|
Sejltur med Ejvind-4 Øvrige afsnit: 8. juli
Med to blæsedage i sigte sejler mange søgende omkring efter en god plads at fortøje. Her i Troense er der ikke flere muligheder. Havnens broer egner sig ikke til flere "lag". Inde i jollehavnen ligger "Esther" for sig selv og spærrer for seks både, der alligevel ikke skal ud at sejle. Den nye nabobåd kom således "sendt fra himlen", søsat af en vældig kran inderst i bassinet. En tordenbyge trækker forbi os over Fyn og sender skrald ud over sundet. Ellers mærker vi ikke den bebudede blæst, hvilket jo heller ikke var formålet med at søge ind her. På DMI´s vejrtjeneste, Kyststationer, kan man derimod se målinger af middelvind og vindstød mm. ude i de områder, vil skal sejle hjem i. Her er Omø som regel i top med vinden. Forblæste må de være på den ø. Mens vinden af og til hyler i toppen af masterne her i Troense, har den konstant blæst med 12 m/s over Storebælt og det nordlige Smålandsfarvand. Havnefogeden oplyser, at en højesteretsdom, der stadfæstede landsrettens kendelse, har dømt en spritsejler til at betale den forelagte bøde på 1500 kr. Dertil kommer sagsomkostningerne. Sagen har bl.a. medført, at politiet har kunnet indlede patruljeringer og indgriben til søs mod sejlere, der ikke overholder for eksempel en politivedtægt om forbud mod at plane med speedbåd i visse områder, og naturligvis overtrædelse af gældende lov. Derfor ligger der aftenen igennem en hjemmeværnskutter med politi ombord for at kontrollere sejlerne. På denne blæsende aften så jeg ingen blive prajet. 9. juli. Ejvind havde udset en cafe med fiskeretter ved lystbådehavnens nye sanitetsbygning, og et "Stjerneskud" af en sjældent set størrelse fandt vej til dybet. Med dagens vitaminpille, rundstykkerne fra i morges og det løse skulle ernæringstilstanden være i orden. En and skræpper op ved "Esther", mens regnen pludseligt trommer mod kahytten. Lavtryksvejr er det, men anden bliver ved. I går var det en svanefamilie, hvis unger skulle lære, at der er mad ved skibssiderne. 10. juli. Måske var det denne dag, eller regnen, der dog hurtigt blev til sol, som gjorde det første syn af Svend Billesbølles Lynæs-jolle, "Stormy II" til et mareridt i fantasien. Her på denne charmeforladte, spartanske, slidte og meget lille plads levede han i syv år - afbrudt af perioder i land - mens hen sejlede jorden rundt - væk fra ægteskabet og manddommen, ind i sit 73. år ved hjemkomsten. Han må have haft en trang og en eventyrlyst, vi ikke kan fatte. "Stormy II" ligger let forover ludende ved Danmarks Museum for Lystsejlads på Valdemar Slot halvanden kilometer fra Troense Lystbådehavn. Indenfor domineres rummet af de mindre joller med nogle gamle pragtstykker imellem. Hvor var bådene små før i tiden. Min gamle Bandholm 26 fra 1968 er i øvrigt et godt eksempel, skønt langt fra en museumsgenstand ... eller? Lystsejlermuseet er meget langt fra at have plads nok, og sikkert også penge nok til, at samlingerne kan dække dansk lystsejlads´ historie. Modeller vil kunne erstatte mange af de klassiske både. Plancher kan supplere yderligere. Men godt er det, at der overhovedet eksisterer et samlingspunkt for sejlsporten. Udover denne kulturelle aktivitet - museumsbesøget - bød dagen også på en gastronomisk og social oplevelse, idet Ejvinds datter og svigersøn aflagde "Baloo" et besøg helt ovre fra Hovedstaden for at ordne et ærinde og nyde kabyssens sjældne frembringelse: "Stjerneskud" med fiskefilet, rejer og asparges på frisk-indkøbt rugbrød. 11. juli.
Den restaurerede turbåd, "Helge" fra 1924 kunne bringe os lidt til søs på sundet mellem Valdemar Slot og Svendborg, og eftermiddagen skred over i aften, mens denne udflugt stod på under sol, regnbyger og omkring 8 m/s vestlig vind.
I morgen vil denne vind tage af over middag og langsomt dreje syd og sydøst. Det kan blive Kragenæs, hvis udsigten holder. Der er 38 sømil den korteste vej. Som tidligere år vil vi lure på forholdene nord for Lohals og vælge den behageligste retning i forhold til bølgerne. Det kan blive Omø eller en tur langs Langelands østkyst ned mod Spodsbjerg. Når vind og bølger forventeligt har lagt sig lidt, kan vi dreje østover mod Ståldybet og Kragenæs eller Vejrø. 12. juli. Vandet er roligt, og solen kigger frem mellem bygeskyer, der ikke rammer os, op forbi Dageløkke, hvor bølgerne vokser op mod en lille meter. Smørstakkeløbet skæres lidt. Der er vand nok. Lohals lokker ikke i dag. Heller ikke Omø. Efter Hov Sand sættes kursen direkte på anduvningsbøjen nord for Ståldybet, og sejlet strammes op til bidevind. Ejvind måler vind op til 9 m/s, og bølgerne når godt en meter. Storsejlet forhindrer effektivt "Esther" i at rulle, skønt søerne går mere tværs end vinden. Først i mere roligt vand ud for Rågø, hvor vinden er drejet sydover, næsten stik imod, tager jeg storsejlet ned, og så ruller hun. For en gangs skyld mener jeg at have lært, hvordan man gør fortøjningerne klar, så de nemt kan kastes i land til en venlig hjælper. Men inde ved kajen i Kragenæs, ryger det hele i vandet, og Ejvind opdager, at tovenden på båden igen er gået løs. I sidste øjeblik får jeg ydermere stoppet "Esther", inden hun vædrer Ejvinds båd bagfra. Herrejemini. Kan man blive for gammel til at lære? En havnefest er ved at pakke sammen her i Kragenæs, hvor der er mindst 20 ledige pladser. Vi tæller dem ikke. Typisk for Lolland er der også god plads til søs. På land er forholdene ideelle. Skønt den tidligere Ravnsborg Kommune var en af landets fattigste, formåede man at bygge flot og indbydende i både Kragenæs og Femø havne. 13. juli. Den tidlige morgens svage vind steg til frisk vind, da vi var sejlet ud gennen renden. Storsejl og genua gav godt 6 knob mod Avernakke Hage, og båden lænede sig pænt til siden, lidt for meget til mit temperament - ene mand ombord. Det viste sig, at storsejlet alene kunne trække omkring fem knob i vindstødene, men jeg ville hjem. Motoren blev startet, og ved Grønvold Grund kunne Ejvind og jeg atter en gang vinke farvel og tak for en dejlig sejlerferie.
"Baloo" blev mindre og mindre nordover, mens jeg styrede ind i Guldborg Sund til broen, det flade vand bag den og de kendte kyster og mærker til Nykøbing, hvor Birte tog imod. Ejvind meldte siden hen fra Rødvig, at han var ankommet til den altid overfyldte havn efter 11 timers sejlads. Dagen efter, 14. juli, sejlede "Baloo" i syv timer i fint vejr mod Dragør og Svanemøllehavnen. Kun strømmen var imod den dag.
Det var "Sommertogt 2009". Søkort med kortplotterens spor samt et par erfaringer om passage af grunde og mærker kan ses under NÆSTE AFSNIT - Søkort
|
---|---|
|