er der benzin på dunkene og tobak i skuffen. Wienerbrød og smør og dåsemad. Familien er glade. Den lille Marie på godt et år kigger sig nysgerrigt omkring i kahytten. Sara henter beredvilligt en stak søkort i huset, så jeg ikke behøver at gå i land før sejladsen til København og Svanemøllehavnen, som du kan læse om her på sitet.
Tiden bliver også brugt til at træne lidt havnemanøvrer i Nykøbing. Underholdningen i havnene behøver ikke at bestå i mine forsøg på at slå frem og bak og frem igen og lede efter en ny plads, fordi den første var for svær at ramme.