Pakket l�rdag aften i Skan¶r Havn.
Pakket havn lørdag aften i Skanör Havn. Klik på billedet for at se det i stort vindue.


Skanør Havn.

Vel i havn
Frelst i havn efter hård vind i Østersøen.


Birte laver mad til os - i Skanør.


Så er der serveret . . hmm.


Hvordan kommer jeg hjem? Foto: Birte Tørnqvist.


Aftenskygger over stranden ved Skanör Havn.

R�dvi Havn
Rødvig Havn.

R�dvig Havn
Rødvig Havn.


Borddækning og måltid: Måske en enkelt kokkehue.


Fra kahytten en kølig sommeraften i Vordingborg.

Kapsejlads, Vordingorg
Kapsejlads i begyndende kuling ved Vordingborg.

Kapsejlads


Jeg lærte at holde af denne udsigt østover i Storstrømmen.


Med fem blæsedage, har alt, hvad der bevæger sig, interesse. Således også denne flok ænder, som lod sig lokke hen til båden, sålænge de fik brød.

Guldborgsund ved Nyk�bing
Sejlere i vindstille ud for Nykøbing F.

Klagshamn-Skanør
- Nykøbing F.

9. - 17. august 2003

9. august:
Birte kom til Klagshamn med tog og bus fra København ved 12-tiden. Vi spiste sen morgenmad i cockpittet i solen og den lette vind. Hun ville gerne sejle til Skanör i dag. Vinden, som havde været ret frisk fra øst om formiddagen, var løjet lidt af. Vi hejste genuaen ved kajen, kastede forfortøjningerne først og straks efter agterfortøjningerne, da båden drejede korrrekt. Så gled vi ud af Klagshamn for sejl og styrede 230 grader mod østbøjen syd for Höllviken fyr. Omkring halvvejs, da vi havde passeret sejlruten til Falsterbokanalen, kom vinden pludseligt fra SØ. Den kom som et hørligt vindbælte på vandet. Nu gik det stærkt. 5 senere 6,5 knob - og ca. 3 eller mindre på bidevind. Vinden tog stadig til, og søerne blev høje med skumtoppe. Vi holdt kursen vestligere end planlagt. Jeg forventede roligere vand, når vi kom i læ af Skanør-tangen, men vinden friskede stadig, og smult vand lod vente på sig. Ud for Skanør Kirke overgik vi til styrbord halse, men det var for tidligt i forhold til havneindløbet. Vi fortsatte på kursen indtil "Rännan" mod Skanør. Da kravlede jeg frem til masten og løsnede genua-faldet, trak det store sejl ned i blæsten og fik det lagt og surret foran langs søgelænderet. Og mirakuløst kunne jeg også starte motoren, mens Birte styrede tappert gennem bølgerne. Det gik meget flot, og vi dampede i roligere vand mod Skanør, som vi anløb temmelig fortumlede ca. 16, tror jeg.
Havnen var propfuld. To skibe lå allerede for anker uden for, men vi skulle ind og i land. Et par fra Hundige i en Albin Vega kendte tydeligvis vores situation. De hjalp os med oplysninger og fortøjninger, efter at vi forudsigeligt skrabede grunden i næstinderste plads mod ydermolen. Ved et par pæle og med ankeret ude agten, så vi ikke drev ind på lavere vand, lykkedes det at fortøje båden meget perfekt i forlængelse af et polsk skib, stævn mod hæk.
Vi havde glemt at lukke forlugen, da søerne begyndte at sende sprøjt, så puder og hynder var blevet våde. Dem lagde Birte ud, mens jeg ordnede fortøjninger, fald og sejl. Så lavede hun kaffe, og jeg måtte tænde nogler piber tobak.
Jeg spurgte hende ved den forsinkede frokost i cockpittet, om hun havde været bange. Det havde hun. Bange for at drukne. Det talte vi om, og om at båden jo nok kan synke men ikke vælte. Så lagde hun sig til at sove for at få rettet op på nattevagtens store søvn-underskud.

