Birte er kommet med bussen fra Vordingborg til Guldborg i juni 2001. Nu vil vi sejle til Hjelm Strand, tage waders på og gå ind til cyklerne, som vil bringe os hjem til fritidshuset - en ny fri-weekend.


Fokken er sat til magelig sejlads denne fredag aften.


Møde i Guldborg Sund. Jolandia..


Vindstille aften ved Løgnoret.


Bidevind ved Grimmers Nakke.


Birte ved Hjelm Strand.


. . . landgang på "fødeøen".


. . . og i Motorbådsklubben i Nykøbing F.


Selskabet på vej til Hjelm fra Nykøbing F.


Jens efter sejlturen til Nykøbing F.


"Lille Esther" passerer Storstrømsbroen for første gang.


Sommersejladserne 2002 blev velkomment afbrudt af barnebarnet Marie, som her ses på Rigshospitalet et par dage gammel med min datter Sara. Foto: Niels Løchte.

Ture 2000-2002

Guldborg Sund
Alle sejlere kender sikkert til sommerfuglene i maven før turen. Holder vejret. Lægger vinden sig. Kommer der vind? For meget eller for lidt. Vil motoren starte, og hvor længe holder den? Sådan har det været næsten hver gang. Guldborg Sund er ellers et uskyldigt vand, som begyndere kan klare i de fleste vejrtyper. Bølgerne er små, selvom vinden er voldsom. Der er aldrig langt til land. Afmærkningen er god om dagen - mangler om natten. Trafikken er ikke tæt, ikke en gang i højsæsonen.


Birte med waders.

Stavreby og Nysted
Vennerne nede i Stavreby ved Falsters østkyst har "havudsigt". Et langt kig gennem hullet i havens høje bevoksning ned til Guldborg Sund. Hertil sejlede vi en lørdag i SV-vind og stærk strøm omkring Flatø syd for Frederik IX's Bro ved Nykøbing F. "Lille Esther" har ikke rebemuligheder i storsejlet. Du skal hale fokken ned og slække på storsejlsskødet, hvis vinden bliver for voldsom og krænger båden ubehageligt meget for en søndagssejlers sarte sind.

Storsejlet stod således alene ned gennem Guldborg Sund, indtil vi måtte sande, at faste aftaler ikke duer, når man ankommer fra søsiden. Vi satte motoren til ved indsejlingen til "Bredningen" syd for Hasselø og kunne snildt få øje på kostene til løbet ved Marrebæk Skov. Alligevel måtte vi bruge mobiltelefonen for at varsle forsinkelsen.

Middagen nåede vi - efter en runde med værterne til Gedsergård Bro, som ikke længere er i brug. Vinden lagde sig, og vi kunne fortøje ved badebroen - ikke tilrådeligt i blæst - og heller ikke tilladt. Siden brugte vi ankeret og vadede i land.

Selvom vi fik tilbudt et komfortabelt gæsteværelse med dobbeltseng og eget toilet, lod vi os ved midnatstid køre til badebroen, hvorfra vi entrede den lille plastik-kasse og lagde os i soveposerne. De natlige toiletbesøg skete diskret i mørket på en mindre spand i cockpittet.

I den stille morgen hørte vi vor værts bil på markvejen til stranden. Han medbragte frisk morgenbrød, tynget af medlidenhed udover hans sædvanlige omtanke for sine medmennesker.

Hvis man sejler lige S fra Gedsergård Bro, får man øje på sydbøjen ved Guldborg Sunds udmunding i Østersøen, hvorfra man styrer ca. V mod østbøjen sydvest for Flinthorne Rev. Så sejler man NV mod nordbøjen ud for Mads' Pulle lige mellem de yderste sideafmærkninger til indsejlingen til Nysted. Det gjorde vi, og vi var lige i land efter en is, før vi atter stak ud i kystvandet syd for de lumske sten ved Flinthorne Rev og drejede op i Guldborg Sund og sejlede til Hjelm Strand med en afstikker i land for at købe ind i Nykøbing F.

Indkøbssejladser
Det er blevet en fast rutine at sejle "i byen" efter varer i "Lille Esther". Der er ca. 4 sømil til Nykøbing F. fra Hjelm Strand ad vandvejen og 12 kilometer over land, og da budgettet ikke rummer både bil og både, skal transport af levnedsmidler over land foregå med bus og / eller cykel. Så er det sjovere at sejle på indkøb.

Da vi endnu ikke havde motor på "den lille polak", afgjorde vindretningen, om vi handlede i Føtex på Lollands-siden eller i Netto på Falster. Ved vestenvind blev det Føtex med anløb på bidevind i Toreby Sejlklub, og andre vinde tillod os at gå bidevind mod Falster-siden og lægge til ud for Netto eller længere oppe ad kajen. Der er forbudsskilte mod fortøjning af lystbåde på en del af kajen, og en enkelt gang fik vi at vide, at pladsen ud for Netto ville blive optaget om kort tid. Og da fik vi øje på den lange coaster på vej mod os, og den havde vi da heller ikke lyst til at ligge i vejen for.

Som ægte søndagssejlere bruger vi motoren i dag for at komme rundt til de pladser, som ligger nærmest den forretning, vi har tænkt at hjemsøge. Vi skal blot hele tiden huske, at varerne skal kunne bæres i land fra bådens svajeplads og ind til Hjelm Bådelaugs bro. Kun sjældent kan vi beregne tiden, så vi ankommer ved et højvande, der tillader, at vi lægger direkte til ved bådebroen for at losse.


På indkøb i Netto.

Fisketure
Vi har aldrig fanget noget. Men vi kaster jævnligt en snøre ud for at opleve spændingen ved fiskeriet. Det foregår med en almindelig stang og hjul og 25 mm nylonline med blink.

Fiskepladserne ligger gerne i læ og helst i solskin, men vi har også søgt mere målbevidst ud for tunnellen i Guldborg Sund, hvor vi hat set flere andre fiske. Henne ved Guldborg-broen har vi også kastet blinket ud nogle gange - især i hornfiske-sæsonen, men stadig uden held. Ikke en gang et bid.

Badeture
Fruen er glad for vandet og lader sig jævnligt glide ud i det rundt omkring i Guldborg Sund. Et af de første projekter efter købet af "den lille polak" var derfor at bygge en badestige, som hun kunne bruge, når hun skulle op i skibet efter et bad. Stigen bestod af to reb med rundholter imellem med passende afstand. Det var en snedig konstruktion, som kun havde den ene svaghed, at den forsvandt ind under båden, når man trådte på nederste trin.

Nu er badestigen kasseret, og på "Lille Esther" er den afløst af samme teknik, som jeg ved, man brugte på det norske skib "Thorshøvdi". Det var i sin tid verdens største hvalkogeri med en vældig slidske i agterstavnen hvorigennem man halede de store fangster op.

Mere skal der ikke skrives om den metodes anvendelse i Guldborg Sund og omegn. Kun at BA 26, "Esther" er forsynet med en fast badestige, og at der i et af kahyttens mange gemmer ligger en stige, som ligner min hjemmelavede. Om den sagde Preben Nymann Juul, da jeg købte båden af ham, at den havde en kedelig tendens til at glide ind under båden, når man trådte på nederste trin.