Farvel til Dybvig Havn efter et kort formiddagsbesøg.

To-mastet gaffelrigger ved Fejø Sletterrev, juli 2001.

Tomasteren når lige foran Femø-færgen.

Falsters vestkyst i sigte.

Kraftig strøm ved østbøjen ud for Grimmers Nakke i Guldborg Sund.

Rolige forhold i Dybvig.

Dybvig Havn i juli 2002.

Aviserne studeres i Dybvig Havn. Klik for stort billede.

Aften i Dybvig Havn.

Noret og Ninsta ved Skalø - klik for større billede.

På lejet cykel til Skalø, sommer 2002.

2001 - 2003

Oversigtskort - klik

Marsvin i sigte
Juli 2001
Mandag morgen. Det regnede. Fra havestuen så jeg ud mod de dryppende træer. Jeg var opsat på at sejle langt. Alt var pakket aftenen i forvejen. Og nu regnede det. Et ganske lille ophold i det uldne vejr var tilstrækkeligt. Afsted på cyklen. Waderne på nede ved Hjelm Bådelaug. Ud i de grå, blanke vand og op i "Lille Esther". Jeg gled for langsom motor mod sydbøjen ved Grimmers Nakke, da marsvinene skød ryg over den blanke overflade foran skibet.

Det var første gang, jeg så marsvinene i Guldborg Sund, vidste ikke, de svømmede ind i det smalle farvand - under broerne. Hvordan undgik de ruserne. Der var jo ikke meldinger om druknede småhvaler og ødelagte garn.

Marsvinene dukkede op flere gange både foran og bag båden, jeg havde sat ned i fart. Regnen var ved at stilne helt af. Ingen andre var på vandet nu. Fortæl det derhjemme, og husk det hele, tænkte jeg.

I Guldborg traskede jeg igen fra havnens yderste bro, hvor det er nemt at lægge til, opad den lange lige vej til Brugsen, som handler med benzin fra en automat, der leverer et tilgode-bevis, når man ikke kan have for 100 kroner i en 10-liters dunk.

I den sommer skete det flere gange, at jeg havde nogle dage at sejle i, og at jeg ikke vidste, hvor længe, jeg havde mod på at være "til søs". Således heller ikke i dag. Fra Guldborgbroens potente broklapper sejlede jeg mod de grønne bøjer uden at vide, om jeg overnattede et sted på turen eller ej.

Søkortene sad i mappen. Det var computerkopier, udskrevet i A4 format på en gammel farveprinter for at skåne de store kort, jeg havde købt. Og igen var der den næsten kogende glæde over at sejle ad "ruten", jeg havde udstukket med blyant på kortet - Argus Grund, Vigsø Flak, Ledas Grund - næsten og sådan da. For igen kom jeg for tæt mod land ved Vigsø. Vandet blev lavt - meget lavt, men "Lille Esther" er også temmelig fladbundet, og jeg kunne roligt dreje langsomt af og styre nord på igen uden om grunden.

Henne mod Fejø, som dukkede op i den stille og lette dis, kom vinden svagt fra SV, og jeg kunne stoppe den gamle 8-hestes 2-takter og kravle op på dækket og hale storsejl og fok til vejrs i den slanke mast. Sejlene kom ned igen ved indsejlingen til Dybvig Havn. Jeg så ind i havnen og blev beklemt over de ukendte folk derinde. Drejede helt rundt. Udad igen til ensomheden. Vinden var jo fin i dag. Hvorfor ligge i en havn, når man kan sejle. Det gjorde jeg så. Tilbage til Guldborg Sund.

Rundt om Femø
Juli 2002
Der stod en frisk NV vind hen over Smålandshavet, da jeg kom ud fra Guldborg Sund med motoren brummende. Jeg ville sætte sejlene, men det blæste meget, og "Lille Esther" er ikke god i vinde over 9 m/s. Hun lægger sig ganske vist ikke mere ned, end jeg var vant til fra Sejlklubben "Sundets" sejlerskole på Øresund, men balancen var endnu ikke god i båden. Masten stod for langt tilbage, og det gav en luvgirighed i vinden, som gjorde det vanskeligt at holde rorpinden. I 2000 havde jeg måttet slippe pinden i et vindstød ud for Hjelm Ø i Guldborg Sund, og båden tog en karussel-tur, hvor jeg var overbevist om at ende i vandet. Det gjorde jeg ikke. Men jeg var en erfaring rigere.

Nu måtte motoren slide mod Femøs bakker langt ude i Smålandshavet i bølger, som sendte forstavnen til vejrs, afløst af dens bump mod vandet, skruens tidvise høje summen i fri luft og kaskader af vand til begge sider. "Lille Esther" kaster søerne godt fra sig - ud til siderne. Man bliver ikke våd i cockpittet under normale forhold.

