Blæsedag i Guldborg
Blæsedag i Guldborg.

Blæst i Guldborg
Kun større sejlbåde var ude søndag den 27. juli. Her er udsigten fra kahytten mod Grimmers Nakke og Sønderskov SØ for Guldborg.

Kahytten
Computeren kom i brug i kahytten. Til dagbog, musik og spil.

Morgenlys over Guldborgbroen

Storstrúmsbroen i sigte
Storstrømsbroen i sigte fra Vesterskov Flak.

Under Storstrømsbroen
Så er det lige før, Storstrømsbroen passeres.

Ulfsundbroen
Ulfsundbroen ret foran med vinden agten for tværs.

Fakse Ladeplads
Fakse Ladeplads.

Stevns Klint
Stevns Klint.

Hjem fra aftensejladser
Sejlerne vender hjem til Svanemøllen efter aftensejladserne.

Svanemøllehavnen
På plads i Svanemøllehavnen.

Fra Københavns Havn
Refshaleøen og lidt af Batteriet Sixtus.

Langelinie
Langelinie.

 

Nykøbing F. - Svanemøllen

26. - 29. juli 2003

26. juli:
Fruen havde endnu ikke set det nye skib. Hun var på arbejde inde i Byen, og der var længe til hendes næste fridage. Altså ville jeg til København, så hun kunne se vidunderet: Lørdag eftermiddag var solrig og stille. DMI varslede mere vind søndag, og et bælte med hård vind skulle passere inden mandag eftermiddag. Sejladsen gik for motor til Guldborg, hvor strømmen viste sig meget kraftig. Flere fortøjninger og spring blev sat på ydermolen, som ikke var færdig. Da vinden friskede op fra SØ, måtte et bræddearrangement etableres, så vanterne ikke klemtes mellem broens tværgående brædder.
Guldborg Havn er ikke præget af professionalisme. Elektriciteten forsvandt fra broen og kom ikke igen før næste dag.

27. juli:
En blæsedag i en mindre havn og en endnu mindre by præges af møder med de samme sejlere igen og igen. De flakker rundt mellem ishuset, købmanden, båden og molerne. Efterhånden går snakken livligere, og blæsedagen udvikler sig til en social oplevelse.
Således også i Guldborg. Et erfarent og garvet ægtepar fra Fakse Ladeplads blev også fortumlede i hårdt vejr, selvom de havde sejlet i over 20 år. Godt at vide. Og motorproblemer havde de haft, skønt manden var maskin-ekspert.
Bådene lå godt pakket i inderhavnene i Guldborg. På ydersiden var der bølgegang og hård vind, men ingen fremmede fødder på dækket. Alle snore holdt, og elektriciteten kom tilbage.

28. juli:
DMI's vejrudsigter på lang- og mellembølger er nyttige og ofte nødvendige, hvis havnekontoret ikke har slået de seneste meldinger op i vinduet. I Guldborg kender man ikke den type service, så batteriradioen måtte levere oplysningerne, der lød gunstige denne morgen - højest 10 m/s fra NV.
Alligevel blev sejladsens første fem-seks sømil en hård omgang. Ledas Grund er det sydøstlige Smålandsfarvands centrale punkt, og for motor gik det mod vind og bølger med kun et par knob. Den tunge båd væltede sig i bølger, syntes jeg. Det var ikke varmt, men i læ af sprayhood'en kunne jeg se ind i kahytten og gennem det buede vindue ud i blæsten og bølgerne og horisonten, som takket af bølger vippede op og ned - og fra side til side. Jeg sendte skibet og dets hyggelige beskyttelse en venlig tanke. Når det gjaldt, var dette "flydende kolonihavehus" en gennemtænkt konstruktion, der ville frem over havet, og kunne komme frem.
Siden strøg "Esther" - tidligere "Dhyana Pura" - fint afsted for genuaen fra Vesterskov Flak, under broerne og gennem det snoede løb fra Farø-broen til Kalvehave og Stege Bugt. Man skal blot huske at sejle lige nord mod Nyord og herfra vest mod Bøgestrømmen.
Den har mange sejlere respekt for, men løbet er godt afmærket, og denne gang skulle der kun lidt motor til i ny og næ - ellers lå kurserne på op til magelig bidevind.
Jeg aftalte i mobiltelefonen at mødes med min bror, så vi kunne følges i båden ind til København. Det blev en sejlads til Fakse Ladeplads fra Bøgestrømmens afmærkede rende, som lod sig gøre for motor i jævn modvind og moderate bølger.
Fakse Ladeplads er ikke så hyppigt besøgt som Rødvig. Havnen ligger ikke lige på ruten mellem Smålands-farvandet - Østersøen, og Køge Bugt - Øresund. Men det var værd at tage afstikkeren vestover. Havnen er hyggelig, servicen er fin, og der var god plads denne mandag aften i højsæsonen.
I sommeraftenens tusmørke så jeg lygterne fra min brors bil i land, og snart var vi to om sejladsens eventyr.