10. august:
Stille morgen med vestlig, svag vind og sol. Morgenmad i cockpittet. Polakken inderst skal sejle klokken 8. Han kan passere, uden at vi flytter skibet. Men vi ligger også på grund i lavvandet, som vil stige med den øgede vestlige vind. Flere forsøg viser, at vi står solidt i sandet. Motoren arbejder fint under forsøgene på at få skibet flot. Det lykkes ved 12-tiden, lige før Hundige-båden, Albin Vega, skal sejle. En stram styrbords fortøjning holdt båden fast. Jeg havde ikke set den. Måske kunne vi være kommet fri af sandet noget tidligere. Men nu var vi fri, og kun elledningen, som jeg havde glemt, holdt os fast endnu en stund. Da den var løsnet, røg den i vandet, og relæet på molen virkede og lukkede for strømmen. Vi fik hjælp ved forhalingen til kajpladsen af svenskerne ved siden af. Alt gik fint i øvrigt, og da vi lå trygt ved kajen, kunne vi vade op i bad. Ved 14-tiden gik vi til Skanør og handlede i ICA. Hjem i båden igen til kaffe og en fed Schwartzwalder-tærte. Birte badede ved Hundebadestranden, og vi inspicerede alle moler før kyllingen, spinat-pastaen, hvidløgsfluten og kaviaren til aftensmad i cockpittet. Nye waypoints er indlæst, Falsterbo Rev med fyret i centrum af sejrute-rundkørslen, samt anduvningsbøjen ved Rødvig, som Ejvind fik øje på, da vi sejlede fra Fakse Ladeplads til Svanemøllehavnen.
Kurserne over Øresund til Fakse Bugt er beregnet. Vejrudsigten for mandag den 11. lyder på østlig eller sydøstlig vind, under 6 m/s for Vestlige Østersø, og skiftende retninger, under 6 m/s for Øresund. Tirsdag kan der komme frisk vind, mens der er et kulingvarsel onsdag og torsdag. Også fredag kan byde på mere vind, end godt er.

11. august:
Afgang fra Skanør i jævn vind, der var aftaget fra at have været frisk til hård. Klokken var 12,30. Birte gik i strandbad for senere at tage bus og tog hjem til København. Jeg sejlede bidevind i S-SV mod Stevns og Strøby Egede med genuaen - 3-5 knob. Ud for Stevns friskede vinden op fra V, og bølgerne blev uregelmæssige og højere. Et kryds SØ ud i Køge Bugt/Østersøen gav roligere vand. Ud for Falsterbo Rev klokken 17 lagde jeg kursen mod Rødvig Anduvningsbøje på GPS'en. Den holdt hele vejen i svagere vind, så jeg satte storsejlet og gik nu op mod 6-7 knob, når det var bedst. Det var en herlig sejltur, og jeg var fortsat til Fakse Ladeplads, hvis jeg var sikker på vinden. Men det blev Rødvig med kort anduvning for spindende motor og manøvrer frem og tilbage i bassinet, til jeg fandt plads blandt jollerne - lige nok - mellem to bløde PVC-pæle. Skibet blæste så at sige selv om hjørnet og med stævnen lige op til forfortøjningerne. Klart skib og fortøjninger ordnet på en lille time. Så kaffe og svensk høtobak. Havnen er velforsynet med alt, men noget urolig i SV vinden.

