Sommertogt 1999

Sejlklubben "Sundet"
Kort - klik her

Sommertogtet fandt sted fra 12. - 20. juli i gaffelriggerne "Sundet" og "Nordvest".
Ombord var elever fra Sejlerskolen med Erik Friis som instruktør på "Sundet" og Bent Kauling på "Nordvest".

Foto: Birte og Palle Tørnqvist.

Historien blev trykt i "Sundposten".

Planlægning
Pludselig væltede Bent Kauling sin øl. Flasken var heldigvis tom. Vi sad på junis sidste lune aften uden for Sundets klubhus for at planlægge indkøbene til sommertogt 99, syv mennesker - to fraværende helt lovligt. Erik Friis rejste sig og gik. Lidt efter kom han tilbage med nye pilsnere. Jeg må lære Bents trick. Men lige nu skrev vi indkøbslister over kaffe (Nettos Colombia, sagde Bent), slik (godt med chokolade - husk Marabous den store med franske nødder, sagde Bent), juice (Superbrugsen har tilbud i denne uge, sagde Bent), rom (Habana Club, sagde Bent), og tallerkner og knive og smør og kiks, æbler og bananer, (og en halv liter sød til kaffen, sagde Bent). Birte tilbød hjemmelavet rugbrød (De har skiveskåret i Favør, det er lettere, sagde Bent, som om han kendte hendes nærende brød, der kunne holde liv i 10 mand en uge). Vi ville også have toiletpapir - ikke kioskens det grove, vi kender til hudløshed, men en Irma-kvalitet med blomster, er vi enige om. (Og husk bon’erne, sagde Erik, der var kommet sig efter ølhentningen).
Vi skulle sejle mandag morgen den 12. juli. Der var længe til. Vi holdt lidt igen på alt det, der boblede i os af historier og fællesskab.

Vendinger
Hvis man ikke kan vende ved egen hjælp, er det en god ide at kaste en kvinde i vandet med en tovende og lade hende svømme hen foran båden og trække stævnen i den rigtige retning. Effektiviteten af dette gode sejlerråd blev bevist på "Nordvest" mandag den 12. juli midt på eftermiddagen - og i øvrigt også midt i Øresund.
Vinden var ikke noget at tale om. Den var der slet ikke, så det talte vi ikke om for at holde humøret oppe. Men Bent Kuling, som vi kaldte ham, kunne ikke lade være med at tænde en hel masse Kings. Han holdt cigaretten op i luften forskellige steder for at se, om røgen valgte en bestemt retning. Det var videnskabelige og vanskelige forsøg, fordi den såkaldte signifikans - det vil sige en vis ensartethed i de forskellige måleresultater - ikke var særlig god. Røgen drev aldrig samme vej i to forskellige forsøg. Heraf kunne besætningen som Hr. Kulings kompetente assistenter jo hurtigt slutte, at det var forbundet med åbenbare problemer at bestemme vindretningen.
Derfor var vi nødt til selv at vælge vindens retning - og vi var ikke dumme. Vi valgte selvfølgelig vinden lige agten, så vi hurtigt på plat læns kunne komme til Kirkebakken på Hven. Men hvordan kunne vi få vendt det tunge skib, så vi fik denne vind agten ind.
Mette, der er førsteårs elev og derfor ikke uden visioner, tilbød at springe i søen og vende "Nordvest", så vi havde stævnen lige mod Kirken i Kirkebakken. Så lå vi der. En gang i mellem måtte vi sende hende ud igen for at rette lidt op på kursen, og hun var også behjælpelig med et tage nogle kraftige svømmetag fremad for at ændre lidt på pejlemærkerne i land.

Mirakler
Nu var timen på dagen snart derhenne, hvor Vorherres frekvens normalt er indstillet på den indledende af mine daglige bønner. Så vi enedes om en heftig formulering vedrørende vindforholdene i Øresund, og da jeg kunne mærke, at Han sad deroppe og utålmodigt ventede på, hvor forbindelsen blev af, sendte vi en bøn om bare en smule vind afsted. En smule bad vi - beskedne som vi er - og rygvind, fik Bent Kuling føjet til.
Kattepoterne viste sig snart på det solspejl vi lå i. Medvind. Sandelig. Og Mette fik et håndklæde og en kop kaffe med en sjat ældre Ballantine.
Som bekendt er beskedenhed en dyd men ikke altid praktisk. Efter nogle få timer med en svag vind agten ind og en magelig plat læns, var der ikke flere kræfter i eftermiddagsbønnen, og der var længe til det næste sendetidspunkt, så vi måtte klare os med håbet om mirakler..
"Der er Tekla - og Flemming", råbte Bent og pegede ud over det blanke vand. Et flot skib. Han stillede sig op i stævnen og viftede med en tovende. "Et internationalt sømandssignal", betroede han os. Ovre på "Sundet" stod Spire og signalerede på samme vis, og da hendes flammehøjde er noget betydeligere end Bents, drejede Flemming Knudsen over mod "Sundet". Og i konvoj med "Sundet" og “Nordvest” på slæb gled armadaen mod Hven og Kirkebakken, hvor Flemming drejede af og efterlod os med et opskud, som rakte lige til kajpladserne. Halvanden time tog sejladsen, der sparede os for mindst syv timers driven for umærkelige vinde.

