Lohals - her går det altid galt
Fruen har siden 2004 ikke været meget for at anløbe Lohals rummelige lystbådehavn, selvom den tidligere havnefoged hører til en af de mest kompetente, vi har mødt gennem årene. Der sidder nemlig et par "ulykkesfugle" på pælene i denne havn.
I 2004 kunne vi ikke få stævnen ind til broen - op mod vinden, og havnefogeden rådede os til at bakke ind og vende skuden ved hjælp af reb. Da vi skulle sejle efter en blæsedag, sad startsnoren fast, og vi måtte atter have fat i havnefogeden, der bestilte en mekaniker. En fumlen ved maskinen bragte den i orden på mystisk vis, og assistancen blev aflyst.
I 2005 sejlede jeg alene ind i en bunke tang i havnen og gik i stå. Anløbet til pælepladsen foregik med sindrige rebtrick og varede længe. "Esther" gik på grund, da jeg sejlede fra pladsen, men kom fri efter nogen tid.
Efter talrige kiks - også undervejs, ligger "Esther" i Lohals Havn 7. juli 2010.
I 2010 - dette skrives i Lohals - ville jeg netop ikke sejle til Lohals, af frygt for "ulykkesfuglene" på havnens pæle. Men da Lundeborg Havn var ganske overfyldt, måtte "Baloo" og "Esther" stikke over vandet til Lohals. Her forsøgte jeg at nå helt ind til broen efter at have sat agterfortøjningerne omvendt på. Det gik slet ikke.
Stævnen blæste ind mod stensætningen inderst i bassinet, efter at have vædret en pæl med bagbords lanterne (der holdt). En snarrådig og usædvanlig hjælpsom tysk sejler vadede ud i vandet og afværgede "stævnemødet" med stenene. Han fik et langt reb i hånden, og sammen med en stærk hjælper blandt de efterhånden ikke så få tilskuere slæbte han "Esther" ind til broen.
4. juli 2013 var den gal igen. "Baloo" og "Esther" var sejlet fra Vordingborg, og der var ikke megen tid til at løbe helt over til Lundeborg, som i øvrigt næsten altid er profuld. Det blev er Lohals. Hvorfor er der altid uheld? Denne gang begyndte det at regne og blæse op lige uden for havnen, og da "Esther" skulle liste ind på pladsen i modvind med agterfortøjningerne sat, gentog kunststykket fra Hestehovedet sig. Vinden greb stævnen og lagde skuden på tværs over flere pladsers agter-pæle. Jeg havde forudset, at det måtte gå galt, og et langt reb lå parat. Nu kastede jeg det fra stævnen ind på stenglacis'et til en venlig hollænder, der fik halet stævnen op i vinden og ind på plads. Tak for det.
15. juli 2013: Lundeborg Havn var ganske optaget, og i strid blæst sejlede vi gennem Smørstakkeløbet: "Undervejs udtænkte jeg den fejlfri ankomst til en plads i Lohals. Sejl helt ind til broen. Få et tov i land, og bak ud til agterpælene. Inde i Lohals var de forventede pladser ledige, og jeg sejlede ind mellem et par pæle til en hjælpsom sejler, der satte forfortøjningen i luv. Men agterstavnen blæste alligevel ind over de næste, tomme pladser, og den lange bådshage kom i brug. Min flinke hjælper var nu kravlet ombord på nabobåden i vindsiden, og han greb agterfortøjningen og halede ind. Helt ind. Tovet sad ikke fast på "Esther". Lohals slog til igen.
Efter nogen halen og kasten med reb - i vandet og siden om en pæl - var havnemanøvren omsider overstået, og jeg havde undskyldt mit manglende sømandsskab til den danske sejler, som holdt masken pænt.
Det skal tilføjes at afgangene fra Lohals i 2013 forløb nogenlunde med heldig sejlads ud i havnebassinet, men så var vindforholdene til gengæld sådan, at "Esther" måtte bakke ud af havnen og et stykke ud i Storebælt, før snuden vendte fremad.
11. juli 2014.