12. august:
Havnefogedens benzin var blyfri, men OK-benzin ved brugsen ad vejen op fra havnens klint-side har den rigtige benzin. Så lavede jeg et tovarrangement, som fik Esther til at vende stævnen den rigtige vej, når hun bakkede ud mellem de snævre pæle. Klokken 8,45 sejlede jeg mod anduvningsbøjen ud for den gravede rende til Bøgestrømmen. Kurs 213-14-op til 220, da jeg gik udad fra kysten og sigtede lidt højt. Bølgerne blev roligere, og ved bøjen, som var svær at få øje på, var der næsten ingen. Motoren, som havde gået upåklageligt over hele bugten, blev varm, og termostaten satte farten ned til omkring et par knob. Dem måtte jeg nøjes med gennem renden og videre i Bøgestrømmen, indtil jeg satte genuaen og senere storsejlet og gik 4-5 knob til at begynde med. Vinden drejede nu mod nord til sommerfugl-sejlføring. Så snart vinden var agten, faldt farten til ca. 2,5 knob - uanset hvordan sejlene stod. Efter at have passeret Nyord gik båden helt i stå, og jeg satte motoren til, som nu gik op til 4 knob. Det holdt, indtil strømmen i Ulfsund satte farten ned til omkring 2,5 knob. Ved Lilleø, rød bøje, gik motoren varm men holdt omdrejningerne. Nu stod jeg stille i stærk modstrøm. Hvad så? Jeg sejlede, men kom ingen vegne. Ved at dreje lidt og holde omdrejningerne kom der gang i skibet, og farten frem til Farøbroen var på mellem 1,5 og 2,2 knob - ca. Ikke meget. Det tog lang tid. Men før Farø var der ikke plads til at krydse. Fokken havde jeg endnu ikke brugt på det nye skib. Det var genuaen, jeg kendte.
Da Farøbroen var passeret, gentog scenen sig fra Lilleø, og jeg besluttede at krydse for sejl til Vordingborg. Et langt ben mod Falster og et langt helt frem til bøjerne ud for Oringe. Så var der ikke mere vind, og motoren kunne ikke starte. Drivremmen bed ikke meget, og når den gjorde det, var det ikke nok. Jeg måtte sejle helt ind for sejl, og tog storsejlet ned, men kom i tanke om, at genuaen ikke er hurtig i stagvendingerne, så jeg hejste storsejlet op og tog genuaen ned.
Efter en times kryds i sneglefart for dagens sidste udpinte vind, gled jeg ind i havnen til en fin plads med stævnen til broen og ankeret ude agter til bagbord i mangel på fast pæl her. Et godt arrangement. Vejrudsigterne på havnekontorets tekst-TV viser vind fra vest onsdag - 5-10, senere 13 m/s for Vestlige Østersø.
22,45 vejrmeldingen fra DMI havde kulingvarsel for mange farvande, herunder Vestlige Østersø, Sundet og Bælthavet. Den hårde vind kommer onsdag eftermiddag, og kulingen - op til omkring 18 m/s - kan sætte ind fra onsdag aften.

Dage i Vordingborg
Vinden kom som en svag susen, så pibende i havnens rigninger, og sejlere mødtes om aftenen og drøftede situationen. Da kulingen var rigtigt i anmarch, hørte jeg de smældende sejl uden for kahytsvinduet og tænkte, at flere end de mange skibe for motor, var på vej i nødhavn. Men jeg tog fejl. Det var Sejlklubben "Snekken", som indledte onsdagens kapsejlads, og adskillige sejlførende var nu på vej rundt i vigen for at komme i startposition. De var ikke kede af det. Store skibe var det med undtagelse af en enkelt Bandholm 24 og en ukuelig Folkebåd, der også havde været ude i skummet tidligere på den blæsende eftermiddag.
Nu var der noget at se på. Flot så det ud, da bådene stod ud på ruten mod Farøbroerne. Og hjem kom de alle på bidevind med skum for boven.
I kahyttens læ studerede jeg Masnedø Marinecenters indkøbskatalog for at finde udstyr, så vor nye påhængsmotor kunne supplere eller erstatte den skrantende Albin-motor. En oplader og et beslag til hækken måtte undersøges.
Efter nattens blæst kom morgenen med endnu mere vind og et bad i land, morgenmad og ro. Tiden var rigelig. Jeg gik mod Masnedø gennem byen og var ved at blæse i søen ude på broen. Vandet fossede øst på som en flod om foråret. Andre sejlere osede som jeg i Marinecenteret. Dagene gik. Gåture, lidt lækkert at spise. Musik i kahytten. Telefon hjem til København. Oplader og påhængsmotorbeslag, skruer, knager og andet godt. Onsdag, torsdag, fredag og lørdag blev dage med tid i vederkvægende mængde. Et privilegium, tænkte jeg ofte i de dage.

