Vinter 2010

Større billeder


Overvågning fra helikopter ved udsejlingen fra Buenos Aires 31. januar. Klik på billedet for at åbne et større.


Atlanterhavet med 22 m/s vind og 4-6 meter bølger.


Redningsbådene hænger over sjette dæk, tre etager over vandlinien.


"Norwegian Sun" ligger i Puerto Madryn på Argentinas østkyst.


Lodsen er gået fra borde ud for Puerto Madryn.


Svensk sejler har fundet en af verdens mest forblæste ankerpladser, Stanley på Falklandsøerne.


Albatros ud for Staten Island i Atlanterhavet.


Kap Horn i sigte.


Kap Horn.


Vi har rundet Kap Horn og sejler mod Ushuaia.


Vraget af det første krydstogtskib til Ushuaia ligger ud for lystbådehavnen i Argentinas sydligste by på Tierra del Fuego - Ildlandet. Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.


Beagle-kanalen fra Ushuaia til Magellan-strædet.


Punta Arenas, Chiles sydligste by. Klik på billedet for at åbne en stor udgave.


En venlig turist tog dette billede af herskaberne, som takker for at være frelst om Kap Horn ved at berøre Magellan-monumentets indianers blanke fod - vi kysser den ikke. Monumentet står i Punta Arenas i Chile.


Hul i disen blandt Chiles fjorde.


Landkending ved Chiles kyst 10. februar.


Isla Byron ved Penas-bugten på Chiles vestkyst.


Eneste lystbåde i Chacabuco, Aysen Sund. Klik på billedet for at åbne et større foto til "nærstudier".


Hjem med lasten fuld af fisk. Aysen Sund, Chile. Klik på billedet for at åbne hele motivet i et nyt vindue.


"Papparazzo-fotografen" har spottet en motorbåd med besætning ud for kahyttens åbne balkon. Klik for at åbne for detaljerne.

Til sidens top

På kryds til Kap Horn

31. januar - 14. februar
6. februar: Om tre timer er vi ved Kap Horn, Sydamerikas sydlige punkt - en ø, opkaldt af en hollænder efter hjembyen, Hoorn. Vi har sejlet omkring 1900 sømil fra Buenos Aires i Argentine, og det er ikke sket på "Esther" - utænkeligt - men ombord på et dekadent krydstogtskib, "Norwegian Sun".

Her er plads til et par tusinde passagerer og godt 900 besætningsmedlemmer med den norske kaptajn Rune Myre som chef. Ellers er der ikke meget Norge over "Norwegian Sun". Det hele er amerikansk og hvad dertil hører af magelighed og børnehave-stemning. Her er plads til både de tykke og de tynde - og til os ældre med og uden rollator.


Magellan-pingvin ved Peninsula Valdes, hvor Sydamerikas største pingvinkoloni holder til.

Vi ville jo gerne opleve de store have, og på internettet bestilte vi denne tur, som Fruen havde spottet i en avisannonce.

Alle formaliteter med bestilling af kahyt og betaling af turen kunne ordnes hjemmefra via Internettet - også fly til Buenos Aires og hjem igen fra Santiago i Chile. Snedigt.


Fra dækkene på det 12 etager høje skib syner Atlanterhavets bølger og dønninger ikke af meget. Herover er bølger på op til seks meter fotograferet fra det nederste dæk med fri adgang til det fri - dæk 6 på tredie etage over vandlinien.

Søsyge har vi jo aldrig været, og et 73.000 tons flydende hotel vugger ikke meget i seks meter bølger. Ude på dæk - eller fra kahyttens åbne balkon - lyder søen voldsom, og skibet hugger af og til i søerne og slingrer let. Men bordene har ikke kanter for at hindre servicet i at glide i dørken. Det er ikke nødvendigt her.

Selv i roligt vejr hører vi ikke skibets diesel-elektriske maskineri. Kun vind og bølgebrus når op til os på 10. dæk.


Klippeskarve på Falklandsøerne. Rederne bygges på klippernes fremspring.

Her på Falklandsøerne er der kun få tragiske minder tilbage fra den meningsløse krig mellem England og Argentina om øerne, efter at en argentiansk militærjunta i 1982 havde ladet øerne besætte. Lidt grave her og der, og en strand, der endnu er mineret til glæde for pingvinerne, som er for lette til at udløse de argentinske landminer. Fuglene er sikre på at være i fred for os.

Men som en følge af krigen ligger her også i Stanley et område med gedigne typehuse, der frit kan benyttes af Falklandskrigens veteraner til ferier eller som led i bearbejdelsen af krigens traumer.


Mange skibe endte som vrag på Falklandsøerne - enten slået ud ved Kap Horn og drevet eller styret så godt det gik, ind til øerne -eller forlist ud for.


Fruen modtager en pøsfuld vand af skibets svenske næstkommanderende, Svärdmark, i anledning af passagen af Kap Horn.