Vandmændene
Sommertogt 99 blev et studie i vandmænd. I det grønne vand lå de i flokke og smilede til os med to og tre og fire runde brilleglas og kindskægget i smidig viften. Vi havde tid nok til at studere variationerne fra rælingen, og enkelte vandmænd blev efterhånden så fortrolige, at vi kunne tage dem op i hånden.
Vandmanden har ikke kærestesorger, røbede Charlotte. Når den kommer ind på lavt vand, forvandler den sig fra hanvandmand til hunvandmand, og ud af "brilleglassene" kommer børnevandmændende, bittesmå, af de selvbefrugtede æg. Vandmanden svømmer ved sammentrækninger af dens ringformede muskulatur. Vi frygtede ofte, at det lykkedes en vandmand at overhale "Nordvest" i hendes fulde længde, men det skete ikke.

Svensk gastronomi
Sveriges mest markante bidrag til international gastronomi er knækbrødet, siges det. Det var derfor naturligt, at sommertogtets egen proviant måtte holde for, både den faste og flydende, når vi anløb svenske havne. Men det friske morgenbrød ville vi ikke undvære. Mange af sejlklubbens medlemmer kender sikkert Lottas Kabyss i Kirkebakken, hvor den kvikke svenske bagerjomfru på få minutter tryller en præfabrikeret dej om til brød med sprød skorpe ved hjælp af mikrobølger. Indmaden er stort set smagsneutral med undtagelse af hendes velsmagende durrum-hvedebrød.
Da en lille ekspedition blev sendt i byen fra Höganäs' øde havn efter morgenbrød, standsede vi på torvet ved Bosse-bagare og købte hans standardsortiment i håbet om at denne Bosse skulle vise sig i besiddelse af lidt håndværkstalent. For at få lidt mere ud af forventningernes sjældne øjeblikke lod vi os også friste af Bosse-bagares "kaffe med påtår" - nej det er ikke det franske "avec", men en ekstra kop til samme pris. To kopper, brygget på bønner, beregnet til een.
Desværre havde vi ikke senere på dagen tid til at kigge ind hos Höganäs-bageren for at banke bagerfagets elementarlærdom ind i hans bolledej. Vi skulle nå Länstrafikens blåstribede bus til Mölle 12,56, fordi Bent havde et sidste bud på svensk gastronomi - blåbærisen på havnekajen deroppe under Kullabergs klipper. Og blåbær-is kan de lave, disse mennesker. Og så skulle det om aftenen på restauranten i Ransvik vise sig, at den ene af dagens retter, laks med grønt, i det mindste levede op til Sveriges nylige EU-medlemsskabs standarder for det fælleseuropæiske køkken. Svensk var den velsmagende ret næppe.

Dansk gastronomi
Med Eriks sublime spaghettigryde fra Kirkebakken i frisk erindring besluttede damerne på "Nordvest" at vise, hvad dansk gastronomi kunne byde på med råvarer fra Gillelejes butikker og fiskehandlere. "Cafe Havnemolen" blev etableret i læ af det lave plankeværk ved yderhavnen, hvortil vi dramatisk havde tumlet "Nordvest" ind efter sidelæs sejlads gennem indløbets stærke østgående strøm under stygge eder og krydsende, kryptiske kommandoer fra Bent til Charlotte og undertegnede ved mastens våde tovværk. Torsdagen havde været en hviledag, hvor jeg - belært af indsejlingen i går - repeterede kofilnaglens mysterier på en stille pub, og pigerne havde købt ind til grillfest: Hvidvinsdampet friskfanget forel, bagte kartofler, varme hvidløgsbaguetter med persillesmør og hvidløgssmør samt "Edwin Lauterbachs vegetar-bouillabaisse" med rosenkål, løg, krydderurter, champignon, grøn salat, forårsløg, dild, citroner, paprika, salt og friskkværnet peber for nu at tage munden fuld. Dertil hvidvin og rødvin af tør italiensk type.
Tre grillblus mellem molens store sten blev tændt, efterhånden som retterne skulle over. Først til kartoflerne, der skulle have en time, derefter til "Lauterbachs vegetarbouillabaisse" og til sidst en gloende grill til de to hvidvinsdampede foreller i stanniol. Fiskene var tilsat forårsløg, finthakkede løg og dild. Baguetterne fik plads på blussene lige før, vi kunne byde til "bords". Mere skal der ikke skrives om dette måltid. Kun, at det ikke var muligt for Bent at huske, hvornår han havde smagt noget bedre. Så er alt nemlig sagt.

