14. juli
13. juli
12.juli
|
Sommertogt IV Sommertogt I Sommertogt II Sommertogt III 14. juli I let vind forlod vi Lohals Havn og satte kursen mod Hov Sand. En genua og "ganske lidt motor" gav 5 knob - måske mest motor. Fra Hov Sand fører en lige linie - ca 120 grader de 15 sømil til anduvningsbøjen før Ståldybet over frit vand. Den kurs blev sat med vind og mindre bølger lige imod. Sorte regnbyger ventede også forude. Havet lagde sig næsten fladt under regnens trommeild, det dampede og sydede. Man måtte i læ under sprayhood'en med fødderne nede i kahytten og selvstyrerens fjernbetjening i hånden. Et godt øje på kortplotteren og jævnlige fugtige udkig fremad sikrede en "tørskoet" tur gennem skybruddene. Enkelte tordenskrald lød fjernt over Smålandsfarvandet. Ingen uhygge her. Nede mod Ståldybet begyndte skuden at rulle for bølger fra en nu vestligere, jævn vind, og genuaen kom op for at stabilisere og måske trække alene. Den blev sat stramt med spilhåndtaget - for stramt til en bedaget skødeskinne på rælingskarmen. Det knagede, og med en hul lyd sprang karm og skødeskinne op fra bådens skrog. Uha. Genuaen kom ned med det samme. Skødeskinne og karm blev banket nødtørftigt på plads. Slut med forsejl på styrbord halse på denne tur. Mindre og ældre skødeskinner er monteret på "Esther", men man kan betvivle holdbarheden med den store genua sat. Nu bliver et par taljer sat i hver side til genua, og fokken må klare sig med de ældre skødeskinner, indtil en egentlig reparation har fundet sted. Sidste vers af sommertogtet blev således spillet med sejladsernes eneste mislyd. Videre gik det ind i smulte vande i læ af Rågø og Lolland, og vi fik det arrangeret sådan, at afslutningen på den fælles sejlads kunne ske i Sakskøbing og med en bedre middag hjemme.
Søndag morgen den 15. juli sejlede "Baloo" alene fra Sakskøbing med Vordingborg eller Kalvehave som mål, afhængigt af vejr og bølger. Ejvind meldte, at ankomsten til Storstrømsbroen skete i roligt vand. Han sejlede videre til Kalvehave og lagde ind i kraftig vind. 16. juli meldte Ejvind klar til afgang 17. juli, tidlig morgen, mod Fakse Bugt og Køge Bugt. Allerede klokken 10, den 17. juli, meldte han, at "Baloo" passerede Stevns Fyr i fin vind med op til 6 knob, og at målet for dagens lange etape er Svanemøllehavnen. 12 timer efter afgang fra Kalvehave var Ejvind i havn. Hjemme. 13. juli Det stod ikke skrevet i de ældre vejrudsigter, at vi kunne sejle en fredelig og oplevelsesfuld tur i dag fra Faaborg til min "ulykkeshavn", Lohals. Men udsigterne bedredes, og ved 10,30-tiden mødtes vi ud for Faaborg - fra hver sin havn - og sejlede i svag vind for genua og "lidt motor" syd om Svelmø Trille og hen mod Skarø og indsejlingen til Svendborg Sund. De bebudede bølger fra syd så vi ikke meget til. Svendborg Sund var påfaldende lidt trafikeret. Et par færger mødte vi, og motorbådssejleren, der pegede bagud for at advare om den indhentende Faaborg-Søby-færge fortjener en tak for godt sejlersind. Efter Thurø rev blev motoren "afskediget" frem til Lohals, og her levede havnen og dens omgivelser op til øgenavnet. Genuaen kunne ikke komme ned. "Esther" var lagt op mod vind og bølger med langsom motorfart og rorpindspilot. Men jeg havde glemt at slække skødet, og da det var gjort gled kluden ned. Også Ejvind fik en forskrækkelse undervejs, da storsejlet satte sig fast halvt nedhalet. Han måtte lægge så mange kræfter i, at han frygtede for nedhalet, men det holdt, spændt som en klaverstreng. Nu var uheldene brugt op, thi inde i Lohals sydlige mere ydmyge havn stod en hjælpsom tysk sejler parat til at gribe både "Esther" og "Baloo" og holde de lange forfortøjninger, så agtersnorene kunne komme på pælene. Minsanten om ikke også vejrudsigten for i morgen tyder på en sejltur de 29 sømil til Fejø. Vinden bliver svag til jævn fra sydvest, og af bølgeprognosen fremgår det, at det vil være klogest at sejle gennem Ståldybet frem for nord om Vejrø. 12. juli Nu kan det ikke nægtes, at årets sommertogt synger på sidste vers. Vi ved blot ikke, hvor langt det bliver. Vejrudsigterne er slemme, omend de seneste meldinger her torsdag aften er lempet en smule, hvad vind og bølger angår. Hvis vejret arter sig, sejler vi fra Faaborg mod Svendborg Sund i morgen formiddag, og forholdene undervejs kan så afgøre, hvor langt vi når - Troense, Lundeborg, Lohals. Lørdagsvejret den 14. juli er også blevet mere humant på de seneste prognoser, og en god dag kunne bringe os til Femø eller Fejø. I dag har regnbyger pisket over Faaborg og sendt vinden op mod kulingstyrke. Havnen har været særdeles småt trafikeret. Nogle få både er ankommet, og lige så få er sejlet herfra. Det er blæsedag, og travlheden i skibsudstyrsforretningen er karakteristisk. Mit indkøb af en ny batterilader var desuden nødvendigt. Den gamle Tystor var stået af efter ni år.
Ud over havnen synger et velskolet kor, "Blæsten går frisk over Limfjordens vande". Det lyder både godt og fortrøstningsfuldt som accompagnement til en ny regnbyge med Det Sydfynske Øhavs friske blæst, der slår mod ruf og vinduer. |
---|---|
Større billeder
14. juli:
13. juli:
12. juli:
Lysbilleder fra Picasa:
|