9. februar: Kap Horn blev opdaget af europæere den 29. januar 1616 fra to hollandske skibe. Øen fik, som nævnt, navn efter ekspeditionens initiativtagers hjemby i Holland: Hoorn. Kap Horn er berygtet som et vindblæst sted, og ved vores passage var vinden tæt på kuling med bølger op til fire meter.


Albatrossen er havenes fugl. Den tilbringer måneder til søs uden for ynglesæsonen.

Ildlandet, Patagonien og "Magallanes" (Chile) ligger med åbent vand mod Antarktis og har ikke den hjemlige Golfstrøm til at bringe varme frem fra lunere egne. Temperaturerne her om sommeren var på omkring otte grader, selvom det sydlige Sydamerika ikke ligger lige så sydligt, som Danmark ligger nordligt.


I kahytten kan vi følge skibets færd i fjernsynet på ringe kort og med for få oplysninger om navigation og vejr. Temperaturene i pools og jacuzzi får vi derimod oplyst på ægte amerikansk vis.

10. februar: "Magallanes" synes tomt for spor af mennesker under vores magelige sejlads gennem fjordene over et par dage mellem Punta Arenas og Puerto Chacabuco. Regndisen hænger for det meste tæt. Kyster og bjerge står i gråt. Af og til passerer vi et sømærke.


Fyrtårnet ved Isla Byron i Penas-bugten på Chiles vestkyst - godt 47. breddegrad.

11. februar: Rytmen på et krydstogtskib er nem at tilpasse sig, hvis man blot skal have dækket de basale behov: En af skibets restauranter er som regel åben. "Room-service" fungerer døgnet rundt. Maden er betalt over billetten. Bare kræv ind. Fyld tallerkenen. Sæt dig tilbage i den polstrede armstol og spis.

12. februar: Et par dage med klart vejr bragte de chilenske fjordes skønhed tæt på og gribende. Vinden har lagt sig til let til jævn vind, og inde under øen Chiloë ligner bølgerne dem, vi kender fra Smålandsfarvandet. Lidt ude på det åbne Stillehav kommer de gamle dønninger langsomt rullende, og det flydende hotel ruller med.

14. februar: Efter et par rolige dage til søs lagde "Norwegian Sun" i dag til kaj i Valparaiso, som tydeligvis har kendt bedre dage - før Panama-kanalen og før et par alvorlige jordskælv i 1900-tallet.

Jordkælv har næppe fået vores udvalgte hotel i Valparaiso til at kuldsejle ned i så ringe stand, at vi på stedet valgte at tage en taxa de 110 km. til Santiago, hvor hotel Gallerias heldigvis havde et ledigt værelse. Så er vi landkrabber igen - om vi overhovedet var sømænd på dette togt.

Krydstogt på en luxusliner er jo nok noget af det laveste, en rigtig sejler kan synke. Men vi sank med godt mod og oprejste pander i forvisningen om, at for rigtige søndagssejlere gælder andre normer.

 

Større billeder


Lystbådehavn i Puerto Madero, Buenos Aires.


Udsejling fra Buenos Aires.


Atlanterhavet syd for Montevideo.


Pingviner på Peninsula Valdes ved Puerto Madryn.


Pingvinparet holder sammen livet igennem.


Søløver ved Peninsula Valdes.


Far, mor og barn. Søløvehunnen tilhører et harem, som hannen forsvarer længst muligt.


Atlanterhavet nordvest for Falklandsøerne.


Indsejling til Stanley på Falklandsøerne tidlig morgen, 5. februar.


Hovedstaden, Stanley. Falklandsøerne.


Lystbådehavn ved Stanley, Falklandsøerne.


"Norwegian Sun" for anker ud for Stanley, Falklandsøerne.


Pingviner på Falklandsøerne. Klik på billedet for at åbne et større foto med pingvin-unger.


Kap Horn.


Chilensk forpost og fyr på Kap Horn.


Kap Horn er rundet, og kursen er sat nordøst mod Ushuaia.


Indsejling til Ushuaia med krydstogt-skibet "Antarctic Dream".


Beagle Kanal.


Lodsbåden på vej for at hente lodsen i Beagle Kanal efter afsejlingen fra Ushuaia.


Den italienske gletcher ved Beagle Kanal udgår fra Cordillera Darwin og er den eneste af de seks gletchere langs kanalens nordside, som når helt ned i vandet. Klik på billedet for at se endnu et gletscherfoto.


Fra Broen meldes om storm, der her ses piske de lave bølger op i skærgården på Chiles stillehavskyst 9. februar. Billedet er fotograferet fra dæk 10, syv etager over vandet.


Endnu en ensom forpost i det mennesketomme vest-chilenske fjordlandskab. Fyr og fyrmesterbolig.


Ved Penas-bugten 10. februar.


Aysen Sund i Chile under sejlads fra Chacabuco til Puerto Montt.


Monte Melimoyu i aftensol 11. februar. På vej mod Puerto Montt, Chile.


Sejlbåde har været et sjældent syn under turen syd om Patagonien og Ildlandet. Billedet er fra Puerto Montt i Chile 12. februar.

Til sidens top