Himmel og hav
For landkrabber og søndagssejlere i hurtige motorbåde er havet en vældig flade, der altid er blå og lige til at stikke tværs over i fuld fart i alle retninger. For novicerne og de mere eller mindre befarne i sommertogtets gaffelriggere blev havet lige så varieret som det østjyske fjordlandskab i byger og sol.
Snart lå det mørkegrønt og blankt lige under os og hvidt og lyseblåt mod kimingen med de tidvise flade dønninger som det eneste, der brød det store spejl. Andre gange mørknede det i gråblåt og sort, når vindstød krusede overfladen, og skibet gav sig og krængede let, og vi igen hørte det gode bovvand boble foran. Men det kunne også være voldsomt og rejse sig skummende vredt mod en forreven himmel, der sendte vinden fejende hen over dets toppe. Eller give igen mod en tordenbyges tætte vandmasser og blive hårdt, så regnen rejste sig af havet, som om det havde fået nok.
Mellem himmel og hav havde vi vinden, vi lærte at holde af og at respektere. Som regel var der enten for lidt eller for meget. Men var vinden lige tilpas på seks-otte sekundmeter, og vi strøg afsted med sol på et skrånende fordæk - eller vi havde den agten for tværs ned gennem det nattemørke Øresund og kunne se kystens lys flytte sig, da kunne selv Bent blive tavs, og der bredte sig en sjælden, velsignet ro over skibet.
Der var også tavshed efter de hurtige råb om at slække ud på alle sejl og lade stormen bestemme retningen, da en tordenbyge ramte os ud for Gilleleje med vindstød på over 16 sekundmeter under sorte skyer i tæt, grå regn. Det kogte. Det regnede og haglede. Det var ikke af denne verden. Det var, som om skibet var løftet op et ukendt sted, hvor himmel og hav mødtes i kaotisk kamp. Lyn glimtede i skarpe smæld. Vandet fossede ned og blev igen slået tilbage af havet. "Nordvests" stævn pløjede sig gennem sydende skum for slækkede sejl, og Charlotte stod roligt ved pinden. Min eneste tanke var: Hvor længe vil det vare. Vil Kattegat nå at rejse sig for alvor, inden det er forbi" Og pludselig var alt ovre. Kogende vand og skum forvandlede sig til nådige, grå søer. Vinden lagde sig til magelig sejlads på bagbords halse agten for tværs. Vi fandt atter kursen mod Höganäs og serverede en varm kop dynd til Charlotte. Tak for indsatsen og for roen.

Hammerhajer
Hammerhajer og racermåger. Rygterne om disse sjældne dyrearter i Svanemøllebugten og omegn var godt kendt af sommertogtets gaster gennem uhyggelige beretninger fra Steinars fredagshold. Vi var hele tiden på vagt. Og det var der god grund til.
Allerede den første stille og idylliske sejlads i Øresund havde sine nervøse øjeblikke, da to skikkelser pludselig dukkede op i vandet ud for "Nordvests" ræling. "Hammerhajer!", skreg jeg vist nok lidt for højt. Og Birte var straks parat med bådshagen for at jage dyrene væk. Men Bent udviste ro og besindighed og rakte ud efter den gamle Ballantine. Uden at ryste på hænderne skænkede han to glas og rakte dem ud over vandspejlet. "Min hjemmelsmand på Steinars hold har s'gu ikke fortalt, at de kan beroliges med whisky", tænke jeg. Men så opdagede jeg, at hallucinationen forandrede hammerhajerne til Eriks og Spires våde hoveder ude i vandet og turde ikke tænke videre over ligheden.
Men Hammerhajen slog til, da vi sejlede ud fra Höganäs med aftalt kurs på "Svinbådan" - det mærkelige fyr langt fra kysten. Vejret var så mageligt, at Birte turde tage rorpinden, da stødet kom. Det var som at sejle ind i et kolonihavehus. Hammerhajen må have fået et slemt skrub af "Nordvests" tunge køl, for der skete ikke mere. Bent, der har et nøgternt forhold til havets dyreliv, påstod at vi havde ramt en sten på havbunden, og han hævdede oven i købet, at den og andre sten var afmærket med krydser på søkortet. Hammerhajen vil sikkert komme efter ham for den påstand.

