|
Finsk Tango 8. juli Sejlturen hertil begyndte klokken godt fem i morges i Toreby Sejlklub i en svag nordøstenvind - for snært til bidevind-sejlads. Vejrudsigten var fantastisk - op til jævn vind fra øst, kun få skyer og temperaturer på den rigtige side af 20 grader - i dag, i morgen, på søndag og de følgende dage. Sommer. Store telte og rækker af moderne retirader er sat op på området ved Kristineberg, hvor spejderne vil slå lejr fra 16. juli. Sådanne indretninger kendte vi ikke i min tid. Vi gravede et hul og satte en solid gren over at sidde på. Guldborgbroen syntes udslukt, da "Esther" ved otte-tiden drev mod den i strømmen, og der skulle mange vendinger til, før tre røde blink fortalte mig, at der snart var passage. Tak alligevel, brovagt. Kort efter "Havrehestens" vestbøje satte jeg storsejl og genua og strøg mod Vigsø Skal og Ledas Grund med op mod 6,5 knob. Sådan kan en sejlads være, når den er bedst. Sværere var det at få fyldt begge sejl, da kursen var sat mere vestover mod Grønvold Grund og Stemmetofte N. Storsejlet er gået ud af hulkelen længst ude. Det er nu repareret sammen med storskødets talje-arrangement. I Dybvig Havn var der ledigt ved "Esthers" sædvanlige plads - vi må have et skilt op - og snart lå vi to både langs broen. Havnefogeden klager over alt for få sejlere i sommer. Er det proppen i Guldborg Sund, som får turisterne til at sejle uden om det sydlige Smålandsfarvand? Det er en nærmere analyse værd - en opgave for Smålandshavets sammenslutning og sejlklubber og havne. Rigtigt gættet. Havnefogeden, Rosa Wiborg, kendte ikke de lave dybder på ned til 1,3 meter i sejlrenden syd for Nykøbing, da jeg fortalte hende det ved betalingen for natten. Hun var glad for oplysningen, som forklarer et bemærkelsesværdigt fald i antallet af gæstesejlere på Fejø i år. I Kragenæs ligger "Nordlyset", som er en af Danmarks smukkeste Bandholm 26'ere. Hver gang, jeg er i havnen, beundrer jeg det velholdte skib. Og i Dybvig Havn kom så Mikael og hans kone, som har købt "Nordlyset" for et par år siden. De ville lige hilse på en "kollega", så vi i fællesskab kunne rose Knud Olsen for at have tegnet et stabilt og hurtigt og komfortabelt skib. Hvem kan skille sig af med en BA 26? spurgte vi i enighed. Den finske tango er afløst af mere langhåret musik. Pergolesi og Vivaldi. Deres "Stabat Mater" passer ikke til Dybvig Havn. Vi tager Reijo Taipale en gang til - og Häämuistojen Valssi, Kulkurin Valssi, "Kylliki" og Sanat Eivat Riitä Kertomaan. Jeg forstår ikke finsk.... 9. juli Belært af seneste afgang fra Dybvig, lavede jeg et fortøjnings-arrangement, så jeg kunne styre forfortøjningen fra cockpittet, mens "Esther" gled fra kaj. Det var ikke nødvendigt, idet østen-vinden var svag. Den tiltog undervejs mod Falster for motor denne lørdag formiddag, og i Guldborg Sund havde jeg en jævn til temmelig frisk vind - nu i sejlene. "Esther" lagde sig pænt på skrå og gik sine syv knob for genua og storsejl på halvvind. Men sådan kunne det ikke blive ved, eftersom Guldborg Sund snor sig østover efter Grimmers Nakke. og med storsejlet alene krydsede jeg mod Nykøbing, indtil renden blev lovlig smal til kryds, og trafikken af motorbåde tog til. En god ting lærte jeg af denne sejlads. Storsejlet på "Esther" er for lille til at vælte båden - selv i hårde vindstød. |
---|---|
|