Vordingborg-Nykøbing F.
17. august.

Sejlede ved halvotte-tiden for genua direkte fra broen i Vordingborg Lystbådehavn i let nordvestlig vind, som friskede op lidt ude. Kryds under Storstrømsbroen og langt mod Knudshoved Odde, før kurs og vind passede på Ledas Grund.
Heromkring traf jeg beslutningen om at prøve Guldborgbroen for sejl i stedet for at sejle til Bandholm eller Sakskøbing og montere påhængsmotor der. Beslag og separat oplader var købt under indeblæsningen i Vordingborg, hvor sejlere spadserede i rutefart mellem Nordhavnen og Masnedø Marinecenter.
Vinden var den bedst tænkelige til manøvrer ved broen. Sejlede med en løjende vind agten for tværs og plat læns til Alstrup Rev, hvor jeg gik på grund. Genuaen skulle ned forud for bropassagen, og jeg så ikke, at skibet drev ind på lavt vand. Lidt af en bet. Sejlene tog jeg ned, og hejste igen i vinden, så skibet ville blæse den rigtige vej. Siden vrikkede jeg retningen rigtig med roret, og omsider gjorde en hendøende motors ene cylinder i fremadstilling (der var ikke kræfter nok i bakstillingen) resten af arbejdet væk fra grunden, hvor jeg ikke stod særligt hårdt. En lokal, ung fritidsfiskertype reagerede ikke på mit tegn om en tovende. En tysker heller ikke.
Min "guru", Fritz fra Sejlklubben "Sundets" sejlerskole, havde den holdning, at man ikke kunne lære at undgå at sejle på grund. Man skulle lære, hvordan man kom fri, når man var sejlet på grund. Og en god regel er altid at forsøge at krænge skibet, så kølen slipper grunden. En anden er at kunne vurdere, om tidevandet er for opadgående, eller om vandstanden i øvrigt er stigende - og så vente med tålmodighed. På Alstrup Rev kunne jeg - ene mand - ikke krænge en stiv Bandholm 26 tilstrækkeligt til at en svag vind i storsejl og genua formåede at rokke skibet fri. I stedet blev det antagelig en blanding af held og lidt stigende vandstand, som hjalp mig fri.
Fra grundstødningen sejlede jeg for storsejl mod broen med ca 2,5 knob. Det føltes lovligt langsomt. En flok sejlere lå tilpas ved broen, til at han kunne åbne, og det gjorde han, så jeg kunne fortsætte sejladsen, suppleret ved selve passagen af motorens ene fiskekutteragtige, aktive cylinder. Jeg var igennem.
Flere dages tidvise spekulationer om, hvordan broen kunne passeres uden pålidelig motor og for sejl alene var forbi. Nu fulgte en perfekt og lækker sejlads på Guldborg Sund næsten til tunnellen, hvor vinden slap op, og jeg sejlede eller drev under en knob i solskinnet. Efter tunnellen var der en anelse mere vind, men mod Hjelm Strand forsvandt den igen, og jeg overvejede at lægge "Esther" for anker og hoppe i vandet med en vandtæt pose tørt tøj og svømme i land for at nå frem til fritidshuset i Hjelm, hvor Birte var ankommet fra København.
Så kom en sydvestenvind på ca 5 m/s, netop som jeg i realiteten sejlede baglæns i strømmen. Den kunne sejles snært bidevind med få kryds forbi Hjelm og bidevind de godt 4 sømil til Nykøbing på meget kort tid - en af turens lækreste sejladser. Så løjede vinden helt af igen, og en times kryds ned gennem havnen skulle der til, før jeg ved 8-9 tiden kunne fortøje i Toreby Sejlklub og rydde op efter sejladsen.
Sommeren 2003 bød på endnu en stille nat, hvori jeg vandrede gennem skoven mod Hjelm og fritidshuset, hvor Birte ventede. 10 kilometer efter Toreby Sejlklub listede jeg op ad trappen. Hej det er mig. Nu skal du bare høre...