Ejvind blev "smittet" i sommeren 2000 med sejlerbacillen på "Esther II" for bidevind i Guldborg Sund. Han meldte sig ind i Sejlklubben Sundet og tog duelighedsbeviset, købte en båd, som vi sejlede fra Roskilde til Svanemøllehavnen. Den er netop skiftet ud, og i dag har han en dejlig Amigo 27 stående i Holbæk. Den sejler vi til København i foråret 2004 - gør vi. Du kan se båden her:

29. juli:
Der har vi anduvningsbøjen til Rødvig Havn - nej der. Skal vi vædde. Selvom vandet var fladt, og vinden næppe mærkbar, sigten god og sansernes brug i top, kan bestemmelsen af sømærker på visse afstande godt volde problemer. Lang tids stirren efter en kompas-afmærkning, der skal dukke op, resulterer ofte i, at andre genstande på land eller i vandet tages for at være den kost, man søger.
Min bror og jeg blev ikke enige, før han havde fået ret. Et godt råd er at være tålmodig. Hvis kursen er målt rigtigt på søkortet, eller positionen er plottet rigtig ind på GPS'en, skal sømærkerne nok dukke op.
Afstandene er store til søs, og du ser langt. Mange koste ses først en sømil eller en halv - måske - ude. Og du synes, du har sejlet længe for at få det i sigte.
Vi sejlede hele dagen i næsten fladt vand. Kun de irriterende speedbåde bragte uro over "Esther". Dønningerne fra den store trafik var små og spredte. Køge Bugt, som er lystsejlernes skræk, hvis man skal tro de mange beretninger, viste sig flad. Blank og flad.
Først i Københavns Havneområde efter Nordre Røse var trafikken på vandet stor nok til, at vi blev gynget lidt.
I Svanemøllehavnen, som vi kender godt - lidt for godt - fra sejlerskolens havnemanøvrer, kunne vi for en gangs skyld lægge ind for motor - et næsten ukendt begreb i Sejlklubben "Sundets" sejlerskole.
Det var første gang, jeg var i Svanemøllehavnen i eget skib. Endnu en drøm var gået i opfyldelse. Men hvad ville Fruen sige? Hun blev glad - ligesom min mor og svigerinde, som også kom ombord denne kølige aften.

Svanemøllehavnen er de mange rigtige sejleres havn. Her ser du sejlene blive hejst op helt inde på bådepladserne, og du ser dem ile forbi de tomme master gennem havnens bassiner - både ud og hjem fra Øresundsturen. Og for nybegyndere er det værd at vide, at sejlerne på Øresund kender vigereglerne til søs. Så går du for motor, regner de sejlførende med, at du viger. Hvis du ikke gør, bliver du sejlet ned.
De ungdommelige speedbådsførere og de ældre og mere mavesvære motorbådssejlere bliver mindet om hastighedsbegrænsningen i Svanemøllehavnen, hvis de ikke husker at holde lav fart og undgå, at sætte alle havnens sejlere i bevægelse. "Sæt farten ned, tumbe". "Du laver uro i hele havnen, bonderøv". Sådanne manende råb kan du høre, hvis du ikke viser hensyn.

31. juli - Den lille havfrue
Vi havde jo sentimentalt snakket om, at skibet skulle ind til Den lille Havfrue, og det kom hun en aften med svag brise. Birte og vores voksne søn sejlede med rundt om den nye fiskerihavn og frihavnen og tværs over havneindløbet, forbi Trekroner og ind ad Lynetteløbet.


Simon holder udkig i havnen.

Vi gik tæt på de store krydstogtskibe ved Langelinie. De tårnede sig op over os. Havfruen lå der endnu, og nede ved Nordre Toldbod stod en stærk nordgående strøm. Det var tid at vende om. For sejl er det kun tilladt at sejle frem til den første gule bøje ud for Batteriet Sixtus på Holmen. Men med motor kan man komme til Knippelsbro og inden da dreje ned i Christianshavns Kanal og Nyhavn.
Sejlklubben "Sundet" havde - i hvert fald for få år siden - den faste tradition at sejle i konvoj gennem Københavns kanaler, når masterne var taget ned om efteråret. Så lagde skibene til ved de listige værtshuse, og de, der kunne tåle det, fik nogle skarpe.

5. august - Flakfortet
Også min mor på 83 havde mod på at sejle, mens "Esther" lå i Svanemølle-
havnen. Hun havde allerede vist, at hun - trods side 83 år - sagtens kunne manøvrere sig over søgelænderet i forstavnen, og nu sad vi her en formiddag - min kone og min mor - og sejlede for genua og frisk vind agten for tværs mod Flakfortet. Vi ville have været i land, men tiden blev knap. Vi drejede rundt og passerede Middelgrundsfortet tæt på under sejladsen tilbage, så min mor kunne se, hvorfra de censurerede breve, min far sendte hende som interneret marinesoldat i 1943, kom fra. Nu kiggede hun ind på Kajgaden, han skrev om, og de uhyggelige vindueshuller.

Sejleres mani og eufori
Hvorfor nu denne overskrift. For at forklare en uges ophold hver dag i en lille, flydende æske af træ og glasfiber i en fyldt havn i stedet for at nyde en solfyldt sommer i landets charmerende hovedstad og en lækker lejlighed tæt ved centrum. Jeg tror, mange sejlere er maniske i en konstruktiv grad. De suger båden ind i sig, pudser og vasker og kæler for alle de detaljer, de kan finde ud af og ikke finde ud af. Og ude på vandet går de i et med skibet, vinden og bølgerne, husker alle situationer - og taler om dem i timevis. Sejlermanien og -euforien trives bedst, hvor kun sejlere er til stede.