Racermågerne
Vi så ikke racermågerne, da de angreb, for det var bælgmørkt, og vi var blændede af lysene inde på Vedbæk Havn, som vi havde stirret mod en times tid natten mellem mandag og tirsdag den 20. juli. De slog naturligvis til, så snart Bent Kuling havde lagt sig for at hvile lidt, inden hans tørn kom.
Charlotte og jeg stod ved sejlene og rorpinden, da det begyndte at suse oppe omkring masten, mens vinden lagde sig helt. Så begyndte skibet at rotere. Rundt og rundt. Mågerne pressede snart på styrbords, snart på bagbords halse. Vi lyste op på klubstanderen. Den hang slapt ned. Inde over Sjælland tændtes lynene i glimt. Var der ikke en vældig flok hvide fugle over os"
Så blæste en brise fra land, og vi begyndte at sejle. Lysene i Vedbæk sank agterud. Nattesynet kom igen. "Man kan da ikke lægge sig et øjeblik, før der går kaos i det", sagde Bent, da han rejste sig fra toften - lokket af bovvandets vedholdende klukken og småsprøjt, der lover rigtig sejlads.
Men Bent Kuling fik også racermågerne at føle, da de endnu en gang sendte "Nordvest" på karusseltur, hvor vi til sidst blev så rundtossede, at vi tidligt tirsdag morgen - endnu før det blev helt lyst - styrede fortrøstningsfuldt mod lysene på Lynettens skorstene i den tro, at nogen havde sat røde lamper op på Svanemølleværket.

Med Kronborg om styrbord
"Vi er hjemme mellem klokken fire og klokken fem", sagde Erik beroligende til Inga, hvis ferie var forbi næste dag. Det var mandag morgen den 19. juli i Helsingør. Morgen" Ja for Erik i ferierne. Han kompenserer for de lange daglige rejser fra Rågeleje til jobbet i København og rykker dagene tre-fire timer i ferien. Derfor var klokken 11 morgen i Helsingør Nordhavn, da "Sundet" og "Nordvest" var klar til at sejle.
Vinden var svag fra syd, da vi stod ud af havnen og listede afsted på bidevind. Da vidste vi ikke, at vi skulle have Kronborg om styrbord de næste fem-seks timer.
Efter fire dages kraftige vinde fra vest, var Østersøen fyldt med vand. Nu skulle vandet tilbage i Kattegat godt hjulpet af denne svage men stabile sydlige vind. Alt det vand mødte vi, da vi havde tænkt os sådan lige at stikke over færgeruterne mellem Helsingør og Helsingborg.
Og vi skulle helst ikke ud i den nord-syd gående sejlrende for de store jernskibe, men det kom vi i "Nordvest", og jeg opfattede i Bent Kaulings talestrøm, at man kunne risikere, at den svenske kystvagt kom sejlende og trak skibet ud af svensk sejlrende mod en klækkelig bøde på nogle tusinde kroner som tak for assistancen.
Der var en skærende kontrast mellem vores teoretiske beregninger af kurs og kollissionsrisiko og den kendsgerning, at vi blot måtte sejle efter den svage vind og håbe på dens stabilitet og så ellers vende skuden, når der var risiko for at sænke en færge med mand og mus. Først sejlede de allesammen frem og tilbage foran os. Så begyndte omsider nogle af færgerne at foretrække at krydse Øresund bag ved os undervejs mod Helsingborg. Scandlines fortsatte med at krydse foran, så vi undertiden kunne se hele smörgåsbordet og indkøbsvognene med guldbajere. Efter en hensynsfuld vending kiggede jeg grundigt efter, om jeg kendte nogle af folkene ombord, men det gjorde jeg ikke.
I timevis sejlede vi gennem meget vand, men over meget lidt havbund ude i dette underholdende farvand, indtil også Scandlines foretrak at sejle bag om - og vi igen fik fornøjelsen af at se Birte i cockpittets åbne del. Hun bryder sig ikke om færger med svenskere og guldbajere, men læste i stedet for tredje gang Berlingske Tidende fra fredag den 9. juli og en enkelt sektion af Politiken fra den 14. juli, som hun havde listet fra Nini og havde tørret på stenene i Höganäs. "Hvad et det for et stort, gult hus," spurgte hun og pegede mod land. "Det er Kronborg", sagde vi.

PS: Sommertogtet gik fra Svanemøllehavnen til Kirkebakken på Hven. Herfra sejlede vi til Gilleleje, hvor vi lå over en dag, før turen fortsatte til Höganäs. En dag i land blev brugt til busudflugt til Mölle, hvorfra vi gik op på Kullen. Fra Höganäs sejlede vi til Helsingør. "Sundet" drog dagen efter til Nivå og overnattede, mens "Nordvest" sejlede direkte til Svanemøllehavnen natten igennem med ankomst 20. juli 4,30.

Forfatteren ved roret på "Nordvest".
Foto: Birte Tørnqvist.