"Guldborg Sund-mesteren"
Jeg spejdede altid mod sejlbåde, der var på størrelse med "Lille Esther" for at sikre mig, at jeg ikke var den eneste "dumdristige" ude på bølgerne. Denne gang fik jeg øje på "Guldborg Sund-mesteren", som Birte og jeg kaldte sejleren i en 20 fods båd med rulleforstag og andre specialiteter. En gang havde vi oplevet en af hans vidunderlige stagvendinger i frisk vind. En kvik drejning, ledsaget af et smæld, da begge sejl præcist stod ud på den nye halse.

"Guldborg Sund-mesteren" var denne blæsende dag på vej mod Femø med begge sejl stramt spændt ud på bidevind. Han krydsede med lange ben ind i Hildesvig og over mod Falster og Alstrup Rev. Jeg sejlede blot ligeud, men "mesteren" forsvandt snart forude og nåede langt ind under Femø, før han drejede syd på for at passere Grønvold Grund og Stemmetofte syd for Femø.

Bølger og vind slog mod mit lille skib, og det gik langsomt - nogle gange slet ikke, så jeg kiggede grundigt på søkortet for at finde vejen nord om Femø i mere læ. Det kan også godt være, at jeg kom i læ på den lange og seje tur, selvom det ikke føltes sådan. Jeg måtte gå langt fra Femøs kyst, syntes jeg, lovligt langt, for at komme øst om Skellerev. Først helt ovre ved Dybvig Havn, efter mange timers spejden mod roligere vande og ind mod Femøs smukke kyst, lagde bølgerne sig, og jeg sejlede ind i havnen og lagde til ved en fiskerbåd - for mig selv - og gik i land. - Du kan ligge her, hvis der ikke kommer fiskerbåde, sagde havnefogeden.

Fejø-Sakskøbing
Juni 2001
Her lå Birte og jeg også en gang lige efter, jeg havde tabt skruen i Bandholm og købt en brugt i Sundby. Vi tændte et par flagermuslygter på kajen, da det var blevet mørkt og krøb senere ned i soveposerne. Morgenen den gang var vindstille med spejl på vandet, så langt øjet rakte, og Birte ville hjem. For fuld kraft sejlede vi til Sakskøbing, hvor bilen, vi den gang havde, holdt parkeret. Nu kunne jeg i ro og mag sejle ud af fjorden og finde den svære rute øst om Askø til Kulmanden og Stemmetoftes sydbøje for at komme ind i Guldborg Sund og videre til Hjelm ad vandvejen.

"Tålmod er bærmen"
Sommer 2001
Den gamle 8-hestes Mariner havde et kort ben, som ikke var velegnet i bølgerne, selvom de aldrig når dramatiske størrelser i Smålandsfarvandet. En blæsende sommermorgen i Dybvig Havn bød på svære overvejelser, fordi jeg gerne ville hjem. Vejrudsigten på DR langbølger lovede ikke mere vind, end den friske til hårde, der blæste fra øst, og jeg talte på knapperne.

Ved 11-tiden sejlede jeg for motoren øst på mod Grønvold /Stemmetofte. Boven pegede op mod himlem og ned i vandet. Skruen larmede i fri luft alt for ofte, og "Lille Esther" blev slået ud af kurs og drev baglæns gang på gang. Nåede jeg overhovedet nogen vegne. Ofte ikke. Men kursen måtte holdes lige mod bølger og vind, og et godt øje til sydbøjen ved Grønvold, jeg var nået frem til, røbede, at det gik fremad - trods alt. "Tålmod er bærmen i lidelsens kar", sagde en tegneserie-helt, og det måtte jeg sande. Otte timer efter afsejlingen fra Dybvig Havn var jeg i læ i Guldborg Sunds brede munding nord for Guldborg.

Møde i Guldborg Sund.

Forsøg med sejlende kontor
Sommer 2002
I sommeren 2002 havde jeg en del arbejdsopgaver, som kunne klares overalt, hvor der var en telefon og en computer. Dage ad gangen - mellem møder i København - kunne jeg sejle i "Lille Esther", og mobiltelefonen og en bærbar Macintosh gjorde den trange kahyt til et "sejlende kontor". Kun en enkelt gang måtte jeg afbryde en længere samtale med min chef: - Har du tid at vente lidt, mens jeg laver en stagvending? Ellers sejler jeg helt ind i sivene. Siden spurgte hun altid, om jeg var til søs, når jeg tog telefonen.
Enkelte gange kunne det knibe med forbindelsen på mobiltelefonen, især i Dybvig Havn, hvor havnefogeden gerne lånte sin telefon ud.
Macintosh'en fungerede altid fint på batteriet i nogle timer. Så måtte jeg have strøm fra land. Internetforbindelse er endnu ikke mulig i lystbådehavnene, men den kommer sikkert inden for få år. En trådløs central i havnen a la Apples AirPort med rækkevidde udover de nuværende omkring 50 meter til havnens sejlere kunne være fremtidens service.