"Baloo" med Ejvind, og "Esther" havde Lohals som destination fra Faaborg på dette års sommertogt. Vi var sikre på, at Lundeborg var optaget, og Dageløkke lå for langt fra den følgende dags mål: Kragenæs. Derfor blev det Lohals, hvor der altid har været plads, omend "ulykkesfugle" har befolket pælene.
"Lohals-rebet", det længste tov ombord, lå parat, og den tre-fire meter lange bådshage var surret ved rælingen, da "Esther" gled ind i Lohals i en let til jævn østenvind. Undervejs hertil havde jeg udtænkt at lægge båden langskibs over et antal ledige pladser, hvis der var mange nok. Det var der, men en venlig sjæl tilbød at tage forfortøjningen, hvorfor jeg stak næsen lige ind. Det gik som sædvanligt galt. Hvorfor lærer man det ikke. Hjælperen måtte helt ud på en nærliggende motorbåd for at gribe "Lohals-rebet" og hive stævnen mod broen. Imens havde jeg sat agterfortøjninger på hver sin pæl. De synkefri reb lå nu i vandoverfladen, mens stævnen blev halet ind til broen med motorhjælp lidt frem og lidt bak, og forfortøjningerne blev sat. Nu gjaldt det om at hale agterfortøjningerne ind, så skuden lå lige på pladsen.
Hvad var nu den af? Den styrbords agterfortøjning var snoet omkring pælen, og da jeg ville rede det ud, sad tovet fast et sted under hækken. Stedet viste sig at være skruen, og noget brast inden i mig. "Lohals" tænkte jeg. Fra en lignende episode på Masnedø huskede jeg, at en sejler rådede til at starte motoren meget blidt for at se, om man kunne "dreje rebet af". Det kunne man, men lige så hurtigt blev det rullet ind på skrue(akslen) igen, og da en finger kom i klemme mellem det strammede reb og båden, var det min tur til at sidde fast. Da jeg havde fået slidt fingeren løs, blødte det slemt, og en person, der var ilet til hjælp, ville omgående tilkalde en ambulance. "Du skal på sygehuset og behandles straks", sagde han. Men først måtte Ejvind og jeg jo lige overveje situatiionen.
Den tidligere havnefoged i Lohals havde jo rekvireret hjælp til motorstart for år tilbage. Måske havde den nuværende havnefoged også gode forbindelser. Han ville forhøre sig lidt omkring, sagde han i telefonen, og efter en times tid ankom han til "Esther" med besked om, at hans sønner var gode svømmere og dykkere, og vi aftalte et redningsforsøg næste formiddag den 12. juli.
Ved 11,30 tiden ankom to unge mænd og deres far, havnefogeden, og den ældste tog undervaldsbrillerne på og kravlede i vandet. Han kiggede på forholdene under "Esthers" hæk og fik en tang og en hobbykniv af Ejvind. Det blev til mange dyk ind under "Esther", flot udført af sønniken, og nervepirrende at se på for mig. Endelig flød en rebstump afsted, og kort efter holdt min redningsmand den anden flossede tovende op. Skruen var fri.
Fingeren? Den blev vasket i vand og påsat et gazebind fra kassen, og kort efter blot et plaster. Sidst på dagen blev plasteret fjernet fra en hastigt lukkende "revne" i fingeren, der blev lidt stiv i det til glæde for vores fede hankat, Ditlev, og Fruen derhjemme, idet jeg ikke kan spille violin med en stiv ringfinger på venstre hånd."Godt det ikke var "fuckfingeren", var Ejvind og jeg enige om. I dag ved hjemkomsten, den 13. juli, er fingeren allerede halvt lægt og temmelig bøjelig.
Helten fra Lohals efter veludført redning af sejladsen videre.
Hvordan udtrykker man et sådant øjebliks taknemlighed? Ord er ikke nok. Et par pengesedler blev symbolsk overrakt dykkeren. Tak er som bekendt et fattigt ord. Jeg har måttet love Fruen, at jeg ikke sejler ind i Lohals Havn mere. Kan det undgås? Det ved jeg ikke. Men hvis det igen bliver Lohals, vil jeg følge Ejvinds råd, at lægge ind ved siden af en båd til luv og have godt med fendere ude, når "Esther" støtter sig til denne båd på vej ind mod broen.