Middelfart, med Nicolai Kirke og den gamle havn, hvor vi senere på turen nød et par gode dage.
|
Nye øer og fjorde 27. maj Ud for grøn bøje ved hvid kugle nr. 20 holder vi godt bagbord i renden ud ad Haderslev Fjord. Vi skal ikke endnu en gang bumpe op på sandbanken fra i går. Vel ude i Lillebælt venter endnu en overraskelse: Vandet er nærmest fladt. Vi styrer vest om Brandsø op under Fænø, forbi svenskeskansen Fænø Kalv - nu med halvanden knob medstrøm - og går ind i Kolding Fjord. I den nordlige lystbådehavn finder vi en ledig plads, som kræver en del frem og bak og halen i tov og bådshager. Så dukker en ungersvend op på den store motorbåd ved siden af og spørger, om vi har fået tildelt denne plads. Det har vi ikke. Pladsens ejer vil vende hjem i løbet af dagen. Vi sejler længere ind i bassinet og må øve mange havnemanøvrer med motoren for omsider at få drejet "Esther" en halv omgang, så hun kan komme ud af denne havn og over i den sydlige lystbådehavn, hvor forholdene viser sig mere idylliske og venlige. "Hej sømænd", råber en mand fra broen. Han skulle bare vide. Vor nabo i en ældre hollandsk stål-sejler er derimod gammel sømand, fortæller han. Han sejlede med skoleskibet "Danmark" i 1979, og jeg fortæller ham om de "Høje Skibe", som en dag i firserne stævnede ind i København. En snes fuldriggere og andre veteraner gled forbi ved Langelinie. Alle sejlede for motor - uden sejl - kun ikke "Danmark". Her var alle sejl sat og ingen motor. "Ja, vi skulle altid have sejlene op", huskede min nabo. "Da vi sejlede fra Tenerife, satte vi sejlene op efter ordre, og motoren kunne knapt nok bringe skoleskibet fremad, fordi vinden pressede mod sejlene. Så fandt vi ud af at sætte dem mere skråt, så vinden gled af". I dag sætter eleven fra "Danmark" sit flotte skib i stand, og han indrømmer, at også han er glad for motoren, når hustruen er med ombord, men han sætter da, ligesom vi, af og til en genua for at få lidt fart og stabilitet. Jeg indrømmer så - omsider - at vi på denne tur hidtil mest har nøjedes med "jerngenuaen". 28. maj Fruen er kulturel i dag og drager mod Koldinghus og Trapholt Museum, mens den gamle redaktør må blive i kahytten for at passe jobbet med foto og tekst til denne hjemmeside. Koldinghus er et unikt vellykket eksempel på kombinationen af gammelt og nyt. Det er netop 100 år siden, at spanske lejetropper fyrede så kraftigt på Koldinghus, at slottet delvist nedbrændte. Ruinen restaureredes af arkitekterne Inger og Johannes Exner, der føjede ny byggestil på de gamle mure. Trapholt Museum har 20 års jubilæum. Museet har en stor gedigen samling af møbeldesign, og viser en særudstilling med nyere smykker.
Oven på de kulturelle udfoldelser i byen gør det godt med en gang krimi med Frost under de gode modtageforhold for et gammelt S/H apparat i kahytten her i Kolding Søndre Lystbådehavn. 29. maj Efter de to broer over Lillebælt kan vi se fremad mod Fredericias travle havn og spejde efter de dønninger fra Kattegat, som må gå ind her. De mindre sejlbåde duver i dem forude, og snart har vi de høje krabater lige ind, efter at have rundet Strib Fyr. "Esther" løfter stævnen og kaster vandet godt ud til siderne. Ingen bliver våde bag sprayhood'en, og vi holder de seks knob for at bryde godt igennem. Men det ender med en gevaldig "maveplasker", da "Esther" sejler ud af en bølgekam for med et bump at lande på den næste. Jeg må rette kursen er par grader, så vi får bølgerne snedt ind med længere afstand. Der er langt til Trelde Næs og østbøjen, hvor vi lægger kursen nordvest mod Rosenvold Pynt. Nu ruller skuden tværs over den brede indsejling til Vejle Fjord, og Fruen er ikke helt glad, før vi kan luske langs kysten bag pynten, hvor jeg med nød og næppe undgår sandrevet ud for fyret ved Træskohage. Det rev bør enhver sejler ellers kunne forudse. Med faldende bølger agten ind styrer vi mod Holtserhage og er snart inde under Vejlefjord-broen og lunt fortøjet i en velordnet lystbådehavn. Sejlklubben "Neptun" og Vejle Motorbådsklub holder til i lystbådehavnen, der ligger ca. 20 minutters gang fra Banegårdspladsen. Havnen er frihavn, og vi betaler 20 kroner i gebyr samt depositum for et chip-kort med 50 kroner indlæst til strøm og varmt vand i brusebadet. 30. maj 31. maj 1. juni Nede i båden indbyder vi familien til en forfriskning ved kaptajnens bord, der er skibets eneste. Og pludselig er vi atter alene. Hvordan ser vejret ud de kommende dage? Udsigten står på sommer og atter sommer. Nu har solen skinnet næsten hver dag i en måned. Kan det blive ved? Ja, det kan det. Hele næste uge. Men blæsten holder også ved. Næste afsnit: Vejle-Nykøbing
|
---|---|
Koldinghus.
"Bryggen" i Vejle ved Vejle Å.
|