
Michael til venstre er instruktør, mens hjemmesideredaktøren
og Merete endnu er 1. års elever. Vi er på vej til Flakfortet
en sommeraften med udsigt til både regn og vindstille. Foto: Jørgen
Strüwing.

Her er regnvejret og tre 1. års elever, den
gamle redaktør, Merete og Kirsten. Foto: Jørgen Strüwing.

Sejlklubben "Sundets" skolebåde for
2. års elever er to gaffelriggede spidsgattere, "Sundet"
og "Nordvest". Sådanne gamle træskibe med bovspryd,
klyver, topsejl og flying jibb, foruden storsejl og fok, er spændende
at sejle med. Langkølede og stabile og uden motor. Her sidder Bent
Kauling, Charlotte Winkler og Birte Tørnqvist i "Nordvest",
der er forsynet med en "kahyt", fordi vi skal på langfart.

"Sundet" står nordpå i Øresund
i frisk vind på Sommertogt 99. Togtet er med på hjemmesiden
og var en frivillig del af sejlerskolen i Sejlklubben Sundet.

En enkelt sejltur omkring nytåret 2000-2001
på Titicacasøen 3600 meter over havet i Andesbjergene kan
snige sig ind under sejlerskole- erfaringerne. Vinden var meget, meget
svag. En indianer holdt udkig i forstavnen. Det var tropisk sommer ud
for Copacabana i Bolivia.
|
Sejlerskolen
Sejlklubben "Sundet"
1996-2000
"Sundets" Sejlerskole i Svanemøllehavnen
og i Øresund og omegn tager to år, hvis man klarer alle prøver.
Første vinter foregår i klubhusets skolestue med knuder og
knob og tovværk. En gang om ugen. Motorlære og brandsikkerhed
er også denne vinters pensum. Sæsonen slutter med en teoretisk
og praktisk prøve. Så får vi lov til at komme på
vandet.
Sommerens sejladser som 1. års elever foregik den gang i klubbens
tre Drabant 24'ere, Porthos, Athos og Aramis, med fire-fem elever og en
instruktør på hver båd.
Hvis man er glad for at sejle og har flair for det, bliver man indstillet
til at fortsætte sejlerskolen den følgende vinter. Teorien
drejer sig om navigation og søvejsregler. Kurset afsluttes med
en skriftlig og en mundtlig prøve sidst på foråret,
og så kan sejladserne begynde igen på 2. år.
Nu er det ikke længere en levende og synkefri Drabant 24, men en
tung træbåd på godt tre tons, langkølet med mange
snore og sejl. De spidsgattede gaffelriggede skoleskibe er sjove, men
også svære at sejle. "Sundet" og "Nordvest"
er åbne både med op til seks elever og en instruktør
i hvert skib. Manøvrerne er de samme - ud af Svanemøllehavnen
for sejl, ud i Øresund, mand over bord øvelser og havnemanøvrer
i en uendelighed. "Kaffekursen" sættes imidlertid ind
imellem, og snakken går. I tusmørket går turen tilbage
til havnepladsen - for sejl. Og i hver sæson skal eleverne ud at
sejle i nattemørket for at træne øjet i at se fyrene
og skibslysene og orientere sig og sejle derefter.
Når aftnerne er blevet mørke - i begyndelsen af oktober -
kommer de afsluttende prøver i praktisk sejlads. Her er en repræsentant
fra Søfartsstyrelsen med ombord, og der sejles som vanligt med
skiftende opgaver som gast og skipper til hver elev. 3. oktober 1998 var
blæsende med vind af kulingstyrke fra øst, og halvdelen af
os dumpede til prøverne, som skabte lige så meget uro i sejlklubben,
som der var på Øresund under første dags prøver.
Det betød en sommer mere i gaffelriggerne, en dejlig sommer, som
blev suppleret med en pinsetur til Hven og det sommertogt, du kan læse
om her på hjemmesiden. Med nogen forsinkelse lykkedes det så
omsider at få duelighedsbeviset halet i land sammen med et førerbevis
til Svanemøllehavnens klubbers både. "Sundet" rådede
den gang over en Spækhugger, som måtte holde for til en række
sejladser i sommeren 2000 med klubkammeraterne - og en enkelt sejlads
i regn og blæst med Fruen og vor kommende svigersøn. Han
turde ikke sige nej og havde da også lang sejlererfaring fra bl.a.
det sydlige Stillehav.

|